Bøn.
Du har selv sagt, Herre og Frelser! At Du er Veien og Sandheden og Livet, og at der kommer Ingen til Faderen uden ved Dig. Og vi have jo og Alle eengang udkaaret Dig til den rette Vei og den fulde Sandhed og det egentlige Liv for vore Hjerter. O, men vi maa dog bekjende, at vi saa tidt følge andre Veie og søge anden Sandhed og eftertragte et andet Liv end det, som Du alene kan give os. Derfor bede vi Dig, at Du vil være hos os med Din aandelige Magt og Naade, at vi maae bestyrkes i den gode Pagt med Dig, at vi maae følge Dig som Veien og forstaae Dig som Sandheden og derved frgjøres til det evige og salige Liv i Dit Rige! Amen!
Text: 2. Kor. 3, 7-17.
Kjære Medchristne! Dersom der i denne nye Tidsalder, hvilken det er faldet i vor Lod at opleve, skulde nævnes et Navn, der ligesom er Tidens Løsen, er det Trylleord, som mere end alle andre Navne paa hvad der er skjønt og elskeligt i Verden, nu synes at have Magt til at sætte Menneskenes Kræfter i Bevægelse, da maae vi nævne Frihedens Navn. Friheden er Indskriften paa det Banner, under hvilket der nu kæmpes trindt omkring i Verden; Friheden er den kostelige Skat, om hvilken det nu hedder: Sælg alt, hvad Du eier, og kjøb Dig denne Skat!
Friheden er det Skjelnemærke, ved hvilket Man nu ligesom deler alle Mennesker og adskiller Venners og Fjenders Samfund, idet Man siger: Hvo som ikke er for, maa være imod, hvo som ikke sværger til Frihedens Fane, er han end i alt Andet nok saa god og ædel, har han end paa alle Maader gavnet sine Medmennesker, han maa dog, om saa skal være, knuses i Støvet, at Frihedens Vogn ikke skal standses paa sin Bane!
Og kunne vi undre os over, at vor Tids Mennesker hige efter Friheden? Kunne vi fortænke dem i, at de med Liv og Sjæl kæmpe for at naae det Klenodie, som saa mange Slægter have søgt forgjæves? Kunne vi misunde dem deres Glæde, naar de juble, fordi de troe, at Frihedens Sol er oprunden for at vederqvæge Alle med sit Lys og sin frugtbare Varme? Ak nei! Thi ogsaa vi, som ville betragte Tidens Omvexlinger og Menneskenes Idrætter med en Christens Blik, ogsaa vi føle det jo, at Frihedens Drift er dybt begrundet i vor Natur, føle, at naar Apostelen Paulus udraaber: I ere dyrekjøbte; vorder ikke Menneskenes Trælle! - da taler han ret til vort Hjerte; thi der er intet Uværdigere for den menneskelige Aand end Trældom under fremmed Vilkaarlighed, der er intet Utaaleligere for den menneskelige Tanke end Forestillingen om at skulle bindes med uretfærdige Lænker, det være nu de Lænker, som omsnøre Legemet, eller de, som tvinge Aanden i dens Virksomhed, de som tynge paa Haand og Fod, eller de, som binde Mund og Pen: enhver Trældom er jo det fribaarne Menneske en Gru, - al sand Frihed er os alle en Livsfornødenhed, en uendelig Velsignelse.
Men hvorledes skulle vi finde denne sande Frihed, som er Tidens første Fornødenhed? Hvorledes skulle vi vogte os for den Trældom, som er uværdig og fordærvelig for christne Mennesker? Vi vide jo dog, at Menneskene i Aarhundreder, ja i Aartusinder, have higet og jaget efter Friheden, og have ikke fundet den, have beredet sig Trældom, naar de mest troede at have kæmpet og lidt den sande Frihed, vi vide, at Saamange have, som Apostelen Paulus siger, brugt Friheden som Ondskabs Skjul, som en Snare, en Lokkemad, hvormed de vilde bedaare og fange, beherske og fordærve dem, soom lode sig fortrylle af Frihedens liflige Navn, men ikke vidste, hvad der var dens Væsen. Hvorledes skulle vi da faae det klare Blik, at vi i Tide kunne læse Indskiften paa den Afviser, der siger os den rette og lige Vei og advarer os for Afveiene?
Mine christne Venner! Naar vi paa dette Sted, i Christi Menigheds Forsamlingshus, i Bedendes og Tilbedendes Samfund fremsætte dette Spørgsmaal for hinanden, da kan det ikke være vor Hensigt at ville afhandle Tidens store Opgaver i det Særegne og Enkelte. Her skulle vi kun raadføre os med vor Gud, annamme hans Ord og lade vore Sjæle oplyse og gjennemtrænge deraf. O, men dersom vi virkelig gjøre dette, dersom vi med barnlige Hjerters hele Tillid see op til den Viisdom, som han lader forkynde i Verden gjennem Profeternes og Evangelisternes og Apostlernes Mund, da skulle vi ikke forvildes paa Afveiene, da skulle vi vel vogte os for Anstødsstenene; thi det for Verden Daarlige udvalgte Gud for at beskæmme de Vise, og det for Verden Skrøbelige udvalgte Gud for at beskæmme de Stærke; thi det Daarlige fra Gud er visere end Menneskenes Viisdom, og det Skrøbelige fra Gud er stærkere end Menneskenes Styrke!
Saaledes taler da Gud gjennem sin Apostels Mund om Veien til den sande Frihed, som vi nylig hørte i vor Text: Herren er Aanden, og hvor Herrens Aand er, der er Frihed!
Naar Apostelen i vor oplæste Text taler om Lovens Aag og om den sande Frihed, da taler han nærmest om Moses’ Lov, der med sine strenge Bud skulde true og tvinge Menneskene til det Gode, skulde opdrage Guds Folk, at de engang ved Lydigheden kunde modnes til Guds Børns herlige Frihed. Denne Lov var, som han siger, en Tugtemester til Christus, given for deres Hjerters Haardheds Skyld, at den som et flammende Sværd skulde bevogte Indgangen til Guds Rige, skulde ved sin forfærdelige Majestæt holde de Gjenstridiges sandselige Lyst og egennyttige Begjær i Tømme.
Derfor var Loven vel given med stor Høitidelighed, under Himlens Lyn og Torden; derfor straalede Moses’ Ansigt i en guddommelig Profets majestætiske Glorie, som Israliternes Øine ikke kunne taale at beskue; men denne Herlighed skulde, som Apostelen siger, engang forsvinde. Bogstavens Tjeneste, indgraven i Stenen, skulde vige for Aandens Tjeneste, og dens Herlighed skulde være langt større. Der var, siger Paulus, et Dække over Israels Børns Øine og Hjerter, saa at de ikke kunde beskue Guddomsglandsen; de bleve staaende ved døde Ord og aandløse Bogstaver; de bleve hængende i Lovens enkelte Bestemmelser; men Aanden saae ikke.
Derfor vedbliver Apostelen – indtil denne Dag er Dækket over deres Hjerter, thi kun ved Christus hæves det: naar de omvende sig til Herren, da borttages Dækket, thi Herren er Aanden: Christus er Faderens rette, aandelige Væsen, som er aabenbaret, hans udtrykte Billede, i hvem den Usynlige aabenbarede sig efter sit Hjerte, og de, som have Ham levende i sig, de som vandre i Aanden, de ere ikke under Loven, thi hvor Herrens Aand er, der er Frihed.
Hvor Christus lever i Hjertet, der lever ogsaa Kjærligheden, som er Lovens Fylde, som er alle Budenes Sum. Derfor kaldes Christus Lovens Ende, ikke blot fordi han har fuldkommet Loven og baaret Lovens Straf, at Naadens Evangelium kunde bringe Fred til Jorden, men ogsaa fordi Lovens truende og trykkende Magt maatte forsvinde for dem, som vandrede i Herrens Aand; derfor hedder det: hvor Herrens Aand er, der er Frihed!
Men gjælder ikke det selv Samme endnu iblandt os, naar vi tale om Lovens Bud og om Veien til den sande Frihed? Ikke at den guddommelige Lov, som blev given ved Moses, skulde forsvinde, men at Christus har taget Dækket bort, som hindrede Menneskene fra at beskue Guddomsglandsen, Lovens guddommelige Væsen,at han har sat Kjærligheden og Friheden i Frygtens og Tvangens Sted.
See, mine Medchristne! Vi vide det jo vel, at han har selv sagt: der skal ikke et Bogstav eller en Tøddel forgaae af Guds Lov, indtil det skeer Altsammen. Derfor hedder det endnu og skal det hedde indtil Dagenes Ende: Du skal ikke tjene andre Guder! - Du skal ikke bruge Din Guds Navn forfængeligt! - Du skal ære Din Fader og Din Moder! - Du skal ikkke sige falsk Vidnesbyrd! - Du skal ikke begjære - ikke besvige! - og Ingen iblands os mener, at Friheden skulde bestaa i at krænke disse hellige Bud; da var den kun Ulvens og Bjørnens Frihed blandt de vilde Dyr, ikke Deres, som ere skabte i den Høiestes Billede. Men Herren er Aanden, og hvor Herrens Aand er, der er Friheden; dersom Guds Søn har frigjort Eder, da skulle I være virkelig frie; Hvor Christus lever i Hjerterne som Sjelens nye, gjenfødte Væsen, der skal hverken Trusel eller Tvang til for at give Loven Hellighed og skaffe den Lydighed; thi der vil han selv med sin aandelige Magt, som er Frihedens Magt, grundfæste Kjærligheden til Gud og til Næsten, og da bliver Budenes Opfyldelse Hjertets egen Drift og Trang, da har Friheden hjemme i Stedet for Tvang. Naar Du af Dit ganske Hjerte elsker Din Gud, og Du veed, at han er Din barmhjertige Fader, og Du fornemmer, at han elsker Dig som sit kjære Barn, elsker Dig uagtet Din Skrøbelighed og Din Synd, fordi Du i Din Frelsers Navn har kastet Dig i hans Fader-Favn, og Du vænner Dig til at henføre alle Ting til ham, og Du i ethvert Menneske – han være Din Ven eller Din Fjende – seer en Broder, som er omfattet af den samme Faders Kjærlighed, da kan Du ikke begjære hvad der krænker og bedrøver Guds Aand, da kan Du ikke attraae hvad der er den Hellige i det Høie en Vederstyggelighed.
Men hvorledes skulde Du da kunne føle hans Lovs Magt som en trykkende Lænkes, hvorledes skulde Du da sige, at Du savnede Friheden, idet Du er bunden ved Loven? Da maatte jo Kjærlighedens Magt være Trældom, men mon Nogen, som veed hvad det er at elske, siger dette? Mon ike Enhver, som blot eengang har seet ind i et Øie, der forstod Kjærlighedens Sprog, som blot eengang har trykket en Haand, der modtog Troskabens Tilsagn, som blot eengang har bortgivet sit Eget for den Elskedes Skyld, veed, at der er ikke Tale om Tvang, der er Alt kun Frihed!
Ja Herren er Aanden, og hvor hans Aand er, der er Kjærlighed, der er ikke Tvang, med Frihed! “Men”, vil Du maaskee sige, min Medchristen! “dette gjælder jo vistnok, naar vi tale om Sædelighedens, om Retfærdighedens, Sandhedens og Renhedens Lov, og derfor ville vi gjerne lytte til den christelige Prædiken om den ree Kjærlighed, som er Lovens Fylde, derfor ville vi vel erkjende, at denne Kjærlighed skal være Grundvolden for alle Forhold mellem Mand og Mand, paa det at Borgerne i Landet kunne lære at opfylde deres Pligter med Frihed i Villie og Beslutning.
Men det er ikke den Frihed, som er den nærværende Tids Løsen og Opgave. Nu er Talen kun om Frihed mellem Stand og Stand, nu spørges der om Folket Frihed ligeoverfor Konge og Regjering: den er det, som vi ville see betrygget, den er det, som vi ville lære at fastholde og begrunde.”
Mine christne Venner! Der kan jo vistnok opkastes mange Spørgsmaal om Staternes og Rigernes Forfatning, som Verdenshistorien endnu ikke klart har besvaret, og alle Verdens Vise kunne grunde Maaneder og Aar for at udfylde, hvorledes Alles og Enhvers Frihed bedst skal sikres, og de kunne dog ikke udgrunde Noget, som kan tilfredsstille Alle. Men dog skal det staae fast, at Guds enfoldige Ord giver det rette og alletider og allevegne gyldige Svar, dog ville vi trøstigen og dristigen henvise alle dem, som spørge, til Apostelens Tilsagn: Herren er Aanden, og hvor Herens Aand er, der er Friheden. Herren er Aanden, men de, som tale om Frihed i Verden, de, som i Frihedens Navn ville omdanne Riger og Stater efter deres egne Tankers menneskelige Viisdom, de lade sig kun alt for tidt lede af den Aand, som Intet har tilfælles med Herren.
Og naar da Verdensaanden – adskilt fra Verdens Frelser eller endog i aabenbar Kamp og Strid mod ham - sætter sig paa Høisædet i Folkenes Raad; naar Enhver tragter efter Frihed, men Ingen spørger om Hans Navn og Bud, som bragte den rette Frihed, der er Et med Kjærligheden, ned til Menneskenes Samfund – da siger Man: Nu have vi elsker nok og mere end nok: nu ville vi hade, paa det at Hadets Kraft kan giøre os frie! Da siger Man: Frihedens Træ skal vandes med Blod, og i Frihedens Navn flyder Blodet i Strømme, de Uskyldiges med de Skyldiges – ligemeget! Thi det er jo for Frihedens skyld.
O, men derved opnaaes ingen sand Frihed, thi Herren er Aanden, og hvor Herrens Aand ikke er, den er Frihed ikke heller! Naar den ene Stand træder op imod den anden i Stolthedens og Egennyttens og Misundelsens Aand, som er fjendsk mod Herrens Aand, naar de, som ere fatte til at herske, ikke stræbe at være Hyrder efter Guds Hjerte, naar de, som ere satte til at lyde, ikke ville være nogen menneskelig Orden underdanige for Herrens Skyld, da bliver der ingen Frihed befæstet, thi Herrens Aand er borte.
Vil Du da bede en god Bøn for Dit Folk i disse skjæbnesvangre Dage, og det vil Du jo dog ganske vist, da bed, at Herrens Aand maa hvile over Høre og Lave, at Herrens Ord og Bud maae tages paa Raad med, naar Folkenes Udvalgte mødes for at beslutte, hvad der skal være til Frihedens Fremme, til fælles Bedste! Og vil Du bede for Dig selv, for Din egen Deltagelse i Folkets Friheds Sag, og hvo iblandt os vil ikke dette? - da bed til Din Fader, at Du frem for Alt maa blive fast i Pagten med ham formedelst Din Frelser, som er Herren; da vil ogsaa Du kunne gribe efter den sande Frihed og kæmpe for dens Seir, men Du vil ikke kæmpe med andre Vaaben end med Aandens, som er Herrens, Du vil ikke sige, at Frihedstræet skal vandes med Brødres Blod, Du vil ikke tørste efter de Frugter, som smage af Blod, Du vil forstaae, at det kun er Himlens Dug og Regn og Lys og Varme, som bringer Træet Væxt og Frugt, at det kun er Christi Kjærlighed, som renser og helliger Menneskenes Frihedslængsel; thi kun hvor Herrens Aand er, der er Frihed.
Men gjælder da Apostelens Ord om den Frihed, som Menneskene søge i deres Samfund i Verden, skulde de da ikke ogsaa gjælde paa Kirkens egne Enemærker, i det Samfund, som just bestaaer ved Troen paa Herren og Bekjendelsen af hans Herrenavn? Hvo iblandt os vil tvivle derom! Og dog, hvor forskjellige, hvor modstridende ere ikke de Christnes Meninger om, hvad der skal forstaaes ved Kirkens Frihed og Friheden i Kirken, og om hvorledes Friheden skal begrændses og begrundes!
Paa hvor mangfoldige og hinanden modsigende Maader have ikke Kirkens Børn næsten lige siden Kirkens Stiftelse dømt om Friheden og arbeidet for det, de kaldte Frihed, og endnu paa denne Dag klages der over Ufrihed og Tvang, endnu tales der, som om Kampen for Friheden først nu ret skulde begynde. Og alligevel vilde ogsaa her Apostelens simple Ord have været den rette Prøvesten for den sande kirkelige Frihed.
Snart vilde Kirkens Tjenere med deres menneskelige Anordninger og Skikke herske over Fyrster og Folk, over Riger og Lande, som om Christus havde givet dem et andet Sværd end Aandens, som om Christi Kongedømme havde været af denne Verden, som om Christus ikke havde sagt: Hvo, som vil være fri iblandt Eder, han skal være Alles Tjener. - Snart vilde igjen christelige Konger og Keisere byde og bestemme Kirkens Love og Skikke, som om Nogen kune lægge nogen anden Grundvold end den, som var lagt, Christus Jesus. Der var ingen Frihed, thi Herrens Aand var borte.
Atter var der Tider i Kirken, da de, som skulde forkynde Christi Evangelium, vilde forkynde det med Ild og Sværd, med Trusel og Tvang, som om Daabens bare Vand og Troesbekjendelsens døde Bogstav var den saligjørende Tro, som om Christi Navn kunde frelse den, der hadede og forbande dette Navn, som om Kirkens Styrke berorede paa Tallet af dem, der nævnedes som dens Børn. - Og atter kom der Tider i den samme Kirke, da Evangliets Forkyndelse i Hedningeland og den christelige Sandheds Forkyndelse blandt vildfarende Christne betragtedes med Ligegyldighed eller endog med Ugunst af dem, der selv roste sig af at have Evangeliets Velsignelse; som om Christus ikke havde sagt: Mit Evanglium skal prædikes for alle Folk, og: I skulle gaae hen og gjøre alle Folk til mine Disciple ved at døbe dem i Treenighedens Navn; - som om Kirken ikke var de Helliges Samfund til Salighed, som om Menneskenes Salighed kunde være Mennesker ligegyldig!
Der var ingen Frihed for Troen, ingen fri Adgang til Ordet og Naaden, thi Herrens Aand var jaget bort og Friheden med den.
Og atter kom der Tider i Christi Kirkes Dage, da de, som kaldte sig Menighedens Hyrder, afsondrede sig fra Menigheden for at beherske den, og de udelukte det christne Folk fra Adgang til Guds Ord og til Sakramentets rette Nydelse, som om kun de vare kaldte til de Helliges Samfund, som om ikke Alle i Menigheden skulde være et Samfund af Præster og hellige Folk, som om ikke Alle vare Lemmer paa det samme Legeme. - Og atter fandtes der Christne i Herrens Kirke, som vilde ophæve al Forskjel mellem Lærer og Tilhører og opfordre Alle og Enhver til at staae frem i Guds Børns Forsamling og udlægge Guds Ord, Enhver efter sit Indfald, uden sømmelig Orden og Regel, som om det ikke hed om Herren: Og han beskikkede Nogle til Evangelister, Nogle til Hyrder og Lærere, som om det ikke stod fast, hvad Paulus siger: Det sandselige Menneske fatter ikke de Ting, som høre Guds Aand til, thi de ere ham en Daarlighed, og han kan ikke kjende dem, thi de dømmes aandeligen. Der blev ingen Frihed, der blev kun Trældom eller Forvirring, thi Herrens Aand var borte, og Friheden med den.
Mine christelige Tilhørere! Vi kunne ikke i disse Øieblikke opregne alle de Farer, for hvilke den christelige Frihed har været udsat i Kirkens forskjellige Tider; ei heller kunne vi paa dette Sted angive, ved hvilke Midler Menighedens og Lærerens Frihed skal betrygges i det Enkelte. Men det kunne vi sige, at Friheden kun følger Herrens Aand; det kunne vi vidne for hverandre, at det først og sidst kommer an derpaa, at Herren, som er Aanden, bevarer sit Liv iblandt os.
Derfor ville vi vel sige til Menighedernes Medlemmer, at de skulle tage større og mere levende Del i Kirkens Samfundsanliggender, fordi de ere Lemmer paa Herrens Legeme, og hans Aand er udgaaet til Alle; men først og sidst ville sige til dem: Annammer og bevarer Herrens Aand, ellers bliver al Eders Frihed kun et Skin, kun et betydningsløst Spil!
Og derfor kunne vi, som ere kaldede til at være Hyrder og Lærere i Christi Menighed, vel formane hverandre til et inderligere Samliv med Menighed og Tilhørere; men først og sidst ville vi formane hverandre til at holde fast ved Herrens Aand, at vi tidligt og silde bede til Kirkens Herre, som beskikkede os ved sin Aand, at han ret maa gjennemgløde os med sit Lys og sin hellige Varme, da følger al ønskelig Frihed som af sig selv, thi hvor Herrens Aand er, vil Friheden ikke fattes.
Og naar der nu paa mange Steder skee Tegn og høres Røster, som kunne bringe Kirkens Trofaste til at frygte for hvad der skal komme; naar det stundom synes, som om store Trængsler vilde drage ind over Christi Samfund, som om Ordet og Sakramenterne skulde sættes til Side og al god Skik og Orden trædes under Fødder i den falske Frihed Navn, der bruges til Ondskabs Skjul, - saa ville vi dog ingenlunde tabe Modet.
Thi vi troe jo dog, at Herrens Aand, trods al vor Skrøbelighed, virkelig lever iblandt os, vi stole dog paa, at der hos mange af Menigheden, og ikke mindst hos dem af Menigheden, der ikke kunne komme til Orde, men dog have den største Magt over Hjerterne – jeg mener hos Qvinderne – virkelig lever en barnligt troende christelig Aand, som ikke kan dæmpes eller undertrykkes af Tidens forvirrende Larm; men fremfor Alt stole vi paa Herren selv; thi han er Aanden, han kommer alle sine Forjættelser ihu og vil med sin Magt og sin Naade være hos os til Dagenes Ende, være hos os med den rette og sande Frihed, som følger ham allevegne. Ja Du Kjærlighedens og Frihedens Herre er vor Tilflugt og vor Klippe, og vi skulle ikke rokkes!
Amen!