Se det, som kunstnerne har gennemskuet
Adskillige stormænd og hærførere har i tidernes løb forsøgt at indtage den hellige by, Jerusalem. Korstog efter korstog har i historiens alt for blodige forløb haft til hensigt at erobre det religiøse midtpunkt. Og fra Rom til Berlin kan man den dag i dag finde markante kunstværker, der triumferende skildrer sejrene, kampene, krigsbyttet.
På et af de mange malerier ser man symbolsk en kejser komme ridende stolt og stærk på en hvid hest i optog hen imod Jerusalems porte. Mængder af soldater følger ham, og folket bøjer sig og vifter ærbødigt med palmegrene. Helt ude til højre i billedet sidder en kunstner på et ydmygt æsel og maler hele scenen. På det store billede får kejseren, hvad kejserens er, af pomp og selvbestilt pragt. Men i det lille hjørne får kunstneren samtidig diskret vist, at den mægtige kejser sikkert har misforstået det hele. For det er jo kunstneren, som sidder på æslet, og dermed symbolsk sidder netop der, hvor den egentlige helt, Jesus, også sad ifølge Bibelen ved det skelsættende og helt anderledes fredelige indtog i Jerusalem.
Kejseren var og er forblændet af sin egen magt. Kunstneren gennemskuer det og lader os andre se med og få en ny indsigt. Hvis vi vil.
Og sådan er det den dag i dag: Kunstnerne, malerne, tegnerne, illustratorerne giver os mulighed for at se det, som vi ellers ikke ville have gennemskuet.
Vi tror måske, vi kender motiverne, historierne, det hele. Indtoget i Jerusalem. Den sidste nadver. Korsfæstelsen. Opstandelsen. Velsignelse. Offer. Afsked. Hjemkomst. Men nej, det gør vi ikke. Når kunsten er god, så lader hvert eneste værk os se noget nyt, noget andet, noget mere. Vi forstår bibelhistorien bedre gennem kunsten. Samtidig kan vi lære noget nyt om os selv.
Tilværelsens grundbestanddele står pludselig i et nyt skær i Maja Lisa Engelhardts unikke monotypier. Bibelens personligheder træder frem som ægte mennesker i Bodil Kaalunds fint afstemte akvareller. Fortællingen om Menneskesønnen står betagende skarpt i Peter Madsens streg.
Aldrig har kontrastfyldte farver og grove figurer virket så fulde af ømhed, nærvær og harmoni som i Arne Haugen Sørensens bibelske malerier. Esben Hanefelt Kristensen, Sven Havsteen-Mikkelsen og flere andre har tilført hver deres nordiske, lyriske lag til Bibelens udødelige historier.
Nutidens teenagerne tiltrækkes gerne med tjubang i de danske talebobler af de japanske mangafigurer fra Ryo Azunis værksted.
Man siger, at Gud skabte mennesket – og det har skabt sig lige siden.
Gud skabte mennesket i sit billede, står der i Første Mosebog – og mennesket har skabt billeder lige siden, kunne vi også sige.
Nysgerrigheden, trangen til at skabe, at være kreativ, at bestemme selv, at gå nye veje, at ville give det videre, som øjet indfanger, det er helt basale menneskelige træk, som vi kan genkende hos os selv, hos hinanden og ikke mindst i kunsten.
Udstillingen "I Hans Billede" bringer store kunstnere med en imponerende kreativitet sammen. De går hver deres veje i genrer og materialer. De griber hver deres motiver, udtryksformer og stemninger. Men de har samtidig valgt et fælles udgangspunkt i Bibelens mægtige univers af fortællinger.
Resultatet bliver det, man på management-dansk kalder en "win-win-situation". Det er kvalitet, der møder kvalitet. Det er 2 + 2, som ikke kun giver 4, men 5.
Det er ikke kun de store forfattere fra Morten Pontoppidan over Johannes Møllehave til Bjarne Reuter, som præsterer noget af det ypperste, når de sætter sig for at genfortælle bibelhistorien.
Den samme præstationsfremmende mekanisme træder i kraft, når de bedste billedkunstnere, malere, grafikere og tegnere tager fat på Adam og Eva, på Kain og Abel, på Abraham og Isak og alle de andre.
Så leveres stor formidling. Så oversættes Bibelens undertiden lidt fjerne kulturer til samtidens levende rum. Så fortælles historien videre. Så er det slægt, der følger slægters gang.
Da Det Danske Bibelselskab blev stiftet for 200 år siden i 1814, stod det stadig i kongens magt at bestemme i mangt og meget, hvad der skulle tros og menes, læses og læres, ses og høres. Havde kunstnere selvstændige budskaber eller kritiske kommentarer, så skulle de pakkes elegant og diskret ind og måske placeres i nederste, højre hjørne.
I dag er alt forandret. Enhver er sin egen lykkes smed. Den velfriserede guldalder er passé, og Googles virvar af indtryk og personlige muligheder er trådt i stedet. Folk læser ikke Bibelen, fordi de skal. Men fordi de har lyst. Eller måske fordi de falder over dens ord eller tanker der, hvor de nu engang befinder sig.
Folk forbruger heller ikke kultur og kunst, fordi de er tvunget til det. Men fordi det beriger deres liv, opløfter deres sind og giver dem positivt stof til eftertanke.
Udstillingen "I Hans Billede", som vi i dag er samlet for at åbne, samler og udfordrer på fornemste vis disse tendenser i tiden. I de smukke lokaler i Lemvig på Museet for Religiøs Kunst med udsigt til den prægtigste danske natur mødes tradition og fornyelse, stabilitet og bevægelse. Kulturens grundfortællinger kobles - på helt og aldeles frivillig og fredelig facon - med den nyere tids kreativitet.
Bibelen er rammen, men kunstnerne kan nu med sindsro fylde hele lærredet.
Og en samtid, der måske er blevet forblændet af magtspil og stridigheder om hellige krigere og strategiske byer, får med de originale bibelillustrationer en ny anledning til at gennemskue sig selv, at se lyset og at søge andre og bedre veje frem.
"Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke", siger Menneskesønnen, Jesus, med billedtale et sted i Bibelen.
Den mægtige Gud, som ifølge Bibelen skabte mennesket i sit billede, red ikke bare på et æsel, da han gav sig til kende som menneske, nej, han omtalte også sig selv som - intet mindre end – en høne.
Man forstår, hvorfor kunstnerne kan blive ved og ved med at finde inspiration i Bibelen til nye billeder. Det er overraskende stof at arbejde med. Det er morsomt. Det er ømt. Det er udstillende. Det er himmel og hav. Jord og ild. Liv og død.
Og lad mig bare sige det lige ud: Man er da lidt af en kylling, hvis man ikke bruger bare lidt tid på at se det, som kunstnerne har gennemskuet.
Vi kan og må nu kaste et blik på det. Hvis vi selv vil.
For i Danmark anno 2014 er der ingen, der tvinger os.
Heldigvis.