For ganske nylig faldt i mine Hænder, ganske tilfældigt, et Brev, der er skrevet af vor største Mand inden for Kirkelivet, afdøde Provst Dahl; han skriver den 2. November 1920 til forhenværende Kirkeminister Th. Povlsen – jeg anmoder om Formandens Tilladelse til at læse et ganske lille Stykke af dette Brev –:
"Der er Forskel mellem Danske og Færinger, en Forskel, som Afstamning, historisk Udvikling, Naturforhold og meget andet har bevirket. (Alle Danske paa Færøerne siger: Vi Danske – I Færinger. Alle Færinger siger: Vi Færinger – I Danske). Denne Forskel skal selvfølgelig ikke overdrives eller overvurderes; men den bør heller ikke overses eller underkendes. Sker dette sidste, vil man før eller senere komme til at staa over for noget, som man vil være tilbøjelig til at opfatte som en Modsætning eller Fjendtlighed, mens det i Virkeligheden kun er et ganske naturligt Forhold. Man gør klogt i fra begge Sider at regne med denne Forskel. At Færinger er saa faa i Tal, og at de nu engang har faaet deres eget Sprog, kan de jo i og for sig ikke gøre for, men at de elsker deres Sprog og gerne vil bevare det og vil opbygges paa deres egen Folkegrund, skulde ikke kunne lægges dem til Last."
Og Provst Dahl tilføjer:
"Jeg kan ikke se, hvilken Gavn eller Glæde det bliver hverken for Danske eller Færinger, om der paa Øerne kommer til at leve nogle Tusinde daniserede Mennesker. Det er ganske vist lidet og fattigt, det, vi har, men det er nu alligevel vort eget. Det kan ikke nytte at ville støbe os i andres Form, vi maa finde vor egen."
Det er det sandeste, der nogensinde er sagt. Den færøske Nation vil aldrig naa frem til lykkelige Forhold, hverken økonomiske eller kulturelle, medmindre den finder sin egen Form; det er vor Nations eneste Eksistensmulighed, ligesom det er det for samtlige Verdens Nationer. Derfor staar jeg her i Dag som folkevalgt Repræsentant for Færøerne, valgt af vort største Parti, og fremsætter mine Anskuelser, idet jeg paa det indstændigste henstiller til dette høje Ting at give denne Sag en grundig Behandling baade i Udvalg og paa anden Maade, ved Undersøgelser og lignende, der maatte vise sig nødvendigt, for at Tinget kan være fuldstændig sikker paa, at man opnaar det rigtige Resultat, nemlig en Ordning, der for det første skaber de sikreste erhvervsmæssige, de lykkeligste økonomiske og de mest frugtbare kulturelle Forhold paa Færøerne, og for det andet skaber det bedste Forhold mellem alle nordiske Nationer, specielt mellem Danmark og Færøerne.