Verden er et dejligt sted. Der er frugtbar agerjord. Der er livsbetingelser for alle mennesker. Der er skove og bjerge. Der er skønhed at finde overalt. Ikke mindst i denne tid, hvor naturen er på nippet til at bryde ud i fuldt flor. Og menneskeheden har gjort så mange opfindelser, som har gjort vores liv let og behageligt. Uvidenhed er afløst af oplysning og sygdomme er udryddet eller gjort nemmere at behandle i det mindste.
Jo, der er meget at være taknemmelig for. Og så alligevel, så er der også så meget ufred. Der er krig rundt omkring i verden. Man taler om, at vi i den vestlige verden befinder os i en mistrivselskrise (ikke særligt mundret ord). Og der er seriemordere, som går efter unge kvinder, også her blandt os i lille Danmark.
Det kunne ellers være så godt det hele. Betingelserne er der jo. Alligevel må man sige, at der er lang vej til at denne verden kan kaldes et paradis. Der er så meget ondskab både her og ude i den store verden.
Og mon ikke alle inderst inde er klar over, at verdens problemer er ikke problemer, vi kan løse af teknisk art, for så kunne vi jo bare klare det hele. Det er heller ikke problemer vi kan løse med økonomiske reformer. Eller flere psykologer eller læger. Ikke en gang en helt ny samfundsorden ville kunne løse det.
Men vi fristes til at tænke netop det.
Det eneste der kan løse denne gamle jords problem, er en ny Ånd. For hvad hjælper alverdens reformer, hvis det er den samme selviske og onde ånd der er der?
En ny Ånd den kan kun Gud give. Og så anvises der alligevel en form for vej. Gennem Guds ord.
Vejen er: bekendelse og bøn.
Den nye Ånd vi trænger til, er først og fremmest en levende bekendelse af uret.
Ikke de andres, men din egen. Der er jo overmåde megen erkendelse og fordømmelse af hvad andre har gjort forkert. Spørg tilfældige mennesker og du vil få at vide, hvor meget de har at beklage sig over – hos andre vel at mærke. Og der er rimeligvis også en del dårligt at sige om de andre. Men verden bliver ikke anderledes eller bedre af at du beklager andres uret.
Når Bibelen taler om bekendelse af synd, så menes der din egen synd. Ikke andres. Ofte er det bare sådan, at man ender med at bekendtgøre andres synder. Men så længe vi bare taler om de uretfærdigheder andre gør, så kommer vi ingen vegne.
Da den fortabte søn sad, ribbet for alt i svinestien kunne han jo godt have beklaget sig over de andre, dem der havde svigtet ham da pengene var sluppet op, bonden som udnyttede hans arbejdskraft, faderen eller storebroderen. Men han erkendte sine egne synder og fejl. Og da han gjorde det skete der noget. Han kom hjem til faderen igen. Hvis han aldrig var kommet længere end til at harmes over de andre, var han aldrig kommet hjem.
Derfor må al forandring begynde med at bekende – jeg har syndet.
I dag er det, udover at være aftenen før den sidste bededag, også 4 maj. Befrielsesaftenen. Derfor er det på sin plads at nævne, hvordan selv tapre modstandsmænd så indad og bekendte deres synder før deres dødsdomme blev eksekveret.
Jeg citerer her et brev skrevet af Emil Balslev til hans kone.
Emil Balslev blev henrettet 23. Juni 1944, 31 år gammel.
”Til det sidste havde jeg haabet at blive benaadet for den dom, der i Tirsdags blev afsagt af krigsretten, men det var altsaa ikke Guds vilje, og jeg haaber og tror, at Jesus Kristus har sonet mine synder og gaar i forbøn for mig, saaledes at jeg trods alt kan faa lov at komme til Gud i hans himmel. Mine sidste ord til dig skal være en tak for alt, hvad du har betydet for mig. Tak for al din hjælp og trofasthed i de faa aar, vi fik sammen, tak for børnene.
Gud velsigne og bevare dig. Emil."
Så start med det. Bekend din synd. Og stop så med at bekendtgøre andres synder. Start med dig selv.
Syndsbekendelsen kan imidlertid ikke stå alene. Den må følges af noget andet. Dagen i dag hedder netop bods og bededag, eller det hed den.
Her er bod og bøn altså knyttet sammen. Bod er som sagt at gøre op med og bekende sin synd. Og bøn – det er at bede om tilgivelse for synden og om kraft til og vejledning til at modstå den fremover. Sådan som Emils bøn så fint viser.
Det er vejen hjem.
Øksen ligger allerede ved træets fod, slutter Johannes tale. Det betyder, at dommen er afsagt. Det er sandt, men det er også sandt at vi for Jesu Kristi skyld har lov til at tro på de dømtes benådning.
Så det beder vi om. I Jesu navn. Amen