I ser på mig. Det har jeg egentlig ikke et problem med. I må gerne kigge videre. Jeg trives med at spejle mig i jeres blikke. Jeg søger det frivilligt, stiller mig selv herop, og placerer mig selv i centrum. Men sådan har det faktisk ikke altid været.
Da jeg var 11 år, ville min historielærer sende mig til psykolog, fordi jeg ikke kunne sige noget højt i klassen. Jeg sad med kinder i flammer til de andres brændende, borende blikke. Og hvad skyldtes det så? Var det teenageusikkerhed eller manglende demokratisk selvtillid? Det var helt sikkert begge, kan jeg se nu, men det var først og fremmest noget større. Jeg var bange for at folk kunne se, at jeg var til kvinder.
Og jeg er ikke alene om at lægge bånd på mig selv. Næsten halvdelen af LGBTQ+-personer har inden for det seneste år undladt at ytre sig offentligt af frygt for at blive mødt med trusler, vold og chikane. Det er tal fra Institut for Menneskerettigheder, og de viser, at ytringsfriheden er under pres - særligt for LGBTQ+-personer og ikke bare herhjemme, men globalt.
Selvcensur undergraver demokratiet, fordi når fåtallet rammes, påvirkes flertallet også - og ja, samfundet taber. Det kan se på ud på mange måder: At man ikke tør dele en artikel om en queer-person på sociale medier, at man som par af samme køn ikke tør gå hånd-i-hånd offentligt, at man ikke deltager i demonstrationer på grund af frygt, selvom man går som del af en gruppe.
LGBTQ+-personer vokser i dag nemlig ikke op som sig selv. Vi vokser op, hvor vi spiller en version af os selv, som ofrer autenticitet for at minimere ydmygelse og fordomme. Den massive opgave i vores voksenliv er at finde ud af, hvilke dele af os selv der virkelig er os, og hvilke dele vi har skabt for blot at beskytte os.
Et deltagelsesdemokati starter ved dig selv, men det slutter heldigvis ikke der. Det skal vi minde hinanden om, særligt på en dag som i dag, grundlovsdag. Vi kan alle sammen gøre vores del til at alle kan være sig selv i fællesskabet - uanset hvem vi er.
Da jeg var 11 år, var min seksualitet min største usynlige skam. Det var en skamplet, som frarøvede mig min væren, mit væsen, min stemme. I dag er det mit adelsmærke.
Og jeg har en bøn til alle jer derude. Kan vi beslutte os for, at vi i dag og fremover vælger at være medborgere frem for modborgere? At vi sætter mod på mode i den demokratiske dannelse, fordi retten til at være sig selv er ikke individuel. Det er en kollektiv kamp.
Tak for ordet.
Da jeg var 11 år, ville min historielærer sende mig til psykolog, fordi jeg ikke kunne sige noget højt i klassen. Jeg sad med kinder i flammer til de andres brændende, borende blikke. Og hvad skyldtes det så? Var det teenageusikkerhed eller manglende demokratisk selvtillid? Det var helt sikkert begge, kan jeg se nu, men det var først og fremmest noget større. Jeg var bange for at folk kunne se, at jeg var til kvinder.
Og jeg er ikke alene om at lægge bånd på mig selv. Næsten halvdelen af LGBTQ+-personer har inden for det seneste år undladt at ytre sig offentligt af frygt for at blive mødt med trusler, vold og chikane. Det er tal fra Institut for Menneskerettigheder, og de viser, at ytringsfriheden er under pres - særligt for LGBTQ+-personer og ikke bare herhjemme, men globalt.
Selvcensur undergraver demokratiet, fordi når fåtallet rammes, påvirkes flertallet også - og ja, samfundet taber. Det kan se på ud på mange måder: At man ikke tør dele en artikel om en queer-person på sociale medier, at man som par af samme køn ikke tør gå hånd-i-hånd offentligt, at man ikke deltager i demonstrationer på grund af frygt, selvom man går som del af en gruppe.
LGBTQ+-personer vokser i dag nemlig ikke op som sig selv. Vi vokser op, hvor vi spiller en version af os selv, som ofrer autenticitet for at minimere ydmygelse og fordomme. Den massive opgave i vores voksenliv er at finde ud af, hvilke dele af os selv der virkelig er os, og hvilke dele vi har skabt for blot at beskytte os.
Et deltagelsesdemokati starter ved dig selv, men det slutter heldigvis ikke der. Det skal vi minde hinanden om, særligt på en dag som i dag, grundlovsdag. Vi kan alle sammen gøre vores del til at alle kan være sig selv i fællesskabet - uanset hvem vi er.
Da jeg var 11 år, var min seksualitet min største usynlige skam. Det var en skamplet, som frarøvede mig min væren, mit væsen, min stemme. I dag er det mit adelsmærke.
Og jeg har en bøn til alle jer derude. Kan vi beslutte os for, at vi i dag og fremover vælger at være medborgere frem for modborgere? At vi sætter mod på mode i den demokratiske dannelse, fordi retten til at være sig selv er ikke individuel. Det er en kollektiv kamp.
Tak for ordet.