Et gennemgående tema i evangelierne er disciplenes vantro og uforstandighed. De forstår simpelthen ingenting. Det er lige meget hvor mange mirakler, undere og helbredelser de er vidne til. De bliver ikke klogere.
Men de fattede ikke noget af dette, som vi også hører i evangeliet i dag.
Det de ikke fatter i dagens tekst er, at Jesus, deres håb og trøst, at han skal overgives til hedningene, hånes, mishandles, spyttes på, piskes og slås ihjel.
Nej, disciplene fatter ikke at lidelse – er prisen for den kærlighed Paulus synger så smukt om. Smukt siger jeg – for det lyder netop smukt. Mildhed, tålmodighed, storsind, uselviskhed. Hvem går ikke ind for det? Men tænk så på prisen? Tænk på, hvad det koster.
Du kan jo bare overveje, hvad det koster dig hver gang du skal bære over med andres overskridelser af dine grænser, når du skal bære hån og spot. Når du gang ¨på gang skal tilgive din ægtefælle, dine forældre, dine venner. Det koster. Det betyder, at DU skal give afkald.
Og det kan og gør du langt hen ad vejen, men intet menneske kan i længden elske fuldstændig som Paulus beskriver det. Det er kun meget, meget få mennesker, der ikke oplever at kærligheden brast, at bånd blev brudt. At tålmodigheden hørte op. At de svigtede og forrådte. At kærligheden udslettede en, hvis den ikke var gengældt.
Ser vi os omkring og ser på vi ærligt på os selv, må vi indrømme at vi ofte kommer til kort med kærligheden? Og hvor var så den kærlighed, der tåler alt og tror alt og udholder alt?
At kærligheden kommer til kort – det sker fordi vi er mennesker. Vi elsker ganske vist. Vi kan elske betingelsesløst. Vi elsker fx vores børn sådan. Til gengæld blev vi selv elsket betingelsesløst af VORES forældre. Vi har brug for at blive elsket tilbage. Ellers bliver vi som tomme udtørrede kar, hvor der ikke er mere at øse af. Vi tørrer simpelthen ud. Vi har brug for at blive fyldt op. Det er såre menneskeligt.
Der er kun en der kan elske fuldstændig betingelsesløst. Uden gengæld. En der kan tilgive uendeligt. En der kan bære alt.
Ham der elskede os først. Gud. Det gjorde og gør han i sin søn Jesus Kristus. Han er den kærlighed der tåler alt, som udholder alt. Også lidelse og død.
En forargelse for de fleste belæste og vidende og kloge mennesker, på Paulus tid, men for dem der tror – rige såvel som tigger, dannede såvel som vankundige - er den lidende Kristus – Guds kraft. På grund af korset, skriver Paulus et andet sted, er vi mennesker blevet frelst og forløst.
Et sandt mysterium – skjult for disciplene, men klart for den blinde tigger. Da han får fortalt at det er Jesus fra Nazareth der er på vej, råber han højt og blot endnu højere da han befales at tie. Davids søn, forbarm dig over mig. Med andre ord: skjult for fornuften, åbenbart for troen.
Fortællingen om den blinde tigger minder os om en side ved kristendommen som vi ofte overser; nemlig dens eksklusivitet eller hårdhed. Det vi overser når vi siger at tærsklen til kirken skal sænkes. Når vi præster anstrenger os for at være pædagogiske eller i øjenhøjde. Hvad der da kan være fint nok langt hen ad vejen. Der er bestemt meget af kristendommen der kan forklares eller udlægges. Men der er også noget, vi må standse over for.
Korset, korsets gåde som det netop hedder, fordi heroverfor kommer fornuft såvel som pædagogik til kort. Her afkræves tro.
Som Tolstoj lader Levin sige det i Anna Karenina:
”Jeg og alle mennesker har kun en klar og ubetvivlelig viden og denne viden kan ikke forklares med fornuften. Den befinder sig uden for den og har ingen årsager og kan heller ikke have nogen virkning.”
Men dette hårde er samtidig det glædelige. For kræves der ikke andet end tro, så har vi alle en chance også tiggeren, også tossen, også det lille barn, ja særligt det lille barn, for som Jesus siger: Guds rige hører sådanne til.
Amen