Sigrid Friis' tale ved Radikale Venstres landsmøde

Kære radikale venner,

Euforien og kampen for et bedre i morgen strømmede ud over landet, sidste gang vi gik til valg sammen. Jeg glæder mig til, at vi igen skal føre valgkamp, i håbet om indflydelse på vores hverdag og den verden, vi lever i.

For det er måske åbenlyst, men nu siger jeg det alligevel:

Det har været et hæsblæsende år i Europa og i verden. Et stormvejr, der er vildere, end jeg kunne have forudset.

Trump 2.0 er voldsom og vanvittig. Ting, som for mindre end et år siden virkede utænkelige, er nu vores virkelighed.

Den frie verden skal kigge sig om efter en ny leder. I tider som de her, skal vi huske lyset. Fokusere på den gyldne kant, som sollyset insisterende skaber rundt om de mørke skyer, der truer.

Jeg ved, at jeg ikke er alene, når jeg føler, at pladerne under vores fælles fundament rykker sig mere og mere skævt af hinanden.

Xi Jinping opruster i en stormende handelskrig.

Putin nøjes ikke bare med at rasere i Ukraine, men krænker nu også Polens og Estlands suverænitet.

I vores Parlament fylder den yderste højrefløj en alt for stor del af pladserne.

Mennesker, som hylder Trump.

Som beundrer Netanyahu.

Som benægter forskning, ikke tror på klimaforandringerne, men i stedet på en verden styret af en hemmelig elite.

Det er vildt for alle os, der er vokset op i Danmark.

Og en meget håndgribelig spejling af, hvor store splittelser, der findes i verden.

Se bare hvordan helt basale rettigheder udviskes i verdens brændpunkter.

I Afghanistan strippes kvinder for deres rettigheder.

Hungersnøden tager børneliv i Sudan.

Og det, der fylder allermest hos mange af os lige nu: den hjerteskærende situation i Gaza. Uskyldige civile bliver slået ihjel af bomber; i en menneskeskabt hungersnød.

ANSVARET ligger hos Netanyahu. Men ved I, hvad det værste er?

At vi ikke sætter alt ind for at stoppe ham!

At Danmark stadig ikke anerkender Palæstina som stat.

At Danmark nægter at tage imod syge og sårede og redde liv. Uskyldige liv.

Hver og en af dem var nogles ét og alt.

Mindst 18.431 børn er rapporteret dræbt. Det svarer til 28 børn - en hele skoleklasse - om dagen.

Hver og en af dem var nogles ét og alt.

Glem ikke, at Danmark har formandskabet for EU lige nu.

Den danske regering sidder for bordenden.

Ærligt talt. Hvis de ville, kunne de sætte alt ind på at samle EU’s medlemslande om at stoppe Israels modbydelige handlinger.

Statsministeren mener ikke, det er vores opgave at vurdere, hvornår der er tale om et folkemord. Men ved I hvad?

FN’s uafhængige undersøgelseskommission har netop konstateret, hvad nogle af os nok desværre har vidst længe. Det er ER et folkemord, der finder sted lige foran øjnene på os.

Hvis ikke vi i Europa ændrer kurs med det samme, så har jeg svært ved at se, hvordan vi skal kunne se os selv i øjnene. Kæmper vi virkelig for de frihedsrettigheder vi siger, vi hylder?

Den frie verden har brug for en ny leder - så meget er tydeligt.

Et samlet Europa er en stærk kandidat til posten. Men så kræver det også, at vi tør sætte foden ned, når det virkelig gælder. Og det gør det i Gaza.

Tiden flyver og vi formår ikke for alvor at skabe den nødvendige fremdrift og de forandringer, der skal til.

Jeg siger ikke, det er let: men det betyder da ikke, at vi skal undlade at prøve! Heller ikke, når det kommer til vor tids største politiske krise, klimakrisen.

I horisonten truer de sorte skyer. Alt for mange af de europæiske beslutningstagere er mere bekymrede for traktordemonstrationer end for stigende temperaturer, ekstremt vejr eller vilde vandstande. Det er vidst ikke en politisk vindersag at kæmpe for at løse vor tids største krise.

I Bruxelles kalder kommissionsformanden det europæiske landbrug for “naturens og biodiversitetens kustoder”.

Sidst jeg slog op i ordbogen, betød en kustode “en, der vogtede”.

Jeg ved ikke med jer, men jeg synes overhovedet ikke, landbruget er lykkedes særligt godt med at passe på naturen og biodiversiteten.

Det kvælstof, de udleder ud i naturen, ødelægger vores drikkevand, vores fjorde, vores folkesundhed, vores biodiversitet og... Jeg kan godt fortsætte listen.

Vores fælles natur fortjener kustoder, der rent faktisk passer deres job. Passer på plante- og dyreliv.

Lad os nu lave en landbrugsstøtte der rent faktisk tilgodeser de landmænd, der vil gå forrest for at passe på naturen og klimaet. I stedet for nu, hvor landbrugsstøtten er én stor hæveautomat for status quo.

Og hvad skal vi så gøre, når bomberegn og skovbrand fylder hele nyhedsfladen.

Når mismodet truer med at overtage?

Så skal vi fokusere på den gyldne kant, som sollyset insisterende skaber rundt om de mørke skyer.

Alle de muligheder, som en ny verdensorden skaber.

Alt det, vi kan gøre sammen.

For Danmarks mest EU-begejstrede parti er vejen nemlig blevet banet for helt nye muligheder.

Når jeg kommer hjem fra det store udland og skal udlægge teksten, er det godt med gode sparringspartnere, der allerede kan fortælle, hvordan det gør i verden,

*Martin*
.

For jeg er heldig, at ingen ringere end Danmarks tidligere udenrigsminister - en titel, jeg ved, du foretrækker - allerede kan være klar med alle svarene på forhånd. Så kan det jo godt være man føler sig overflødig, men tvært i mod, så gør det vores internationale rolle og konkrete politik stærkere.

Tak for godt makkerskab, Martin - det tager jeg bestemt ikke for givet.

Jeg blev stolt på vores partis vegne, da vi i foråret foreslog en forsvarsunion. Da Martin gik på landsdækkende tv og sagde, at nu var det altså tid til en EU-hær.

En idé, der blev mødt med hovedrysten.

Det var “typisk radikalt”
.

Men nu er der ikke længere megen tvivl. Alle er enige om, at der er brug for at opruste massivt i det danske og europæiske forsvar. Det er på høje tid.

Trump har udfordret unionens sammenhængskraft, men sandheden er, at flere og flere kigger mod os for håb.

Derfor satte jeg kurs mod Island og Grønland i starten af året. I Reykjavik mødte jeg vores islandske søsterparti. De har som en del af landets regering sat spørgsmålet om EU-medlemskab til afstemning. Et spørgsmål, som for den lille ø mellem os og USA kun er blevet mere presserende.

Også dér skabte solen gyldne kanter rundt om skyerne - til trods for at turen videre til Grønland blev aflyst på grund af stormvejr.

Med i bagagen havde jeg en ekstra passager.

Jeg var heldigvis ikke ramt af mange graviditetsgener - men jeg var ramt af noget helt andet: Dårlig samvittighed.

Ondt i maven over, den plads jeg efterlod. For i månedsvis skulle partiets mandat mangle i Europas maskinrum.

Vores stemme ville ikke være at finde til afstemninger. De radikale argumenter ville ikke blive hørt i vigtige diskussioner. Det havde - og har - jeg det svært ved.

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg har skammet mig over selvsamme dårlige samvittighed.

For det er da for skørt, at vi i Parlamentet ikke har barsel og ikke kan indkalde en suppleant.

Der sidder ellers flere dygtige mennesker i dette rum, som ville udfylde rolle aldeles glimrende.

Det er absurd, at vi i Parlamentet laver øremærket barsel for flere hundrede millioner af europæiske borgere.

Det gælder bare ikke os selv. I en tværpolitisk koalition med næsten 50 kollegaer, blev min forestående familieforøgelse pludselig principiel - og nåede helt op til Parlamentets præsident, Roberta Metsola, der gav os ret. Forandring er forhåbentligt på vej.

Så mens jeg frygtede at min graviditet ville få mig at forsvinde i glemslen, har vi med Sofies ankomst tværtimod sat strukturel skævhed på dagsordenen: og forhåbentlig bliver det lidt nemmere, når vi i fremtiden igen skulle finde på at vælge politikere i den fødedygtige alder.

Det er jeg glad for. Ikke fordi det skal handle om mig eller mine barselsvilkår. Men fordi jeg synes det er vigtigt, hvad for et demokrati vi har. Det betyder noget, hvem der stiller sig til rådighed.

Kan en politiker virkelig kun være en 50-årig mand, der har efterladt kone og børn i hjemlandet? Nej vel.

Om et øjeblik går vi til kommunal- og regionsrådsvalg. Det er rigtig mange af JER her i salen, der stiller jer til rådighed for fællesskabet, fremtiden og den næste generation.

TAK fordi I gør det.

Fordi I prioriterer politik - når det sikkert havde været meget lettere at lade være. Politik er ikke let - og man sætter sig selv på spil. En valgkamp kan være slidsom - men også det hele værd. Det ved jeg.

Tak fordi I er demokratiets ildsjæle og forposter. Når I om et øjeblik hænger dér i lygtepælene i hele landet viser I, at politik handler om os alle sammen. Høj som lav. Ung som gammel. Mand som kvinde - og alt derimellem. Det er mangfoldigheden, der skal kendetegne os her i Radikale Venstre.

Og husk - lyset kommer tilbage! Så hver en af jer, der skal ud og kæmpe i novembermørket:

Vi vender op på ethvert nederlag.

Lukket bli’r åbnet og støjen bli’r tyst.

Nu skal der danses og elskes, hvor mørket er lyst!

I morgen rejser jeg sammen med Asta, Sofie og Stefan tilbage til Bruxelles, hvor hverdagen venter. Der er nok at kæmpe for.

En grønnere klode til den næste generation.

Retten til at elske og være den, du er.

Retten til et frit, selvstændigt land.

Vi skal gribe de muligheder, som viser sig bag de mørke skyer. Som sollyset skinner på.

Vi skal sætte alt ind for den næste generations skyld. For Asta, for Sofie og for dem der er på vej. Smil, kig rundt i lokalet

Altså.. jeg er færdig med at lave den næste generation..

Men jeg er først lige kommet i gang med at kæmpe for den!

Tak for ordet.