Dagens evangelium om de falske profeter fik mig til at tænke på en sang af den engelske popmusiker Phil Collins, den, der hedder Cos Jesus he knows me, hvor omkvædet lyder sådan her.
Cos Jesus he knows me
and he knows I'm right
I've been talking to Jesus
and he knows I'm right
I've been talking to Jesus
all my life
oh yes he kno´s me
and he kno´s I'm right
and he's been telling me
everything´s gonna be alright
oh yes he kno´s me
and he kno´s I'm right
and he's been telling me
everything´s gonna be alright
Collins parodierer en type prædikant, én af tidens utallige falske profeter, som vi til udødelighed har set tone frem i især de amerikanske TV- medier. Moderne medieprofeter, der påberåber sig sandheden, hævder at besidde sandheden, at de kender Jesus og at de som gode familiefædre ufejlbarligt prædiker den rette moral, og de gør det uden ydmyghed overfor ”hvad sandhed er”, som Pontius Pilatus spurgte, da han stod over for Jesus.
Apropos ydmyghed, så har Johannes Møllehave i en af sine tidlige erindringsbøger beskrevet, da han skulle tiltræde sit første embede. Han skriver, at der er lidt overmod i det at ville være præst. Ikke fordi det er en større opgave end det, som alle andre mennesker laver, for man er jo uddannet til det, men der er noget overmodigt i det, fordi man skal forsøge at kloge sig på de højeste ting i tilværelsen, på de store spørgsmål, med andre ord på Sandheden med stort S, og det bør man kun indlade sig på med den største ydmyghed, især i relativismens og nihilismens tidsalder, som vi lever i nu.
Apropos Møllehaves følelse af det overmodige i det at tiltræde sit første embede, så hør bare præsteløftet, som alle præster underskriver inden en ansættelse i folkekirken. Det stammer fra 1870, og det bygger på den latinske præsteed fra 1685. Løftet underskrives i forbindelse med præstevielsen og aflægges også mundtligt over for biskoppen.
Præsteløftet lyder sådan:
"Jeg N.N., som er lovligt kaldet til ......... og som i min samvittighed ved mig fri for at have benyttet noget uhæderligt middel for at komme ind i dette embede, lover for den alvidende Guds åsyn:
Først: at jeg vil beflitte mig på at forkynde Guds ord rent og purt, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske folkekirkes symbolske bøger, med al ærefrygt og sømmelighed forvalte de hellige sakramenter efter Kristi indstiftelse, og såvel her som ved de øvrige hellige handlinger at udføre alt i overensstemmelse med de for folkekirken gældende forskrifter.
Fremdeles: at jeg efter evne vil modarbejde misbrug af nådens hellige midler og bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse; samt at jeg troligt vil arbejde for ungdommens kristelige oplysning og vejledning.
Endelig: at jeg vil stræbe efter, ved flittig og alvorlig granskning af Guds ord og troens hellige lærdomme, altid fuldkomnere at danne og dueliggøre mig til dette hellige embede, og beflitte mig på, som det sømmer sig en ordets tjener, at foregå menigheden med et godt eksempel, således også udførelsen af min tjeneste i dennes forskellige dele med al skyldig lydighed rette mig efter de kirkelige love og anordninger og mod foresatte og kaldsfæller udvise et sådant forhold, at der ikke med grund skal kunne føres klage over mig.
Alt dette lover jeg med regnskabsdagen for øje samvittighedsfuldt at ville holde, efter den nåde, som Gud mig dertil vil give."
Der er meget at leve op til ifølge præsteløftet, både hvad angår forkyndelsen og et eksemplarisk moralsk liv, og jeg tror såmænd mange præster i al deres ufuldkommenhed prøver at gøre det så godt de kan, vel vidende at de blot er fejlbarlige og uperfekte syndere, der skal forsøge at sige noget sandt om Evangeliet og Gud, eller noget klogt om menneskelivet.
Men det er jo ikke altid det lykkes at sige noget klogt om det allerhøjeste, når man som god lutheraner ved, at man er en synder og at man derfor ikke besidder sandheden, men er i usandheden.
Derfor sagde digterpræsten Kaj Munk en gang, da han gik ned fra prædikestolen efter blot at have oplæst én af de tekster i Evangeliet, der nærmest prædiker sig selv: ”Gud har talt” – for det er jo ikke altid det er tilfældet, at det er Gud der taler, når præsten forsøger at udlægge teksten.
Det er heller ikke sikkert det sker i dag her i Sædden Kirke.
Der skal, kan man lære af præsteløftet, ydmyghed til for at man ikke bare taler ud fra sig selv, eller som der stod i den gammeltestamentlige læsning, vi hørte før: Profeterne forkynder syner ud af deres eget hjerte og ikke af Herrens mund!
Alligevel vil jeg gøre et ydmygt forsøg på det her i Sædden Kirke i dag, ikke at forkynde af eget hjerte, men af Herrens mund. Jeg vil derfor vende tilbage til Phil Collins, og med sangen, Cause Jesus he knows me, vil jeg igen vende tilbage til de moderne prædikanter og profeter, for en profet betyder jo slet og ret, én, der fremsiger noget. Det kommer af det græske ord pro-fæmi, der betyder: frem-sige noget på andres vegne!
Iblandt de moderne profeter, de være sig religiøse eller politiske, eller ideologiske på anden vis, finder vi jo, at der findes mennesker, der uden mindste form for ydmyghed og med største skråsikkerhed påberåber sig ikke blot sandheder, eller sandsynligheder, men selve Sandheden med stort S. I religiøs forstand er det dem, Phil Collins taler om, når han parodierer TV profeterne med ordene: Jesus he knows me, and he knows I´m right. I´ve been talking to Jesus all my life.
Hvor må det være herligt at være så fortrolig med sandheden - og med Jesus. Man kan næsten se det for sig hvordan TV - prædikanterne og Jesus sidder og slår hinanden fortroligt og indforstået på skuldrene.
Jesus he knows me - ligesom en gammel folkeskolekammerat, eller en fra bowlingklubben er de venner med Jesus!
Personligt kan jeg ikke påberåbe mig et så bon-kammeratligt forhold til Jesus, selvom jeg er sikker på, at Han kender mig og hver og én af os alle her i dag til bunds, på godt og ondt, men jeg ved ikke om jeg kender Ham lige så godt som Phil Collins´ parodi på en TV-profet. For mig vil Kristus altid være et stort mysterium. Ligesom sandhedens dybere lag er et mysterium.
At besidde sandheden eller at være Sandheden! Det er jo spørgsmålet. Oftest taler vi jo om at besidde Sandheden. Og det er det samme som at have eller at få ret over for en anden. I den forstand er al kommunikation mellem mennesker en magtkamp om at få ret, siger en fransk sociolog, der hedder Pierre Bourdieu. Der findes ifølge ham ingen magtfrie relationer mellem mennesker.
Dermed er der et stort spillerum for falske profeters forførelser. Vi kender de falske profeter i historien, de store af dem, som folkeforførerne, demagogerne; Hitler og Stalin og Putin som forekommer mig at ville være den nye Stalin. Det karakteristiske for dem og deres profetier er, at det, de siger til os fra deres talerstole, lyder som om det hænger sammen i den sammenhæng, det siges, og når man så piller det hele fra hinanden bagefter, så er det det rene vås. Falske profetier.
Én har engang sagt at: ”Politik handler om ikke at sige noget som helst, men man skal sige det flot”! Det er dog ikke de falske profeter, der bestræber sig på at sige ingenting, vi skal frygte. Der findes dem, der er langt værre. Dem, der sætter voldshandlinger bag deres betændte politiske tanker og eksemplerne på sådanne mennesker er desværre uendelige. Vi kalder dem terrorister og de findes i mange afskygninger, både religiøse og politiske.
Folk som ved hvad der er bedst – hærger verden som en pest. Og det er jo det, de falske profeter gør. Hærger verden som en pest med deres løgne og terrorhandlinger.
Denne prædiken skal dog ikke kun handle om den politiske terrors falske profeter. Kun for så vidt, de alle er et ondt eksempel på den fejl, der begås, når enhver politisk eller religiøs ideologi eller overbevisning hævder, eller tror at den ligger inde med sandheden.
Min gamle gammeltestamentlige lærer på studiet hed Arne Munk, Kaj Munks søn, han sagde engang: ”At alt er relativt, det er det eneste absolut sande udsagn, der gives”. Med det udsagn in mente må vi altid ydmygt forsøge at nærme os sandheden, vel vidende, at vi og alle andre har blinde punkter, meninger, der spærrer for den soleklare erkendelse.
Det er vigtigt, for man kan bygge en hel virkelighed op på erkendelser og ideer, som alt jo udspringer af, enhver politik, venstre- eller højreorienteret, er jo grundlæggende en idé om en virkelighed, som man gerne vil se realiseret. Det onde er blot, når den, eller dem, der har magten, vil se ideerne realiseret hurtigt. Stalin, Hitler, Islamisk Stat, Putin – og alle totalitære ideologier for den sags skyld.
Når vi forkynder syner ud af vores eget hjerte, som det lød i den gammeltestamentlige læsning lige før. Når vi med andre ord vil sandheden for vores egen skyld, eller vi med magt vil gennemtrumfe vores viljer, er vi altid falske profeter. Når vi vil hellige midlet med målet og når vi vil gøre næsten til middel og ikke mål for vores handlinger, så gør vi ikke Guds vilje, så er vi glubske ulve, som Jesus siger. For det er altid et rovdyrs- og bytteforhold, når man gør andre mennesker til midler og ikke mål for sine handlinger.
Det gode er, at Evangeliet siger, at vi jo godt kan gøre det gode, fordi vi har fået at vide hvad det er, og ikke mindst, hvem vi skal lytte til, nemlig til Kristus selv, Ham, der ER Sandheden, og så tæt på sandheden og Gud som intet menneske nogensinde kan komme.
Og for at jeg ikke skal tale ud af mit eget hjerte her til sidst, men indirekte af Herrens tidlige tjeners mund, skal nogle ord fra 1. Johannesbrev afslutte mine sætninger:
Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv, om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden. Derpå kan I kende Guds ånd: enhver ånd, som bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud; men enhver ånd, som ikke bekender Jesus, er ikke af Gud, og det er Antikrists ånd, som I har hørt skal komme, og den er allerede nu i verden.
I er af Gud, kære børn, og I har overvundet dem, for han, som er i jer, er større end han, som er i verden.
I er af Gud, kære børn, og I har overvundet dem, for han, som er i jer, er større end han, som er i verden.
I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.
Amen!
