Du, o Gud! Er den Evige, og dig omstraaler Evighedens Lys. Vi færdes i det Timelige, vi kaldes Tidens Børn, thi Tidens Bølge hæver os frem, og nedsænker os atter. Dog, o Gud! Kaldes vi jo ogsaa dine Børn, og det Liv, som du tændte i os, kan ikke udslukkes. Ak! Der ere de, som forsøge at qvæle det, og derved hengive sig til stedse voxende Qvaler. Men dem, der i sig nære og pleie det evige Livs Flamme, skienker du stedse Mere, og for dem er Intet forgængeligt uden Jordblivets Forfængelighed, dets Møie, Kummer og Besmittelse, thi hvad der er ædelt og godt er evigt, som du er evig. Amen.
Evangelium: Luk. 16, 1-9.
Herren har atter taler til os i en Lignelse. Saaledes taler han saa ofte, og stedse tager han sine Billeder fra de ganske sædvanlige Forhold, og ved disse ligner han de høieste, guddommelige Ting. Hvorledes kan her en Lighed fremkomme? Den fremkommer ikke, søges ikke, digtes ikke vilkaarligen, thi den er der allerede, og frembryder sig af sig selv. Efterdi, som Apostelen siger, de Ting, som sees, ere blevne af dem, der ikke vare tilfyne, saa ere de synlige Ting dog en Aabenbarelse af de usynlige, der er i det Jordiske stedse en, om end ufuldkommen, svag, forvansket, Afbildning af det Himmelske.
Naar vi ville danne os en Forestilling om Gud, da kunne vi vel ikke hente denne fra de Ting, vi see omkring os, thi ingen af disse er skabt i Guds Lignelse, men, efterdi Gud er en Aand, vende vi Betragtningen til Menneskets Aand, Mennesket er skabt i Guds Billede, og hvor forvansket, besmittet endog dette Billede er blevet, Ligheden er dog ikke ganske tabt.
Naar vi da tænke os, hvad der i Mennesket er blevet tilbage af den oprindelige Herlighed, eller hvad der er fremkommet paany i de Gienfødte, som fornyes efter hans Billede, som skabte Mennesket, naar vi i Tanken befrie dette fra det Mangelfulde, Forvanskede, Besmittede, da have vi en, vistnok ufuldkommen, men dog sand og levende Forestilling om Gud i hans evige Herlighed. Saaledes er der ogsaa i de menneskelige Samfund en Lighed med Det, der i sin Fuldkommenhed er i den høiere Tingenes Orden, ja vi erkiende det let, at de Ord, hvilke vi bruge om de menneskelige, jordiske Forhold, dog der ikke have den fulde Betydning, men først faae den, naar de henføres til Høiere, det Overjordiske.
I vort Evangeliums Lignelse fremstilles en jordisk Herre og hans Huusholder; thi der ere Mange, som paa Jorden kaldes Herrer, som byde i et større eller mindre Omraade, Mange, som have Tienere under sig, og naar de sige til den Ene: Gak! Saa gaar han, til den Anden: Kom! Saa kommer han, og til den Tredie: Giør det! Saa giør han det.
Og dog, naar vi ret fastholde Begrebet “Herre”, da erkiende vi let, hvor lidet det passer endog paa Jordens Vældigste; de ere dog trindt omkring i Afhængighed, maae saa ofte lyde, hvor de vilde byde, deres Herskerstav er saa snart brudt, og jo klarere vi ville forestille os deres Herlighed, desto nærmere komme vi til det Gamle: Visselig hver Menneske er idel Forfængelighed, hvor fast han endog staaer.
Men jo klarere dette indlyser os, med desto større Nødvendighed drages vor Tanke op til det almægtige Herredømme, op til Ham, som i den fulde Betydning alene er “Herren”. Evangeliet taler om det Regnskab, Huusholderen havde at aflægge for sin Herre. Men naar vi da tænke os det Regnskab, som vi Alle sige, det ene Menneske har Ret at fordre af det andet, i Dette eller Hiint, for nogle Ord, som gik over hans Læbe, for enkelte udvortes Gierninger eller Forsømmelser, da er dette kun en svag Afbildning af det Alt omfattende Regnskab, som vi skulle aflægge for den evige Retfærdighed.
Og naar vi nu see, hvorledes den forborgne Styrelse atter fører Mennesker sammen efter Adskillelsen, i andre Tider, under andre Forhold, og Erindringen da vaagner levende om Det, som var tilforn, som meentes forsvundet, forglemt, og Giengieldelsen da ofte kommer for det Onde, for det Gode, da er dette paa Jorden noget Forbigaaende, de, der mødtes, skilles snart igien, men det betegner, hvad der forstaaes ved Gienseelsen i de evige Boliger.
Vi have af vort Evangelium fremhævet trende Forestillinger, men i disse samler sig og dets vigtigste Indhold, og det er disse
Forestillinger, der give Mennekets Liv dets Betydning;
Derfor ville vi ogsaa i denne Stund holde dem fast.
“Der var en riig Mand, som havde en Huusholder”.
Den, der har meget Gods, bruger ogsaa Huusholdere, han sætter den Ene over Eet, den Anden over Andet, og alle disse Huusholdere vide, at det, de have under Hænder, er ikke deres Eget, saa de kunne raade derover, som de ville, men at de skulle forvalte det efter hans Villie, i hvis Tieneste de ere, som kan sige til dem: Dette er ikke Eders, men det er min Eiendom. --- “Eiendom”: der have vi atter et Ord, som ideligen bruges om de jordiske Ting; har det da der virkelig sin rette, sin fulde Betydning?
Opløfte vi vore Øine, da see vi, hvor gridske Menneskene hige efter Noget paa Jorden, som de kunde kalde deres Eiendom, søge det med Ret, med Uret, søge det med al deres Legems, deres Tankes Anstrengelse, derfor opoffre Nydelse og Ro, ak! Derfor ofte opoffre deres Fred. Dersom du da har naaet dit Livs Maal --- skiøndt, naar mættes Begierligheden? --- men dersom du, i det mindste naar Du kan rose dig deraf for Andre, føler dig tilfredsstillet, da vil jeg gaae med dig, viis mig dine vidtudstrakte Marker, dine fyldte Lader, dine pragtfulde Sale, dine kostbare Klenodier, alle dine Herligheder --- saa dette besidder du? Dette er din Eiendom?
Vel veed jeg, at, dersom du lovligen har vundet det, da har intet Menneske Ret til at tage det fra dig; men der er ogsaa Uret i Verden, og der ere mange forstyrrende Skiebner; Tyve kunne giennembryde og stiele, Hagelen kan nedslaae, Ilden kan udstrække sine fortærende Tunger, Krigen kan ødelægge, Oprøret kan adsprede; ere ikke just disse Tider trange, saa at de, der kiøbte, ere blevne som de, der ikke beholde, og de, der brugte denne Verden, som de, der ikke nyde den?
Og dersom du endog er i deres Tal, som indtil deres sidste Dag kunne leve roligt med deres Gods, da veed du det saare vel, at der kommer en Dag, som er den sidste, paa hvilken du kan sige: Jeg har en Eiendom paa Jorden; derefter gaaer den over til Andre; du kiender saare vel det gamle, det eenfoldige og dog saa indholdssvære Ord: Vi have Intet bragt med til Verden, og vi kunne ei heller bringe Noget ud derfra --- er dette da din Eiendom?
Andægtige Tilhørere! Vi kunne jo ikke med vore Tanker dvæle derved, uden at det ogsaa maa blive os klart, at i Ordets egentlige Betydning er der kun Een, som har Eiendom, Han, som kan sige: Mig hører al Jorden til, og vor inderste Erkiendelse samstemmer med den hellige Sanger: Jorden er Herrens, og dens Fylde, Jorderige, og de, som boe derpaa.
Men da følger jo deraf, at vi Alle ere, ikke Besiddere, men Huusholdere, satte af den store Besidder, den Ene over Dette, den Anden over Hiint, den Ene over Mere, den Anden over Mindre; og dette er, hvad der giver vort Liv dets rette Betydning, at vi ere Guds Huusholdere. Dette gielder om alt det timelige Gods, det gielder om al den timelige Ære og Magt, det gielder ogsaa om de aandelige Gaver; de kaldes “Gaver”, fordi vi erkiende, at de gives os, at et Menneske kan slet Intet tage, uden det bliver givet ham af Himmelen; de kaldes “Naadegaver”, fordi vi ikke erhverve dem ved vor Værdighed eller Fortieneste; og Den, som gav, kan igien tage, har ofte taget, ogsaa de aandelige Gaver, naar de forsømtes eller misbrugtes.
Den Samme er Alles Herre, som er riig nok for alle dem, som paakalde ham. Men da lader han ogsaa sige til Alle: Som Enhver har bekommet en Naadegave, saa tiener hverandre dermed, som gode Huusholdere over Guds mangeslags Naade!
Vi gaae videre i vort Evangelium, og møde de Ord: “Giør Regnskab for din Huusholdning, thi du kan ikke længere forestaae Huset”. Ved det Sidste behøve vi ikke at dvæle, thi det er ingen Trossandhed, det er en utvivlsom Anskuelse, som vi have ved Sandserne, at den Ene efter den Anden bortkaldes fra den Huusholdning, der var ham betroet, og Ingen tvivler om, at dette jo ogsaa til vederfares ham selv, medens han paa den anden Side er aldeles uvidende om, naar dette vil skee.
Desto alvorligere standse vi ved det Ord: “Giør Regnskab for din Huusholdning!” Dette Ord lyder nu ofte, som til Husholderen i Evangeliet, fra det ene Menneske til det andet, og det er allerede her paa Jorden et saare alvorligt Ord. Men mangen Gang fordres Regnskabet ikke hernede, og mangen Gang kan Den, der ikke er beredt derpaa, snige sig derfra, eller ved allehaande List bedaare Den, der krævede det af ham, og mangen Gang kan et Menneske frimodigen møde Enhver paa Jorden, der kalder ham til Ansvar --- er dermed hans Regnskab afsluttet?
O, som vi forhen sagde, dette, at vi alle tilstaae, det skeer med Rette, naar Mennesker, der betroede os en Huusholdning eller en Forvaltning, fordre Regnskab derfor, tyder jo dog hen paa, at der er en Retfærdighed, som skal og maa giøre sig gieldende, et Regnskab, af hvilket ethvert Regnskab paa Jorden kun er et svagt Afbillede, et Regnskab, ikke for dette eller hiint Enkelte, men som omfatter alle Livets Tider, fra den første, hvori Villien yttrede sig, til den sidste, hvori du --- maaskee for tidligen --- sagde: Jeg vil og begierer Intet mere hernede, omfatter enhver Overtrædelse og enhver Forsømmelse, det Liv, som viste sig for Menneskenes Øine, og det skiulte Liv i det Inderste. Hvor forskielligt endog Menneskenes Sind er, og hvor let de endog ofte ile hen over de Tanker, der komme dem til Uleilighed, det maa dog nødvendigen finde nogen Gienklang i ethvert Menneskes Indre naar den gamle Psalmes Paamindelse lyder til ham i en alvorlig Time:
Kom, Hierte! Tag dig Regnebræt,
Skriv op dit Lives Dage;
See til, om du kan sandse ret,
Og tænke lidt tilbage!
Hvad har du giort de mange Aar,
Du har i Verden levet?
Tænk, sikkre Siel! At Alting staaer
I Herrens Bøger skrevet.
Paa hvormange Maader endog Verdensbevidstheden søger at fordunkle Gudsbevidstheden, og hvor Mange der endog afvise al Tanke om det Høiere dermed, at Gud dog boer i et Lys, der Ingen kan komme til, at deres Tanke dog ikke formaaer at stige op til ham, ikke at fatte den Uendelige, tør vi dog frit sige Enhver: Gud er ikke langt borte, han er i dig saare nær, han boer ogsaa i dit Hierte.
Vi tør kalde Samvittigheden frem med dens urokkelig Vidnesbyrd om den evige Forskiel mellem Ret og Uret, med dens Fordring, at Enhver skal giøre, hvad Ret er; vi tør spørge Enhver: Veed du ikke i din Samvittighed, at denne Fordring lyder til dig fra Den, der er større, end du, og som kan og vil fordre Regnskab?
Du kan giøre Ret, du kan ogsaa giøre Uret; men den evige Retfærdighed maa giøre Ret, mog dig, mod Alle. Veed du det ikke, ja med den uomstødeligste Vished, at, naar du forsømmer det Gode, naar du giør det Onde, da paadrager du dig en Skyld, en Gield --- mod hvem? Ja, vel ogsaa mod Mennesker, men de vide det maaskee ikke, eller kunne, eller ville ikke fordre den betalt --- er den dermed afgiort?
Fordi du har giort det Onde, og Gud har tauget, tænkte du derfor, at han skulde være ligesom du? De veed det bedre, du veed i din Samvittighed, at det ikke er et tomt Ord, naar en Røst herovenfra siger: Jeg vil straffe, og stille det klarligen frem for dine Øine.
Vel løber Tiden hastig hen,
Og bliver evig borte;
Men det vil komme vist igien,
Hvad du i Tiden giorde,
Naar Gud engang til Dommen vil
Naar Gud engang til Dommen vil
Den ganske Verden sanke,
Og der skal nøie svares til
Hver Gierning, Ord og Tanke.
“Den ganske Verden sanke” --- thi her skilles Menneskene ad, lidt snarere, lidt senere, med deres Villie, mod deres Villie, men den evige Retfærdighed, den evige Kierlighed skal samle dem igien. Derfor “giører Eder Venner, at, naar I skilles herfra, skulle de annamme Eder i de evige Boliger!”
Menneskene skilles ad paa Livets Vei, sagde vi; mangen Gang fører Gud den atter sammen allerede hernede, og der ere forunderlige Geinseelser i denne Verden, til usigelig Glæde, til bitter Qval; men derefter skilles de for stedse under denne Himmel --- er det dermed forbi? Er der virkelig Nogen letsindig nok, eller tungsindig nok, til at han turde sige i sit Hierte: Dette Liv, Menneskenes forunderlige Liv paa Jorden, er intet Andet end et Gøglespil, vistnok forberedt med underfuld Konst, udført med uhyre Kræfter, men dog kun et Spil, som forlyster eller forfærder, men som farer forbi, og adspredes, og giver Plads for et nyt, tomt og forfængeligt, som det forrige; her samles Menneskene under Retfærdighedens hellige Love, hvis strenge Fordringer følge dem allevegne; der ere de, som stride den gode Striid, fornegte Verden og sig selv, og tage deres Kors paa; der ere de, som neppe ville røre Pligtens tunge Byrde med en Finger; derefter komme de Alle derhen, hvor den Retfærdige og den Uretfærdige have det samme Lod, i det Alt opslugende Svælg; her samles Menneskene ved Kierlighedens Tilskyndelser, der ere de, som bevare den øm og reen trofast i deres Hierter, derefter sønderrives Baandet og Hiertet i den bittreste Smerte, og derefter har Kierligheden ingen Løn uden den Klage, at Tabt er Tabt?
Ja der ere de, der vel maae ønske, at det Svundne maa være svundet for stedse; der skielve for enhver Gienseelse, som den, i hvilken den Forførte, den Undertrykte, den Bagtalte, den Forurettede mangen Gang atter stod for Forførerens, for Forfølgerens Øine. Derfor søgte de Uhyrer, der betegnede hvert deres Skridt med Forstyrrelse og Uretfærdighed, at befrie sig fra Gienseelsens Rædsler, idet de ikke hvilede, før deres Offere vare udslettede af Jorden, i det deres Valgsprog var: “Kun de Døde komme ikke igien”. Men, o retfærdige Gud! De døde komme igien; de sender dem til Indgangene af de evige Boliger at annamme dem, der komme efter, at følge dem til den Dom, hvor enhver ubillig Klage skal beskæmmes, men hvor ogsaa enhver billig Klage skal finde et retfærdigt Øre; og, som man siger, at her Saarene atter bløde, naar Morderens Haand rører ved Liget, naar de, som her skilles en føie Stund, mødes i de evige Boliger!
Vi ville vende os bort fra de forfærdelige Billeder. Det er jo dog et Evangelium, vi have for os; om det end taler os til streng Advarsel og Paamindelse, skal det dog ogsaa tale os til Glæde og Trøst. “Giører Eder Venner”, siger Herren, “at, naar I skilles herfra, de skulle annamme Eder i de evige Boliger”! Han taler her nærmest om Brugen af det timelige Gods, og hvilken skiønnere Brug er der, end dermed at kiøbe Velsignelser?
Det er en skiøn Forestilling, naar vi tænke os den Tiid, da de, der samlede Meget paa Jorden, ikke have Mere end de, der Intet kunde samle, naar Guldet har tabt sin Glands, Sølvet sit Værd, du kan Intet kiøbe derfor --- der maaskee tilforn lyste omkring ham, kommer til den fremmede Kyst, som hans Øie aldrig saae, hans Fod aldrig betraadte --- see, da er han ikke fremmed, ikke ukiendt; de udstrække Haanden imod ham, hvilke tilforn hans Haand fremhialp, de føre ham frem for Dommeren, og sige: Løn du ham, thi vi have Intet at lønne ham med, og vor Løn begierede han ikke, han nedtrykte os ikke ved sin Gave, roste sig ikke deraf, hans venstre Haand vidste ikke hvad den høire giorde; løn du ham, Herre! Thi du elsker en glad Giver.
“Giører Eder Venner!” siger Herren. Men det er jo dog ikke blot dem, Herren velsigner, som kunne mætte de Hungrige og klæde de Nøgne, men ogsaa dem, der besøgte de Syge, kom til dem, der vare i Fængsel, og for dem, som ikke trænge til Rigdommens Gaver, men hvilke Menneskene forskød, er den Armes Hierte, naar det aabner sig mod ham, saa dyrebart, som den Riges.
“Giører Eder Venner”! Siger Herren. Og hvad erhverver sande Venner, uden det venlige, ømme, redelige, trofaste Hierte? De, der saaledes elske hinanden, ak! Ja her maae de vel skilles ad, men hører, hvad Herren siger: De Bortgangne skulle annamme Eder i de evige Boliger. Han taler ikke tvivlsomt, ikke forblommede Ord, som kunde tydes i en anden Mening, det er ikke en løs Formodning eller Anelse, han vil vække i vore Hierter, han viser os ikke fiernt ud, efter maaskee en lang, lang Søvn i Graven, men han taler klare og bestemte Ord: “Naar I skilles herfra, skulle de annamme Eder i de evige Boliger”. O, m. V., visseligen ere vi ved Christi Evangelium gienfødte til et levende Haab, til en uforkrænkelig og uforvisnelig Arv!
Vel maae vi her gaae den tunge Vei mellem Grave, de Elskedes, evig Dyrebares Grave; men hvad vi tabte, er giemt til os, de, som her forlode os, staae rede at annamme os, naar vi ankomme, hvor de gik hen før vi; de ere os endnu en Rigdom, ja, her tør vi bruge Ordet, en Eiendom, thi hvo kan rive dem fra os? De høre os til, som vi dem; hvad Hud har sammenføiet, skal Døden ikke adskille.
Det skeede os vel stundom, at vi efter lang Adskillelse her paa Jorden igien samledes med vore Kiere; ak! Maaskee saae vi dem bøiede af Alder, nedtrykte af Kummer, da sukkede vi, og saae op til bedre Steder, hvor Livet fornyes. Men det forundtes os vel ogsaa, at vi efter den lange Skilsmisse saae dem igien, vel ikke uforandrede, men vi saae det samme Væsen, kun maaskee udviklet, modnet, forædlet, den samme uforandrede Kierlighed; havde da Livet paa Jorden en renere, skiønnere Glæde? Og hvilken er da Himmelens Glæde, naar de, der har fulgtes ad i mangen Møie, Striid og Kummer, og derefter skiltes uden i Hiertets dybe Grund at være adskilte, --- naar de atter samles der, hvor Lænkerne ere aftagne, Skrankerne nedbrudte, hvor det Forkrænkelige er iført Uforkrænkelighed, det Dødelige er iført Udødelighed!
Men ikke rene, ikke retfærdige ankomme vi der, og vi mene ikke at kunne fuldendes ved vor egen Kraft, at kunne dække os med et Skiold, som vi selv beredte, mod Døden og Dommen. Hvem befale vi dem, der gaae forud? Hvem befale vi dem, der gaae forud? Hvem befale vi os selv, naar vi skulle gaae, hvor de gik? “Giører Eder Venner, som kunne annamme Eder i de evige Boliger”! O, saaledes sagde du os selv, du vor Herre, Frelser, Forsoner!
Og hvilken Ven skulle vi da hellere søge, hvem skulle vi hellere bede at annamme os, naar vi skilles herfra, end dig selv, Herre Jesu Christi! Og du vil ikke forskyde os, naar vi, medens vi ere her tilhuse, stræbe at blive varagtige hos dig under alle Fristelser, men vi skulle og være, hvor du er; ja for Enhver, som dagligen bad: Herre, tænk paa mig fra dit himmelske Rige! Kommer der en Dag, da du vil sige: “I Dag skal du være der med mig”! Amen.