Herre, du er vort Skiul og vort Skiold! Saaledes sagde dine Tienere fra fordums Tiid, saaledes ville de sige til Dagenes Ende. Derude i Verden bruse Stormene, og Vandløbene komme; vel Den, som kiender en Tilflugt, hvor han kan drage sig tilbage, en Befæstning, hvorimod al Verdens Magt brydes; vel Den, som boer i den Høiestes Skiul, og kan hvile rolig i den Almægtiges Skygge! Dog, saa godt og saligt det endog er at flye bort fra Verden, fra dens Lyst og dens Qvalm at bygge sit Paulun under din Skygge, du Almægtige!
Og derfra at see Verdens Uro glide forbi som en Strøm, der ikke naaer det trygge Herberge, saa tillader du os det dog ikke; du vil, at vi skulle fuldkomme vort Løb, udrette den Gierning, du har givet os at giøre, og udstride vor Striid. Men i det du saaledes sender os ud i Striden, da dæk os, Herre! Med dit Skiold, ifør os din Rustning, giv os de rette Vaaben ihænde, at det maa være den gode Striid, vi stride, at vi maae komme frelste derfra, nemlig frelse vore Siele, og vinde den Krands, hvilken du i Naade rækker dem, der bestode efter din Villie! Amen.
Text: Eph. 6, 10-13.
I Øvrigt, mine Brødre, vorder stærke i Herren og hans Vældes Kraft! Ifører Guds fulde Rustning, at I kunne være mægtige til at staae imod Dievelens snedige Anløb! Thi vi have ikke Kamp mod Kiød og Blod, men mod Fyrstendømmer og Magter, mod Verdens Herrer, som regiere i denne Tiids Mørke, mod Ondskabens aandelige Hær under Himmelen. Derfor tager Guds fulde Rustning paa, at I kunne giøre Modstand paa den onde Dag, og bestaae efter at have overvundet Alt!
Det er allerede længe, A. T., at vi næsten Intet høre uden Kriig og Rygter om Kriig, om Folk, der reise sig mod Folk, og Rige mod Rige, længe, at vore Tanker neppe kunne holde sig tilbage fra de blodige Kamppladse, fra den smertelige Deeltagelse med dem, der lide under Krigens mangehaande Jammer, og at vor Bøn utrættet anraaber Hærskarernes Herre om Beskiermelse og Bistand.
Under alle disse Bevægelser føle vi vel, hvor meget vi behøve at iføre os Guds fulde Rustning for at bestaae paa den onde Dag. Vi vide ikke Tider eller Stunde, vide ikke, hvad der er i den Almægtiges Raad er besluttet om, hvor langt disse Prøver skulle udstrækkes; men dersom det endog nu var Guds Villie at sætte en Dæmning, at byde de brusende Bølger: Saavidt skulle I komme og ikke videre! Dersom endog den udvortes Fred i Rigerne vendte tilbage, kunde vi da slaae os til Ro og aflægge Rustningen, som Krigeren giør det, naar han atter vender tilbage til sin Arne?
O, vi have altid Striid i denne Verden; var der end ingen Fjende udenfor os, da havde vi Striid med vort eget Hierte, med Det i os, der stedse hænger sammen med den Magt, som regerer i Tidernes Mørke, hvorfor vi og maae have vor Deel i de Straffe, der beskikkes over denne Verden. Men vi have ogsaa stedse en Striid med Fiender udenfor os; eller turde vi være saa ligegyldige mod Sandhed og Ret, mod alle de Ting, der høre til Guds Rige, at vi uden Deeltagelse, uden Sorg kunne see alt det, som til alle Tider oprører sig derimod?
Turde vi være saa ligegyldige eller saa forsagte, at vi ikke i den os anviste Kreds, den mindre eller den større, i Ord og Gierning vilde træde op derimod? Men som der ere Tider, da Guds Sandhed gaaer frem i fuldere Kraft, vinder Indgang i flere Menneskers Hierter, og Menneskelivet synes mere at ordne sig derefter, saaledes komme der ogsaa Tider, i hvilke alt det Modsatte skeer.
Betragte vi nu den Nød, under hvilken nu Landene lide, det vilde Oprør, hvori alle Kræfter brydes mod hverandre, hvori saa Meget, der allerede var vundet, omstyrtes, saa Meget af hvad der fremspirede, nedtrædes, og intet Nyt synes at finde Ro til at befæste sig: hvilken er da Kilden dertil, uden et indvortes Oprør i Menneskenes Sind, som vilde afkaste enhver Myndigheds Tvang, løse sig fra enhver Ærefrygt, og blindt følge Øieblikkets Tilskyndelse?
Vi kunne ikke negte det, at Uretfærdighed er bleven mangfoldig paa Jorden, og Kierligheden kold, vi maae høre det Hellige bespottes og det Vanhellige prises og ophøies; det er med mangehaande Kummer, vi betragte det Nærværende, med mangehaande Frygt, vi see det Tilkommende imøde. Men hvordanne endog Tiderne ere eller vorde, vi skulle dog ikke blot komme derigiennem, men vi skulle søge derunder at frelse Livets rette Klenodie, og ufortrødent aibeide paa den Bygning, som alle Tider skulle opbygge, som stedse skal hæve sig høiere og skiønnere, hvorvel den under denne Himmel aldrig vorder fuldendt.
Men derfor, hvad enten vi skulle handle eller lide, have vi vel behov, som Apostelen siger i vor Text, at tage Guds fulde Rustning paa, at vi maae kunne giøre Modstand paa den onde Dag, og bestaae efterat have overvundet Alt. Det er os visselig ikke gavnligt, saalidet som det er hæderligt, at forsage, at opgive det Arbeide, hvortil vi ere satte; men spørge vi da, hvad der skal give os Mod og Styrke, hvad der skal forvisse os, at vort Arbeide ikke er forgieves, da kunne vi vel, hvor vi opslaae os til Trøst og Bestyrkelse; men deres Hoved-Indhold kunne vi samle i det, som Apostelen Johannes skriver til de christne Menigheder under deres forskiellige Anfegtelser:
Den, som er i Eder, er større, end Den, som er i Verden.
Dette Ord ville vi denne Gang sætte i Forbindelse med vor forelæste Text, og Gud give os sin Bistand, at ogsaa her vort Arbeide ikke maa være forgieves i Herren!
“Den, som er i Verden” --- hvo er det? I vor Text vil Apostelen vise, hvor svær den Kamp er, vi have at bestaae, og hvormeget vi behøve en stærk, uigiennemtrængelig Rustning; derfor begynder han: “Vi have ikke Kamp imod Kiød og Blod”, det er, ikke mod et enkelt Menneske eller mod enkelte Mennesker; da kunde Kampen vel være heed, men et Menneske har stedse sin Tiid og sin Grændse, derudover formaaer han Intet mere, og det vilde da næsten synes, som om vi kun behøvede at vente, saa vilde Striden være til Ende.
Det er flere Gange seet i Verdens Begivenheder, at et Menneske til en Tiid har staaet næsten som Den, i hvem alt det Onde, den hele fordærvende Magt samlede sig; efter christelige Forestillinger kunne vi sige, at han stod der som sin Tiids Antichrist med al Løgnens Magt og Tegn og underlige Gierninger, og med al Ugudelighedens Bedrag, forgudende sig selv, og forgudet af Andre.
Da meente de Uforstandige, at, var Denne kun ryddet af Veien, da vilde Alt vorde godt; ja, der vare de, som efter den vederstyggelige Grundfæstning, der viste, hvor megen Magt det Onde havde over dem selv, at den formeente gode Hensigt skal kunne hellige Midlet, med formastelige Hænder selv forsøgte at befrie Jorden fra Den, med hvis Undergang de meente, at det Onde ogsaa vilde forgaae. Men det gik dem, som Fablen fortæller om Den, der i Kamp med det hundredhovede Uhyre afhuggede eet af dets Hoveder; der voxede stedse et nyt frem istedenfor det afhuggede.
Dersom vi kun havde Kamp med Kiød og Blod, med enkelte Mennesker, da vilde Striden dog om lidet længere eller lidet kortere Tiid være udfegtet, thi visselig et Menneske er idel Forfængelighed, hvor fast han endog staaer. Men, siger Apostelen, vi have Kamp mod Fyrstendømmer og Magter, mod Verdens Herrer, som regere i denne Tiids Mørke, mod Ondskabens aandelige Hær under Himmelen. Den Enkelte fremstaaer og støttes stedse af Det, der er større end han selv; og hvo kan negte det, at der er en ond, fordærvende Magt, som, hvor ofte den end er tilbagetrængt, stedse trænger sig frem paany, vinder sig nye Tienere, og ofte lader dem blende Menneskene med kraftigere Vildfarelser, end de forrige vare?
Indtil alle Tings Fuldkommelses Tiid, hvorom Gud har talet ved alle sine hellige Propheters Mund fra de ældste Dage, tør vi aldrig mene, at det Ondes Magt er overvunden, det søger stedse sin beleilige Tiid, og kommer da igien, maaskee i nye Skikkelser, maaskee ogsaa i de gamle, og den følgende Slægt har den samme Kamp at bestaae, som den foregaaende meente at have udkæmpet. Hvor mange Maaneder ere vel forløbne, siden vi trindt omkring hørte Forsikkringen om, at Krigens Tiid var til Ende, at Menneskeheden var saaledes fremskreden, Livet saaledes ordnet, at man ikke mere vilde søge den blodige Afgiørelse?
Og hvad see vi nu? Den samme vilde Uro, som forsmaaer alle Fredens Goder, den samme Drivt til Ødelæggelse, den samme Voldsomhed, den samme Trods mod Retfærdighedens evige Love, der saa ofte har forstyrret Jorden, regerer endnu i denne Tiids Mørke, og tager Fredens Velsignelser bort. Hvor trygt har man ikke meent, at de forrige Vildfarelser vare forsvundne, at den guddommelige Sandhed var straalet saa klart frem, havde vundet saadan Anerkiendelse, at den aldrig igien vilde kunne fordunkles, at Bevidstheden om vor Trang til Forløsning var saaledes vaagnet i Menneskeheden, at Menneskene for stedse vilde holde sig til Ham, i hvem alene der er Frelse, at Christi Evangelium var saaledes opladt for Alles Øine, at Forvanskningen deraf vilde staae der i sin Nøgenhed, og aldrig vilde kunne smykke sig med det hellige Navn. Og hvad see vi nu? Hvad som var, det Samme vorder, hvad som er skeet, det Samme skeer, saa der er intet Nyt under Solen, men heller intet Gammelt, saa vi kunde sige: Det er forældet og afskaffet, det kommer ikke tilbage.
Der er en Betragtningsmaade af denne Verdens Begivenheder, som først synes saa glædelig, at nemlig Alt skulde være i en bestandig Udvikling, i stadigt Fremskridt til det Bedre, saa at vi kunde sige, den hele Verden voxede en guddommelig Væxt. Men der er jo dog den Plantning i Verden, som ikke er plantet af den himmelske Fader, der er jo dog Det i Verden, som er i Fiendskab mod Gud, og dersom det voxer, da er det ikke en guddommelig Væxt.
Det er en stor Forskiel, enten vi sige, at Gud aabenbarer sig i Alt, hvad der skeer, eller vi sige, at Alt hvad der skeer, er en Aabenbarelse af Gud. Thi visseligen aabenbares Guds Magt og Viisdom og Retfærdighed og Naade i denne Verden, der er Intet, som er unddraget hans Herredømme, han er tilstede ved Alt hvad der skeer, ordner og styrer, tillader og forhindrer; derfor kunde vor Frelser, da han stod for Den, der sagde: Veed du ikke, at jeg har Magt til at korsfæste dig, og Magt til at lade dig løs? Svare ham: Du havde aldeles ingen Magt imod mig, dersom den ikke var given dig ovenfra.
Men han har ogsaa, da han saae den forestaaende Skiebne imøde, sagt: Denne Verdens Fyrste kommer, og har slet Intet i mig; han har, da Ondskabens aandelige Hær rustede alle sine Kræfter imod ham, sagt: Denne er Eders Time og Mørkets Magt. Visselig har det Rigdoms Dyb af Guds Viisdom og Naade aldrig aabenbaret sig herligere, end da Guds forborgne Raad i den Eenbarnes Opoffrelse blev kundgiort for Himmel og Jord; men Dette, at Frelsens Fyrste kom til sine Egne, og hans Egne ikke vilde annamme ham, at de korsfæstede ham med ugudelige Hænder, dette var ikke af Gud, men af Verden; og saavidt som der af Golgathas blodige Høi fremvoxede et Livets Træ, som fra den først ukiendte Spire udbredte sine Grene stedse videre, og som stedse bærer skiønnere Frugter for dem, der samle sig under dets Skygge, saavidt var der i hiin forhærdede Mængde, der ikke vilde kiende sin Besøgelses Tiid, ingen Fremgang mod det Bedre, men kun mod den Dag, da den Retfærdiges Blod skulde komme over dem og deres Børn.
Hvad kunde det nytte, om vi vilde skiule for os selv, at Verden ligger i det Onde, naar dog enhver Tiid vilde vise os, at dette Ord endnu gielder ligesaa fuldt, som da Apostelen først sagde det? Hvad kunde det nytte, om vi vilde smigre os med den Forventning, at vi skulde see den hele Verden i en stadig Fremgang mod Guds Rige, naar vi dog idelig maatte spørge os: Er dette en Fremgang, eller er det ikke en Tilbagegang?
Og vi kun altfor vel vidste det eneste rette Svar? Vil du naar det Maal, hvortil du stunder, hvortil du kan og bør stunde, da tør du ikke lade dig bære af Livets Strøm, som om den af sig selv vilde føre dig derhen, ikke lade dig beherske af Tidens Aand, som om kun den evige og hellige Aand udtalede sig deri; vi have stedse en Striid at bestaae i denne Verden, og ikke blot mod enkelte Mennesker, men mod Mørkets Magt, der stedse søger sig nye Tienere, mod Ondskabens aandelige Hær under Himmelen.
Desuagtet voxer dog Livets Træ paa Jorden, og ingen Magt kan udrydde det, desuagtet er dog Guds Rige kommet os nær i Christo Jesu, vor Herre, og skal stedse komme nærmere, aabenbares klarere; og i det vi stride derfor, er det vor Tillid og Trøst, at Den, som er i os, er større, end Den, som er i Verden.
Enhver, som redeligen arbeider og strider for hvad han erkiender som Sandhed og Ret, som finder Modstand i Verden, men som dog ikke træder tilbage, ikke i Ord eller Gierning svigter sin Overbeviisning, har dog i sit Inderste, dunklere eller tydeligere, den Forvisning, at der er en Hielp fra det Høie, at han, i det han vil og giør det Gode, staaer under Beskiermelse af en Magt, som ikke blot er stærkere end hans egen, men stærkere, end den hele Verdens Magt.
Dersom Fristeren i Anfegtelsens Timer vil foreholde ham, at han med sine svage Kræfter dog Intet formaaer mod den stærke Magt, som træder frem i Verden, og som vil fremtvinge det Onde, mod deres Mængde, som tilstoppe Ørene, at de ikke skulle høre Sandhedens Røst, som ville løse Retfærdighedens Lov og Kierlighedens Baand; dersom Fristeren vilde sige ham: Hvad nytter det, om du bekiender eller fornegter, om du ruster dig til Striden, eller lader Hænderne synke?
Hvorledes vil du staae en Verden imod, som ligger i det Onde? Da er der dog en Forvisning i hans Inderste, som siger ham, at Sandhed feirer dog tilsidst, at Retfærdighed dog varer længst. Men hvad der ligger i vore Hierter som en Anelse, hvilken dog Tvivlene let kunne fordunkle, hvad der undertiden udtaler sig, det skal den christelige Tro giøre klart og stærkt og fast, thi denne er den Seier, som overvinder Verden, vor Tro!
Naar vi sige, at det Onde, som Ondt, ikke er af Gud, da mene vi dermed ingenlunde at tiltræde den Vranglære, som fra gamle Tider af har villet giøre sig gieldende, at der af Evighed, elelr af den første Begyndelse, skulde være tvende Magter, der staae mod hinanden, den onde og den gode, og stedse kæmpe med hinanden om Seieren. Nei! Der er Intet, aldeles Intet, som jo har sin Oprindelse fra Gud, har al den Kraft, hvormed det bestaaer og virker, fra Gud; og at Alt, hvad der er fra Gud, i sit Udspring maa være godt, behøve vi ikke at sige.
Jorden, eller paa hiin Side af den menneskelige Tilværelse hernede, da beroer det paa et Frafald fra Gud; den Skabning, hvilken Gud gav frie Kræfter, paa det han, løst fra Nødvendighedens Tvang, selv skulde søge og finde, skulde vorde en fri Borger i Guds Rige --- Skabningen vilde løse sig fra sin Skaber, vilde danne sig et eget Rige, og følge sin egen Vei.
Men den Almægtiges Herredømme lader sig ikke afkaste; Villien er fri, den kan vende sig bort fra Livets Kilde, den kan oprøre sig mod Guds Lov og den hellige Orden; men over de Onde, som over de Gode, er der en Gud i Himmelen, som giør hvad han behager. Efter sit Raad og sin Villie sætter han en Grændse for al det Ondes Magt; han sender sine Tienere ud i Striden, at de skulle prøves og øves, han forsøger dem, om de ville troe, skiøndt de ikke see, men han er deres Skiul og deres Skiold, og, naar de stride i Hans Sag, ikke i deres egen, da giver han Seier i den rette, beleilige Tiid.
Efter sin Naade og Barmhiertighed plantede han en hellige Spire midt i Verdens Fordærvelse, at dens ædle Safter skulde indpodes i det vilde Træ; skiftede han sit Rige paa Jorden, i det han sendte sin Eenbaarne, hvem han forud havde forkyndt, hvis Vei han forud havde beredt, hvis Vei han fremdeles skal berede; og den Plantning, hvilken den himmelske Fade har plantet, skal Ingen oprykke; det Rige, hvilket Han forsvarer, som er hos Faderens høire Haand, skal ingen Magt forstyrre; Den, som er deri, er større, end Den, som er i Verden.
Da Herren saae til den lille Skare af fromme og troende Disciple, han dengang havde samlet omkring sig, sagde han det trøsterige Ord: Frygt ikke, du lille Hiord! Thi det er Eders Fader behageligt at give Eder Riget. Den ringe, af Verden foragtede, forfulgte Hob af Mennesker, ikke udrustede med kiødelige Vaaben, var dog Begyndelsen til den Menighed, om hvilken det gielder, at den voxer en guddommelig Væxt, medens Verden med al dens Magt voxer Undergangen imøde.
Men ogsaa Herrens Menighed skal luttres og uddannes, at hver Green paa den, som ikke bærer Frugt, kan borttages, og hver den, som bærer Frugt, kan renses, at den skal bære mere Frugt.
Dertil bruger Herren ogsaa Verdens Magter, at hans Menighed skal luttres giennem Ildprøven. Hvor store Mangler kiende vi allerede i Menigheden paa Jorden, og hvor langt flere og større kiender Herrens alseende og hellige Øie! Og han alene kiender Midler og Veie; vil han, at Menigheden skal bestaae den haarde Striid, at den skal fremlyse herligere giennem Farer og Trængsler, da skee hans Villie!
Lader os vaage og bede, at vi maae findes i den sande Menighed, hvad enten dens Tal er lidet eller stort; lader os iføre Guds fulde Rustning, at vi maae vorde stærke i Herren og i hans Vældes Magt; og da lader os holde fast ved den Tro, at Den, der er i os, er større, end Den, der er i Verden, thi Den, der er i os, er den treenige Gud, vor Skaber, Frelser og Helliggiører.
Hvor ofte har han øvet Magt med sin Arm, adspredt dem, som vare hovmodige i deres Hiertes Tanke, nedstødt de Mægtige af Thronerne, og ophøiet de Ringe! Da Apostlerne stode for deres Folks Øverster og Israels Ældste, som truede dem, at de ikke skulde tale i Jesu Navn, men de dog vidnede: Han er den Steen, som er agtet for Intet af Eder, I Bygningsmænd, hvilken er bleven til en Hovedhjørnesteen: da var Den, som var i dem, større, end Den, som er i Verden; deres Stridsvaaben vare ikke kiødelige, men dog mægtige ved Gud til Befæstningers Forstyrrelse, i det de tilintetgiorde Anslag og al Høihed, som opløftede sig imod Guds Kundskab, og toge al Tanke tilfange under Christi Lydighed.
Da Luther paa hiin Rigsdag stod for Jordens Fyrstendømmer og Magter, og med dem al Ondskabens aandelige Hær under Himmelen havde forenet sig for at true ham til at tilbagekalde sit Vidnesbyrd, og han dog ikke fornegtede, ikke vaklede, men i en rolig Samvittighed sagde: “Her staaer jeg; jeg kan ikke Andet; Gud hielpe mig! Amen”: da var Den, som var i ham, større, end Den, som var i Verden, og trods al Verdens Magt er Vidnesbyrdet blevet.
O Gud være lovet, som giver sine Troende Seier formedelst Jesum Christum! Amen.