Vores påskeprædiken begynder langt væk - både i tid og sted - fra gravhaven i Jerusalem.
Vi skal frem til i vores tid og til Canada, hvor jeg har virket som præst i en årrække.
Her – midt mellem den store by Toronto og det store vandfald Niagara Falls – ligger den dansk kirkegård: Sunset Mindepark.
Et lille stykke Danmark 6000 km fra Danmark.
Her kan urner nedsættes i jorden – eller placeres i en urnevæg, et kolumbarium.
Der er ofte plads til to urner sammen – hvis man vil begraves med sin ægtefælle.
Som i Danmark er der gravsten med navne og datoer.
Men – mange danskere i Canada vælger at få deres eget navn indgraveret på stenen på forhånd – så det står der sammen med ægtefællens, selvom de stadig er i live.
Resultatet: mange gravsten med to navne, to fødselsdatoer – men kun én dødsdato.
En lille detalje, måske.
Men jeg studsede over det – hver gang jeg som præst var på kirkegården.
Tænk at se sit eget navn på sin gravsten.
På én gang lidt makabert – som at læse sin egen dødsdom.
Men også en velsignelse: Tænk at vide, der er gjort plads til mig.
Uanset er det en påmindelse om, at vores liv har en udløbsdato.
Sceneskift: Tilbage til den første påske, en klar forårsmorgen i Jerusalem. Solen stråler har lige brudt horisonten med sine orange nuancer og kæmper for at give varmen magt.
Kvinderne er tidligt på færde med salver til Jesu krop.
De er på vej tilbage til den grav, hvor de så liget af Jesus blive lagt ind før solnedgangen i fredags – før sabbatten begyndte.
Nu er det søndag og solopgang.
Deres løb bliver til forsigtigt trav, i takt med at de nærmere sig kirkegården og gravhulen.
For, hvad skal de gøre med gravstenen, der allerede er rejst foran Jesu grav?
Den fylder – helt bogstaveligt talt – meget, for den er stor.
De stopper – i forundring – for …
den store sten ER allerede fjernet – der er fri adgang ind i graven. Og dermed også ud af graven!
De nærmer sig forsigtigt og kigger ind.
Og de ser at liget af Jesus er væk.
Men graven er ikke tom, for en ung mand i hvide klæder er der.
Ja - det virker nærmest som om, han sidder og venter på dem.
De bliver bange, forfærdede.
Men - den unge mand ser deres reaktion og siger: ”vær ikke bange – vær ikke forfærdede!”
”Jesus – den korsfæstede – er opstået. Han er ikke her! Se selv – der lå han. Nu er han på vej til Galilæa – der skal I møde ham… ganske som han har sagt det til jer!
Fortæl det til disciplene og til Peter”
Kvinderne er rystede: Tænk at komme til en åben grav og få at vide, at Jesus lever! At det IKKE er slut!
De så ham jo – korsfæstet og stendød - på korset – og stendød i graven – og stendød bag den største af alle sten – den foran indgangen til graven.
Men han lever!
Og De skal se ham igen!
Hvad skal de tro?
Hvad skal VI tro?
Lad os skifte scenen en gang til – til dette nu, hvor vi fejrer påskegudstjeneste.
Hvor du er i Langenæskirken – eller i kirke via din radio et eller andet sted.
Vi har alle sammen en grav et sted, der venter på os! Måske ved du allerede hvor du skal begraves – måske ved du det slet ikke.
Måske ved du, hvad der skal stå på din gravsten – måske er det ikke vigtigt for dig.
Men – fælles for os alle er:
Døden er et vilkår i vores liv.
Vores egen død.
Og den kan vi alle opleve i vores liv, når vi mister eller har mistet et menneske vi holder af.
Så er det dig, der – billedligt talt – skal rulle en sten foran en grav.
Så er det dig, der skal rejse en gravsten – enten helt konkret eller som minder i dit indre.
Uanset er det tungt – for døden er tung!
Og det er måske derfor, Markus i dagens evangelium er meget eksplicit om, at stenen er stor - kæmpestor!
Evangelisten ved godt hvad der er på spil…
det er døden.
Det er døden, der er rullet hen foran gravhulen.
Men det er også døden, som bliver sprængt indefra af Jesus Kristus – den korsfæstede og nu
– lige nu – opstandene!
Døden får ikke det sidste ord! Det gør livet!
Vores påskeprædiken slutter, hvor den begyndte – i Canada.
Midt på den danskekirkegård står et monument:
En kæmpestor sten, udskåret med et kors igennem.
I al sin enkelhed fortæller den:
Korset gennemlyser døden.
Jeg synes stenen ligner et hjerte – et menneskehjerte af kød.
Det organ, som giver os puls.
Giver os liv.
Stenen i Canada er et billede på, at vi med påsken kan få Kristus i hjertet i vores liv.
Vi kan lade Kristus gennemlyse vores liv – eller med Paulus i dag:
Vi kan lade Kristus være som surdejen – der gennemsyrer alt.
Der giver os håb og tro, og gør os levende.
Påsken er en begivenhed der finder sted nu – og fra evighed til evighed.
For, som den store sten bliver sprængt af korset bliver dødens og tidens bånd sprængt af kærlighed.
Den kraft har kun Gud!
Den kraft er kærlighed – en kærlighed, der overvinder alt.
En kærlighed så stærk, at vi altid, allerede er elsket.
En kærlighed så kraftfuld at vores sorg, savn, bekymringer og død slår sprækker for at blive fyldt af håb.
Derfor er påske ikke bare noget, der fandt sted en gang.
Det er påske hver søndag – ja, faktisk hver dag, for med påsken kan vi tro med Kristus i hjertet.
Glædelig påske!
Amen.
Vi skal frem til i vores tid og til Canada, hvor jeg har virket som præst i en årrække.
Her – midt mellem den store by Toronto og det store vandfald Niagara Falls – ligger den dansk kirkegård: Sunset Mindepark.
Et lille stykke Danmark 6000 km fra Danmark.
Her kan urner nedsættes i jorden – eller placeres i en urnevæg, et kolumbarium.
Der er ofte plads til to urner sammen – hvis man vil begraves med sin ægtefælle.
Som i Danmark er der gravsten med navne og datoer.
Men – mange danskere i Canada vælger at få deres eget navn indgraveret på stenen på forhånd – så det står der sammen med ægtefællens, selvom de stadig er i live.
Resultatet: mange gravsten med to navne, to fødselsdatoer – men kun én dødsdato.
En lille detalje, måske.
Men jeg studsede over det – hver gang jeg som præst var på kirkegården.
Tænk at se sit eget navn på sin gravsten.
På én gang lidt makabert – som at læse sin egen dødsdom.
Men også en velsignelse: Tænk at vide, der er gjort plads til mig.
Uanset er det en påmindelse om, at vores liv har en udløbsdato.
Sceneskift: Tilbage til den første påske, en klar forårsmorgen i Jerusalem. Solen stråler har lige brudt horisonten med sine orange nuancer og kæmper for at give varmen magt.
Kvinderne er tidligt på færde med salver til Jesu krop.
De er på vej tilbage til den grav, hvor de så liget af Jesus blive lagt ind før solnedgangen i fredags – før sabbatten begyndte.
Nu er det søndag og solopgang.
Deres løb bliver til forsigtigt trav, i takt med at de nærmere sig kirkegården og gravhulen.
For, hvad skal de gøre med gravstenen, der allerede er rejst foran Jesu grav?
Den fylder – helt bogstaveligt talt – meget, for den er stor.
De stopper – i forundring – for …
den store sten ER allerede fjernet – der er fri adgang ind i graven. Og dermed også ud af graven!
De nærmer sig forsigtigt og kigger ind.
Og de ser at liget af Jesus er væk.
Men graven er ikke tom, for en ung mand i hvide klæder er der.
Ja - det virker nærmest som om, han sidder og venter på dem.
De bliver bange, forfærdede.
Men - den unge mand ser deres reaktion og siger: ”vær ikke bange – vær ikke forfærdede!”
”Jesus – den korsfæstede – er opstået. Han er ikke her! Se selv – der lå han. Nu er han på vej til Galilæa – der skal I møde ham… ganske som han har sagt det til jer!
Fortæl det til disciplene og til Peter”
Kvinderne er rystede: Tænk at komme til en åben grav og få at vide, at Jesus lever! At det IKKE er slut!
De så ham jo – korsfæstet og stendød - på korset – og stendød i graven – og stendød bag den største af alle sten – den foran indgangen til graven.
Men han lever!
Og De skal se ham igen!
Hvad skal de tro?
Hvad skal VI tro?
Lad os skifte scenen en gang til – til dette nu, hvor vi fejrer påskegudstjeneste.
Hvor du er i Langenæskirken – eller i kirke via din radio et eller andet sted.
Vi har alle sammen en grav et sted, der venter på os! Måske ved du allerede hvor du skal begraves – måske ved du det slet ikke.
Måske ved du, hvad der skal stå på din gravsten – måske er det ikke vigtigt for dig.
Men – fælles for os alle er:
Døden er et vilkår i vores liv.
Vores egen død.
Og den kan vi alle opleve i vores liv, når vi mister eller har mistet et menneske vi holder af.
Så er det dig, der – billedligt talt – skal rulle en sten foran en grav.
Så er det dig, der skal rejse en gravsten – enten helt konkret eller som minder i dit indre.
Uanset er det tungt – for døden er tung!
Og det er måske derfor, Markus i dagens evangelium er meget eksplicit om, at stenen er stor - kæmpestor!
Evangelisten ved godt hvad der er på spil…
det er døden.
Det er døden, der er rullet hen foran gravhulen.
Men det er også døden, som bliver sprængt indefra af Jesus Kristus – den korsfæstede og nu
– lige nu – opstandene!
Døden får ikke det sidste ord! Det gør livet!
Vores påskeprædiken slutter, hvor den begyndte – i Canada.
Midt på den danskekirkegård står et monument:
En kæmpestor sten, udskåret med et kors igennem.
I al sin enkelhed fortæller den:
Korset gennemlyser døden.
Jeg synes stenen ligner et hjerte – et menneskehjerte af kød.
Det organ, som giver os puls.
Giver os liv.
Stenen i Canada er et billede på, at vi med påsken kan få Kristus i hjertet i vores liv.
Vi kan lade Kristus gennemlyse vores liv – eller med Paulus i dag:
Vi kan lade Kristus være som surdejen – der gennemsyrer alt.
Der giver os håb og tro, og gør os levende.
Påsken er en begivenhed der finder sted nu – og fra evighed til evighed.
For, som den store sten bliver sprængt af korset bliver dødens og tidens bånd sprængt af kærlighed.
Den kraft har kun Gud!
Den kraft er kærlighed – en kærlighed, der overvinder alt.
En kærlighed så stærk, at vi altid, allerede er elsket.
En kærlighed så kraftfuld at vores sorg, savn, bekymringer og død slår sprækker for at blive fyldt af håb.
Derfor er påske ikke bare noget, der fandt sted en gang.
Det er påske hver søndag – ja, faktisk hver dag, for med påsken kan vi tro med Kristus i hjertet.
Glædelig påske!
Amen.