Skip to content

De første kvindelige præster

På billedet ses de første kvindelige præster, der blev ordineret d. 28. april 1948 af biskop Hans Øllgaard. Fra venstre ved siden af Hans Øllgaard er det Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche Petersen.
Foto: Odense stadsarkiv
På billedet ses de første kvindelige præster, der blev ordineret d. 28. april 1948 af biskop Hans Øllgaard. 
Fra venstre ved siden af Hans Øllgaard er det Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche Petersen.
Den 28. april 1948 ordinerede biskop Hans Øllgaard de første kvindelige præster i Folkekirken: Johanne Andersen, Ruth Vermehren og Edith Brenneche Petersen. Biskop Øllgaard var den eneste biskop på den tid, der gik ind for kvindelige præster i Folkekirken, så da loven om ansættelse af præster i folkekirken i 1947 ændrede ordlyd fra "mænd" til "personer", var han villig til at ordinere samt føre tilsyn med de kvinder, der gerne ville være præster.

Pionererne 
Selvom kvinder først officielt (og ‘lovligt’) kunne blive præster i Folkekirken fra 1947, så har der været en række kvinder før, der trodsede holdningen, at kvinder ikke kunne forkynde. Det drejer sig fx om pietisten Marie Wulf (1685-1738), der i 1730’erne prædikede på værtshuset “Den Gyldne Oxe” i København trods modstand fra myndigheder.  

Det gælder også Kirsten Marie Lomborg (1827-1900), kendt som “Skov-Kirsten”, der var lægprædikant i Vendsyssel, og Anne Marie Petersen (1878-1951), som var missionær i Indien, hvor hun forkyndte evangeliet for kvinder og blev ven med Mahatma Ghandi. Da hun kom hjem til Danmark, blev hun nægtet at prædike i Hundborg i Thy, og derfor dannede sognet en frimenighed, så Petersen frit kunne prædike.  

Maren Sørensen (1882-1957) blev i 1940 ordineret som præst i Havrebjerg Frimenighedskirke af Niels Dael, der også var frimenighedspræst. Ordinationen var i en frimenighed, og derfor ikke en del af Folkekirken, men det ændrer ikke ved, at Maren Sørensen stadig kaldes den første kvindelige præst i Danmark.  

Nedenfor er et udvalg af prædikener fra de første årtier med kvindelige præster i Folkekirken. Det drejer sig bl.a. om prædikener af Johanne Andersens, Lisbet Foss, der var den tiende, kvindelige præst i Folkekirken, samt Karen Horsens, der var den første kvindelige provst og domprovst.