Når I møder de af mine medlemmer, der sidder bag kassen i supermarkedet, så vil jeg tro, nogle af jer tænker, at ”de bliver da yngre og yngre”. Og der kan jeg berolige jer med, at det altså ikke bare er fordi, I er ved at blive ældre. Den er god nok.
For beskæftigelsesministeren har nu besluttet, at man må have 13-14-årige siddende bag kassen i supermarkedet. Altså skoleelever i 6.-7. klasse.
Jeg synes alle unge fortjener et fritidsjob. Men de fortjener ikke, at deres første job er et, hvor de bliver overfuset, fordi prisen er gået forkert ind på en liter mælk nede i Rema1000, og hvor risikoen for at blive udsat for uønsket seksuel opmærksomhed er størst på tværs af alle brancher.
Men paradokset bliver allerstørst, hvis man går fra Beskæftigelsesministeriet og 300 meter over til Justitsministeriet. For mens Beskæftigelsesministeriet har arbejdet på at få 13-14-årige bag kassen, har man i Justitsministeriet indset, hvor farligt det kan være netop at sidde bag kassen. De vil ha’ bugt med de mange butikstyverier og overfusninger af butikspersonale. Det vil jeg virkelig også gerne.
Men deres løsning er, at det fremover er tilladt at lydovervåge i butikker.
24 timer i døgnet.
Forestil jer, at nogen havde en mikrofon tændt under hele jeres arbejdsdag? Hvor mange kan egentlig bære det? Kan politikerne? Og for butikspersonalet er det ikke bare _nogen_ der har adgang til at lytte med. Det er deres chefer – deres arbejdsgivere.
Hvordan det skal løse butikstyverierne ved jeg ikke. Jeg husker ikke mange tyve, da jeg arbejdede i Kvickly, der forlod butikken og råbte ”JEG ER VED AT STJÆLE” på vejen ud.
Og hvis det udelukkende er for at beskytte butikspersonalet og kunne dokumentere de mange overfusninger og trusler – ja, så er det da paradoksalt at man 300 meter væk har besluttet at 13-14-årige gerne må passe dette job.
Justitsministeriet synes altså, at det er så farligt at sidde bag kassen, at man skal lydovervåge.
Beskæftigelsesministeriet synes, det er så sikkert, at man kan få børn til at gøre det.
Beskæftigelsesministeriet synes, det er så sikkert, at man kan få børn til at gøre det.
Særligt her i vores Hovedstad, hvor konfliktniveauet kan være tårnhøjt, kan jeg have min bekymring.
____
Heldigvis er København en vidunderlig by. Verdens bedste hovedstad – i verdens bedste land. Og den er – under socialdemokratisk ledelse – gået fra en skidtstad på randen af fallit til en verdensby, vi kan være stolte af.
Vi kan ranke ryggen. Men jeg synes også, vi kan blive bedre til at sænke skuldrene.
For ville det egentlig være så skidt, hvis vi stoppede med at nedlægge parkeringspladser, og i stedet lod folk parkere deres bil. Bare en gang imellem.
Ville det være så svært at sætte nogle net op, så folk kunne bade flere steder i havnen i stedet for i nogle få udvalgte badezoner?
Og måske er det en rimelig forventning, at der er uddannede pædagoger nok i daginstitutionerne, så forældre trygt kan aflevere de små poder
…Før vi taler om, at børnene skal hentes på ladcykel af kommunen.
____
Men alle os i Arbejderbevægelsen har større udfordringer end hvordan vi gør København til en bedre by at bo i.
For kender I det, at man hører en gammel sang? Lige pludselig er man sat tilbage til en helt anden tid, som man troede for længst var forbi. Og man står der og tænker, at nåh ja, der var engang, hvor alle gik i lavtaljede bukser og havde plukket øjenbrynene helt af.
Det var præcis den følelse, jeg fik, da jeg hørte, at Liberal Alliance vil halvere dagpengeperioden.
Igen.
Jeg havde det, som om jeg hørte en sang, jeg sidst hørte, under finanskrisen. Fra dengang hvor alle havde ret til et fedt køkken, og Fanden måtte tage de sidste. Men lige som dengang går pladen i hak, når vi kommer til delen om at passe på noget af det allermest afgørende i det danske samfund. Nemlig vores flexicurity-model.
Nu siger de, at vi ikke har brug for dagpengene, fordi der er lav arbejdsløshed. Og når der er lav arbejdsløshed, kan man jo bare finde sig et arbejde.
Men lur mig, om ikke den dag, der er høj arbejdsløshed, så vil LA foreslå at skære i dagpengene, fordi vi ikke har råd til dem.
Jeg kunne næsten få den tanke, at de bare leder efter en undskyldning for at skære i dagpengene.
Det virker ikke som om, at de køber den sværeste kryds og tværs i kiosken, hvis de tror, vi hopper på den en gang til.
Tænk, at man kan stå med sit på det tørre og lede efter muligheder for at presse lidt håndører ud af mennesker, der står i en af de mest sårbare situationer, man kan forestille sig. At miste sit arbejde, sin identitet og sit levegrundlag. Det er de mennesker, der føler, at verden kører forbi, og at de ikke har en pladsbillet. For Liberal Alliance er de mennesker et besparelsespotentiale.
Tak for kaffe.
I en tid, hvor der er uro overalt i verden, har vi ikke brug for at skabe mere utryghed for danske lønmodtagere. Vi har brug for at stå sammen og passe på hinanden. Vi har brug for at passe på dem iblandt os, der bliver hårdest ramt, når verden buldrer omkring os.
Når vi er truet af både Putin, men sågar også af vores allierede, er der ikke brug for at slå revner i velfærdssamfundet. Der er brug for at rykke sammen i bussen.
Krigen i Ukraine – og et USA, vi ikke ved, hvor vi har – kommer med en regning her i Danmark. Det er uundgåeligt.
Der er intet velfærdssamfund at passe på uden frihed og fred. Det kommer til at kræve både krisepakker og krigsskibe.
Det handler ikke om, hvorvidt der kommer en regning. Det gør der. Det vigtige er, at det er en socialdemokrat, der sidder for bordenden, når den regning skal samles op. En der ved, at den skal fordeles socialt retfærdigt. At det ikke – igen – skal være de nedslidte og de hårdtarbejdende der skal holde for, når krisen banker på.
Vi har set de borgerlige lave det nummer før. Hvor enhver krise i verden bliver en kærkommen lejlighed til at lade dem holde for, der har mindst at stå imod med.
Til gengæld kan det tælles på en savværkarbejders hånd, hvor mange gange, de borgerlige har villet lade arbejdsgivere, fiskekonger og finanssektoren holde for.
Sådan må det ikke blive den her gang. Det er ikke kun et spørgsmål om social retfærdighed. Det er også et spørgsmål om vores sikkerhed.
Vi kan kun få befolkningen med på den her regning, hvis vi fordeler den retfærdigt.
Hvis vi finansierer missilforsvar ved at fjerne den sociale tryghed, eller hvis vi betaler for brigader ved at fyre halvdelen af FOA’s medlemmer, så kommer befolkningen til at sige stop. Så kan vi godt glemme alt om flere folk i grønne uniformer. Det, vi vil få, er gule veste i stedet.
Særligt i tider med stor usikkerhed i verden er der brug for et stærkt socialdemokrati og en stærk fagbevægelse. Et levende og trygt velfærdssamfund. Den opgave står vi over for nu.
Den opgave er stor. Og som en, der er født efter murens fald, er det måske den største opgave, jeg kan huske.
Vi har gjort det før. Nu kalder tiden på os igen.
Rigtig god første maj.