Hej, jeg hedder Zeynep, og jeg har været klimaaktivist i 2 år. Nogle gange er det svært, nogle gange er det nemt, men det er ikke ofte jeg får ofte chancen for at tale foran så mange engagerede mennesker i sådan en fancy setting. Så mange tak fordi i inviterede mig.
Klimaforandringer er et kæmpe stort problem – også i Danmark. Dele af byer vil blive oversvømmet. Flåter og myg strømmer mod nord med farlige sygdomme vi ikke har set. Krige over mad og vand er en virkelighed. Forskning ikke længere står imod, hvis vi fortsætter på dette kurs. Og det vil også ramme Danmark.
Og på den anden side er der folk som alle jer. Folk, som arbejder for, og lover børn og unge, at de får en god fremtid, altså god trivsel, et godt arbejdsliv, og alle de privilegier de ser fra deres forældre.
Taler som den her er blevet holdt til mange ledere som jer før. Men som I kan se på verdenssituationen, bliver der ikke i de fleste tilfælde ikke lyttet til dette call to action. Jeg har stillet mig selv spørgsmålet; hvorfor ikke?
Hvorfor gør folk ikke alt de kan for at stå imod denne fare, som vi allerede ved er den største faktor i hvordan livet kommer til at være i de næste 100 år?
Jeg forstår det bedre nu. Jo højere man klatrer, jo længere er faldet. I og andre ledere har alle sammen arbejdet hårdt for at komme op til hvor I er nu. At stå fast for klima-retfærdighed er et stort arbejde. Hverken jeg, eller andre kan love jer, at I ikke taber støtter, taber tid, taber magt – taber, ved at kæmpe for dem, der ikke endnu kan selv gøre det.
Det er svært, og jeg forstår også det er svært, for jeg ville have det på samme måde.
Nelson Mandela stod faktisk foran den samme valg en dag. Med at gøre et stort, hidtil uset træk imod apartheid og racisme, risikerede Nelson Mandela at miste støtten af en stor del af befolkningen. Han blev fortalt at han ”risikerer sin politiske kapital og sin fremtid som leder.”
Og Mandela svarede roligt ”Den dag jeg er bange for at gøre det, er den dag jeg ikke længere er egnet til at lede. ”
I dag er det ham vi husker, og ikke de hundredvis af ledere der var ved den første COP møde, og overså mens de næste blev mere og mere tragiske. Jeres ord vejer mere end I tror, og jeres arv, det i bliver husket for, vokser i skyggen af jeres aktioner. Og det gør vores fremtid også.
Kæmp for klimaet i alt hvad I laver. I landets største kommuner, i landets mindste. Hver handling gør en forskel
Tak for jeres tid, og jeg håber I har en rigtig god møde.
Klimaforandringer er et kæmpe stort problem – også i Danmark. Dele af byer vil blive oversvømmet. Flåter og myg strømmer mod nord med farlige sygdomme vi ikke har set. Krige over mad og vand er en virkelighed. Forskning ikke længere står imod, hvis vi fortsætter på dette kurs. Og det vil også ramme Danmark.
Og på den anden side er der folk som alle jer. Folk, som arbejder for, og lover børn og unge, at de får en god fremtid, altså god trivsel, et godt arbejdsliv, og alle de privilegier de ser fra deres forældre.
Taler som den her er blevet holdt til mange ledere som jer før. Men som I kan se på verdenssituationen, bliver der ikke i de fleste tilfælde ikke lyttet til dette call to action. Jeg har stillet mig selv spørgsmålet; hvorfor ikke?
Hvorfor gør folk ikke alt de kan for at stå imod denne fare, som vi allerede ved er den største faktor i hvordan livet kommer til at være i de næste 100 år?
Jeg forstår det bedre nu. Jo højere man klatrer, jo længere er faldet. I og andre ledere har alle sammen arbejdet hårdt for at komme op til hvor I er nu. At stå fast for klima-retfærdighed er et stort arbejde. Hverken jeg, eller andre kan love jer, at I ikke taber støtter, taber tid, taber magt – taber, ved at kæmpe for dem, der ikke endnu kan selv gøre det.
Det er svært, og jeg forstår også det er svært, for jeg ville have det på samme måde.
Nelson Mandela stod faktisk foran den samme valg en dag. Med at gøre et stort, hidtil uset træk imod apartheid og racisme, risikerede Nelson Mandela at miste støtten af en stor del af befolkningen. Han blev fortalt at han ”risikerer sin politiske kapital og sin fremtid som leder.”
Og Mandela svarede roligt ”Den dag jeg er bange for at gøre det, er den dag jeg ikke længere er egnet til at lede. ”
I dag er det ham vi husker, og ikke de hundredvis af ledere der var ved den første COP møde, og overså mens de næste blev mere og mere tragiske. Jeres ord vejer mere end I tror, og jeres arv, det i bliver husket for, vokser i skyggen af jeres aktioner. Og det gør vores fremtid også.
Kæmp for klimaet i alt hvad I laver. I landets største kommuner, i landets mindste. Hver handling gør en forskel
Tak for jeres tid, og jeg håber I har en rigtig god møde.