Thomas Gjedboe Felters prædiken store bededag

Afskaf store bededag!

Sådan har det faktisk lydt i en hel del år – og for et par år siden lykkedes det så politikerne at gennemføre det.

Argumentet for at afskaffe bededag som helligdag har næsten altid været samfundsøkonomisk. Når der er mangel på arbejdskraft, så er det bedre at vi arbejder lidt mere i stedet for at holde fri.

Men det har sikkert også betydning, at meningen med at have en særlig dag til bod og bøn, ikke længere er indlysende for alle. Og måske med god grund. 

For dér hvor kirkens andre højtider knytter sig til en begivenhed i Jesu liv – for eksempel hans fødsel, død opstandelse og himmelfart eller knytter sig til Helligånden ved Maria bebudelse og i pinsen – så har bededag ikke nogen bestemt anledning.

Den kommer også sådan lidt skævt ind her på 4. fredag efter påske – og derfor er det ikke længere så mange der ved, hvad den betyder eller har sin oprindelse i.

Ser vi historisk på det, så har bededag, som vi kender den, sin oprindelse tilbage i 1700-tallet.

Op gennem det 15. og 16. århundrede var der blevet indført en række dage i årets løb som skulle bruges til faste og bod og bøn, for at afværge ulykker og sikre Guds velsignelse over landet.

På bededagene måtte ingen arbejde fra solnedgang aftenen før. Kroer og forretninger skulle lukkes og alle skulle faste indtil alle dagens gudstjenester var holdt.

Der kom med tiden flere og flere bods- og bededage og efterhånden var der kommet så mange at kongen – og det var dengang Christian den 7. – fandt, at det var blevet lidt for meget. Han forordnede, at som gode lutheranere skulle danskerne hellere arbejde end spilde tiden med at holde fri.

Resultatet blev, at de mange bods- og bededage blev slået sammen til en som så blev kaldt ”Store bods- og bededag”.

Sådan hed den i mange år – også i kirkens alterbog, men i 1958 kom der en ny prøvealterbog hvor den blot blev kaldt Store bededag. 

Boden var røget ud.

I 1985 kom så et nyt forsøg: ”Forslag til Alterbog” som hed. Her blev dagen benævnt: ”Almindelig bededag”.

Og endelig fik vi så i 1992 den Autoriserede Alterbog vi bruger i dag, hvor dagen nu blot hedder ”Bededag”.

Den er således blevet mindre og mindre I benævnelse og nu er den så helt forsvundet som helligdag og dermed fridag.

Men i kirken fastholder vi den og mange steder holdes der stadig gudstjeneste selvom det ikke længere er en fridag. Det kan så være torsdag aften, hvor der spises hveder efter gudstjenesten – eller måske fredag eftermiddag som en slags ”fyraftensgudstjeneste”.

Man kan sige, at der ikke er meget nyt under solen, ved at man har villet fjerne Bededag. Man kan måske endda mene, at ideen udtrykker det gode lutherske, synspunkt at vi netop skal dyrke Gud i vores kald og stand – altså i vores daglige arbejde.

Der er noget besnærende ved tanken. Men inden vi går med på ideen kunne det måske være nok godt nok lige at spørge hvad ideen med en særlig dag til bod og bøn kunne være – og derfor også hvad vi her har mistet.

Er det sådan i dag, at bønnen er på vej til at blive overflødig? At vi er blevet så dygtige til alt, at vi ikke længere synes vi har brug for at bede til Gud? Og tanken om at vi skal omvende os og gøre bod, er den ikke så langt fra hvad moderne mennesker tænker og tror, at vi hellere skulle undvære den?

Det tror jeg ikke!

Jeg tror faktisk at der i dag snarere er en bevægelse den modsatte vej: en stærkere og stærkere bevægelse mod stilhed og plads til refleksion. Natkirkerne er velbesøgte, pilgrimsvandrerne går i store flokke. Folk søger ud i naturen igen og jeg ser det som en modbevægelse mod kravet om, at alting skal være nyttigt og effektivt og lønsomt.

Et samfund uden plads til Gud – et samfund uden ånd – kan kun give os sten, når vi er sultne efter brød.

Måske trænger vi i dag mere end nogensinde til at høre at livet går i stykker og falder fra hinanden hvis vi ikke har andet fokus end det, der nytter og giver overskud på bankkontoen – uanset om det er i privatøkonomien eller på samfundsplan.

Den danske digter Nis Petersen har fortalt om en oplevelse fra Færøerne som gjorde stort indtryk på ham. Han så hvordan store skibe ofte sejlede ind i en færøsk fjord hvor de krydsede frem og tilbage. Det kunne stå på i timevis.

Man fortalte ham, at skibene afbrød deres rejse og sejlede ind i fjordene for at indstille og fejlrette deres kompas. Når kompasset var rettet ind, styrede skibene igen ud på de store have for at følge den rette kurs mod målet.

Måske er det i virkeligheden den bedste grund til at fastholde en Bededag. Vi har brug for at fejlrette vores åndelige kompas – altså at få den rigtige retning og det rette perspektiv på vores liv. Også at finde vores rette størrelse i forhold til Gud.

En religionsforsker der hedder Grace David har sagt, at det ikke er sådan at man holder op med at gå i kirke fordi man mister troen. Nej siger hun, det er omvendt: man mister troen, når man holder op med at gå i kirke.

Og vi kunne så tilføje, at vi mister sansen for retning og proportioner, hvis vi ikke længere har steder og tider i vores liv der holder os fast på vores størrelse over for Gud.

Ellers kommer vi for let til at leve hver eneste dag på den brede vej hvor vi selv vil være i centrum, hvor alt skal handle om os, hvor alt skal give succes og overskud – og hvor bønnen til Gud mest af alt ligner en bestillingsseddel med alt det vi godt kunne tænke os – som børns ønskesedler til jul og fødselsdag.

Så måske er Bededag vigtigere end nogensinde – som den dag hvor vi sættes tilbage på den rette kurs - og som en dag der kan minde os om at alt her i livet ikke skal dreje sig om os – eller om arbejde!

Den kan være os en formaning, når vi fristes til at tænke at vi selv skal spille hovedrollen i vores liv - eller være os en trøst når vi bliver grebet af mismod over alt det, vi ikke kan eller magter.

I bønnen til Gud får vi vores rette størrelse tilbage. Som digteren Helle Søtrup siger det i et smukt digt: ”for den, der knæler, bliver alting større”.

I bønnen får vi lov til at finde ro i, at det er nok at være menneske – give slip og tage imod. 

Ja, mere end det: at det er velsignet at være et menneske – og at tage imod sit liv af Guds hånd.

Amen