Kære alle!
Det er dejligt at være samlet igen for at fejre vores grundlov. 176 år er fødselaren i dag, og man fristes til at sige ”evigt ung” i al sin enkelthed. Grundloven er ”lovenes lov”. Det udstikker rammerne for det danske folkestyre. Det danske demokrati.
Noget af det bedste ved Grundloven er – udover dens enkelthed -, at den er meget svær at ændre. Tilfældige politikeres skøre indfald og tidens modeluner kan ikke sådan lige rokke ved Grundloven.
Jeg kom til at tænke på det, da et flertal i det tyske parlament besluttede, at klimamål skulle indskrives i den tyske grundlov – det krævede blot et flertal på to tredjedele i den tyske forbundsdag, og så var den hjemme.
Så let går det ikke her i landet – her er reglerne meget mere omstændelige, og mindst 40 procent af den stemmeberettigede del af danskerne skal stemme for en ændring af Grundloven. Derfor holder politikerne sig tilbage, og det er kun godt.
De meget stramme regler forhindrer f.eks. en adskillelse af kirke og stat, sådan som det er sket i Sverige. Med det resultat, at kirkerne nu er blevet en politisk kampplads i sig selv. Vi skal være glade for, at fundamentet for vores folkestyre er bundsolidt og helt immunt over for politiske fantaster og charlataner.
Vi skal også glæde os over, at Grundloven definerer os som et monarki – alene derfor ville det være et håbløst forehavende at ændre den. Og godt for det!
Men grundlovsdag er også dagen, hvor vi ”tager temperaturen” på vores demokrati. Hvordan går det i grunden? Ja, jeg ved ikke, hvordan I har det, men jeg er ved at være godt og grundigt træt af regeringen, statsminister Mette Frederiksen og alle hendes fortællinger om kriser og ”åndelig oprustning”.
Ja, statsminister Mette Frederiksen elsker at fortælle. Hun er også rigtig god til det. Men hvor mange af fortællingerne bliver omsat til handling? Hvor meget sker der i grunden? Har regeringen styr på tingene? Hvorfor går hun så meget op i, at danskerne skal arbejde, indtil de trimler omkuld.
Måske er der en god grund til det?
Lad os nu f.eks. tage de mange ikke-vestlige indvandrere på førtidspension. 11.6 procent er det samlede tal, i byer som Helsingør, Odense og Aarhus er det næsten en femtedel – og blandt 50-59-årige er tallet 41 procent – det tilsvarende tal for danskere er omkring seks procent samlet og 13 procent for de 50-59-årige.
Hvor er tallet så højt? Man kunne godt få den mistanke, at der sidder en del socialrådgivere med indvandrerbaggrund og lader det passere igennem.
Så hvad nytter det i grunden, at statsministeren siger, at hun vil begrænse indvandringen fra de såkaldte MENAPT-lande – det står for Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet. Altså muslimske lande.
Når nu indvandringen fra netop disse lande blot er steget kontinuerligt i hendes tid ved roret? De arbejder ikke, og de er massivt overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne.
Men en del af den øgede indvandring fra disse problemlande skyldes netop indvandring af arbejdskraft – tallet var i 2024 næsten 5000. Skal de mennesker overhovedet være i Danmark? Nej, naturligvis ikke. Vi kender dem allerede. Vi ved, hvad de står for.
Hvis man ser på nettoudgifterne til indvandrere i 2019, var udgiften til indvandrere omkring 30 milliarder – og de 27 milliarder til ikke-vestlige indvandrere – heraf udgør udgifterne til MENAPT-indvandrere 24 milliarder kroner om året.
Nej, vi skal ikke have arbejdskraftindvandring, som er ”førtidspensionsindvandring” i forklædning. Og her må jeg også revse de øvrige blå partier. En del af dem er så optagede af indvandring af billig arbejdskraft, at de helt glemmer den del af regningen, som hele samfundet kommer til at hænge på.
For når de bliver arbejdsløse, rejser de jo IKKE hjem. Det indså vi allerede efter den første bølge af gæstearbejdere i 1970’erne. De blev hængende. Desværre er dele af blå blok og erhvervslivet så fokuserede på arbejdskraft, at de helt glemmer den regning, som almindelige danskere kommer til at betale. Meget tyder heldigvis på, at de er ved at besinde sig – selv Liberal Alliance.
Vi kræver et totalt stop for indvandring fra MENAPT, og den øvrige indvandring af ikke-vestlige indvandrere må begrænse sig til ganske få, helt uundværlige eksperter. Resten må vi tage fra EU-lande, hvor der bestemt ikke er mangel på arbejdskraft – men måske på de vilkår, som erhvervslivet har lyst til at tilbyde dem?
Vi holder NØJE øje med regeringen. Mette Frederiksen har med tal og statistikker vist, at regeringen gerne TALER om stramninger – men slet ikke handler. Den lader bare stå til. Det går snart op for danskerne.
--
Som I ved, så kom det måske uventet for de fleste. Også uventet for mig selv: At jeg fortsætter i politik, men i en helt anden sammenhæng.
Ja, jeg skal være regionspolitiker. Hvor mange af jer kender i grunden regionsformanden? Hvor mange ved, hvem der sidder i regionsrådet?
Jeg tror ikke, at det er ret mange, og måske er det også det, der skal laves om på. Det tror jeg faktisk.
Regionerne forvalter en enorm del af vores velfærd, nemlig sundhedsområdet – som næsten rører 140 milliarder kroner om året. Og her er der nok at tage fat på.
Her i Region Sjælland bliver vi snart til ”Region Øst” – en gigantisk region. Med 47 politikere og ansvar for omkring halvdelen af landets befolknings sundhed. Og desværre mere centralisering.
Jeg har svært ved at se, at denne centralisering kommer yderområderne til gode- hvem i alverden kan tro på, at der kommer flere læger til Lolland-Falster, fordi vi lægger to regioner sammen, hvor Region Hovedstaden har langt de fleste borgere og dermed også vælgere?
Derfor kræver regionerne nogle skarpere profiler – og trods min alder vil jeg hævde, at jeg nok er en af dem.
Desuden er der jo den fordel, at jeg faktisk selv har stiftet bekendtskab med sundhedsvæsenet. Ja, i min alder kommer der nogle ting, og sådan er det. Jeg har været indlagt med forskellige ting og er blevet opereret.
Seneste havde jeg et lille uheld på min græsplæne, hvor jeg trådte ned i et hul og – vupti – på med en bandagestøvle!
Men jeg vil så sige, at mine personlige erfaringer har været positive. Jeg har mødt et både dygtigt og engageret personale, som arbejder hårdt.
Og det er jo netop også dem, vi som politikere skal være der for. Vi skylder personalet de bedste arbejdsbetingelser og de bedste rammer – for det er forudsætningen for, at de kan yde den bedste pleje for patienterne.
Men vi stiller også en række krav: F.eks. at personalet skal kunne kommunikere med patienterne på dansk. Patienter er fuldstændig afhængige af den pleje og omsorg, som tilbydes dem, og de er henvist til kommunikation med læger om deres sygdomme.
Derfor skal kommunikationen helt naturligt være på dansk, for det handler ganske enkelt om trygheden for den enkelte.
Og så er der de fysiske rammer. Vi kan ganske enkelt ikke være bekendt at indlægge borgere på hospitaler med skimmelsvamp eller andre problemer. – og det nyttet ikke at male det hele over en gang, og så tro, at problemet er væk.
Det er simpelthen ikke godt nok.
Men vi skal også have sundheden ud, hvor folk er! Vi ønsker, at de mindre sygehuse skal bevares – alt for mange er nedlagt.
De skal tage sig af patienter, når de måske ikke kræver behandling, men stadigvæk opfølgning og overvågning.
Så tæt på deres bopæl som muligt. Det betyder også alt for de pårørende, at de skal ikke skal køre fra den ene ende af regionen til den anden for at besøge deres kære.
Ja, alt dette er relevant at tale om på en grundlovsdag som denne. For når vi fejrer rammerne for vores demokrati, så fejrer vi også det danske demokrati. Og når vi fejrer det danske demokrati, så fejrer vi den bastion af tryghed og velfærd, som vi og generationer før os, har bygget op.
Vi skal derfor være på vagt! En generation kan ødelægge, hvad generationerne før har bygget op.
Lad os derfor udbringe et leve for Danmark.
Tak for ordet og rigtig god grundlovsdag.
Noget af det bedste ved Grundloven er – udover dens enkelthed -, at den er meget svær at ændre. Tilfældige politikeres skøre indfald og tidens modeluner kan ikke sådan lige rokke ved Grundloven.
Jeg kom til at tænke på det, da et flertal i det tyske parlament besluttede, at klimamål skulle indskrives i den tyske grundlov – det krævede blot et flertal på to tredjedele i den tyske forbundsdag, og så var den hjemme.
Så let går det ikke her i landet – her er reglerne meget mere omstændelige, og mindst 40 procent af den stemmeberettigede del af danskerne skal stemme for en ændring af Grundloven. Derfor holder politikerne sig tilbage, og det er kun godt.
De meget stramme regler forhindrer f.eks. en adskillelse af kirke og stat, sådan som det er sket i Sverige. Med det resultat, at kirkerne nu er blevet en politisk kampplads i sig selv. Vi skal være glade for, at fundamentet for vores folkestyre er bundsolidt og helt immunt over for politiske fantaster og charlataner.
Vi skal også glæde os over, at Grundloven definerer os som et monarki – alene derfor ville det være et håbløst forehavende at ændre den. Og godt for det!
Men grundlovsdag er også dagen, hvor vi ”tager temperaturen” på vores demokrati. Hvordan går det i grunden? Ja, jeg ved ikke, hvordan I har det, men jeg er ved at være godt og grundigt træt af regeringen, statsminister Mette Frederiksen og alle hendes fortællinger om kriser og ”åndelig oprustning”.
Ja, statsminister Mette Frederiksen elsker at fortælle. Hun er også rigtig god til det. Men hvor mange af fortællingerne bliver omsat til handling? Hvor meget sker der i grunden? Har regeringen styr på tingene? Hvorfor går hun så meget op i, at danskerne skal arbejde, indtil de trimler omkuld.
Måske er der en god grund til det?
Lad os nu f.eks. tage de mange ikke-vestlige indvandrere på førtidspension. 11.6 procent er det samlede tal, i byer som Helsingør, Odense og Aarhus er det næsten en femtedel – og blandt 50-59-årige er tallet 41 procent – det tilsvarende tal for danskere er omkring seks procent samlet og 13 procent for de 50-59-årige.
Hvor er tallet så højt? Man kunne godt få den mistanke, at der sidder en del socialrådgivere med indvandrerbaggrund og lader det passere igennem.
Så hvad nytter det i grunden, at statsministeren siger, at hun vil begrænse indvandringen fra de såkaldte MENAPT-lande – det står for Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet. Altså muslimske lande.
Når nu indvandringen fra netop disse lande blot er steget kontinuerligt i hendes tid ved roret? De arbejder ikke, og de er massivt overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne.
Men en del af den øgede indvandring fra disse problemlande skyldes netop indvandring af arbejdskraft – tallet var i 2024 næsten 5000. Skal de mennesker overhovedet være i Danmark? Nej, naturligvis ikke. Vi kender dem allerede. Vi ved, hvad de står for.
Hvis man ser på nettoudgifterne til indvandrere i 2019, var udgiften til indvandrere omkring 30 milliarder – og de 27 milliarder til ikke-vestlige indvandrere – heraf udgør udgifterne til MENAPT-indvandrere 24 milliarder kroner om året.
Nej, vi skal ikke have arbejdskraftindvandring, som er ”førtidspensionsindvandring” i forklædning. Og her må jeg også revse de øvrige blå partier. En del af dem er så optagede af indvandring af billig arbejdskraft, at de helt glemmer den del af regningen, som hele samfundet kommer til at hænge på.
For når de bliver arbejdsløse, rejser de jo IKKE hjem. Det indså vi allerede efter den første bølge af gæstearbejdere i 1970’erne. De blev hængende. Desværre er dele af blå blok og erhvervslivet så fokuserede på arbejdskraft, at de helt glemmer den regning, som almindelige danskere kommer til at betale. Meget tyder heldigvis på, at de er ved at besinde sig – selv Liberal Alliance.
Vi kræver et totalt stop for indvandring fra MENAPT, og den øvrige indvandring af ikke-vestlige indvandrere må begrænse sig til ganske få, helt uundværlige eksperter. Resten må vi tage fra EU-lande, hvor der bestemt ikke er mangel på arbejdskraft – men måske på de vilkår, som erhvervslivet har lyst til at tilbyde dem?
Vi holder NØJE øje med regeringen. Mette Frederiksen har med tal og statistikker vist, at regeringen gerne TALER om stramninger – men slet ikke handler. Den lader bare stå til. Det går snart op for danskerne.
--
Som I ved, så kom det måske uventet for de fleste. Også uventet for mig selv: At jeg fortsætter i politik, men i en helt anden sammenhæng.
Ja, jeg skal være regionspolitiker. Hvor mange af jer kender i grunden regionsformanden? Hvor mange ved, hvem der sidder i regionsrådet?
Jeg tror ikke, at det er ret mange, og måske er det også det, der skal laves om på. Det tror jeg faktisk.
Regionerne forvalter en enorm del af vores velfærd, nemlig sundhedsområdet – som næsten rører 140 milliarder kroner om året. Og her er der nok at tage fat på.
Her i Region Sjælland bliver vi snart til ”Region Øst” – en gigantisk region. Med 47 politikere og ansvar for omkring halvdelen af landets befolknings sundhed. Og desværre mere centralisering.
Jeg har svært ved at se, at denne centralisering kommer yderområderne til gode- hvem i alverden kan tro på, at der kommer flere læger til Lolland-Falster, fordi vi lægger to regioner sammen, hvor Region Hovedstaden har langt de fleste borgere og dermed også vælgere?
Derfor kræver regionerne nogle skarpere profiler – og trods min alder vil jeg hævde, at jeg nok er en af dem.
Desuden er der jo den fordel, at jeg faktisk selv har stiftet bekendtskab med sundhedsvæsenet. Ja, i min alder kommer der nogle ting, og sådan er det. Jeg har været indlagt med forskellige ting og er blevet opereret.
Seneste havde jeg et lille uheld på min græsplæne, hvor jeg trådte ned i et hul og – vupti – på med en bandagestøvle!
Men jeg vil så sige, at mine personlige erfaringer har været positive. Jeg har mødt et både dygtigt og engageret personale, som arbejder hårdt.
Og det er jo netop også dem, vi som politikere skal være der for. Vi skylder personalet de bedste arbejdsbetingelser og de bedste rammer – for det er forudsætningen for, at de kan yde den bedste pleje for patienterne.
Men vi stiller også en række krav: F.eks. at personalet skal kunne kommunikere med patienterne på dansk. Patienter er fuldstændig afhængige af den pleje og omsorg, som tilbydes dem, og de er henvist til kommunikation med læger om deres sygdomme.
Derfor skal kommunikationen helt naturligt være på dansk, for det handler ganske enkelt om trygheden for den enkelte.
Og så er der de fysiske rammer. Vi kan ganske enkelt ikke være bekendt at indlægge borgere på hospitaler med skimmelsvamp eller andre problemer. – og det nyttet ikke at male det hele over en gang, og så tro, at problemet er væk.
Det er simpelthen ikke godt nok.
Men vi skal også have sundheden ud, hvor folk er! Vi ønsker, at de mindre sygehuse skal bevares – alt for mange er nedlagt.
De skal tage sig af patienter, når de måske ikke kræver behandling, men stadigvæk opfølgning og overvågning.
Så tæt på deres bopæl som muligt. Det betyder også alt for de pårørende, at de skal ikke skal køre fra den ene ende af regionen til den anden for at besøge deres kære.
Ja, alt dette er relevant at tale om på en grundlovsdag som denne. For når vi fejrer rammerne for vores demokrati, så fejrer vi også det danske demokrati. Og når vi fejrer det danske demokrati, så fejrer vi den bastion af tryghed og velfærd, som vi og generationer før os, har bygget op.
Vi skal derfor være på vagt! En generation kan ødelægge, hvad generationerne før har bygget op.
Lad os derfor udbringe et leve for Danmark.
Tak for ordet og rigtig god grundlovsdag.