Værket viser et naturligt fænomen. Fuglene rejser hvert halve år fra det kolde til det varme. Turen er naturlig, den sker fra livets start. Fuglene har selv alt de har brug for, der hjælper dem igennem den lange rejse.
Men det er ikke kun fuglene, der rejser gennem vandet. Det gør vi også. Vi gør det med en gummibåd og håb. Håb for et liv, håb for en fremtid og med håbet for frihed.
Rejsen er ikke for hyggens skyld, og det er heller ikke et valg. Og mange bliver tvunget til den. Den er nødvendig, som vand og luft er nødvendig.
Når vi mennesker flygter, så gennemgår vi en overgangsrejse. En overgangsrejse fra det håbløse til det håbefulde. Selve rejsen kan kun være enten en succes eller en fejl.
For rejsen er slet ikke sikker. Vandet er dybt og landet er langt væk.
Der er blåt over det hele.
Værket viser både håb og håbløshed. Der er nogen der gennemfører rejsen, som ankommer til deres endelige destination med håbet for et bedre og tryggere liv.
MEN,
der er også andre som bliver snydt af håbet.