.jpg?context=praedikener)
Ånd
Jesus siger, at der findes noget utilgiveligt. Vi hører ellers i Det nye Testamente, at Guds tilgivelse er ubetinget. Det er er heller ikke lavet om på, for al synd og bespottelse, også mod Jesus selv, er tilgivelig, bare ikke bespottelsen mod Ånden. Det skal åbenbart ikke være for let.
Nu er tilgivelsen heller ikke en lille ting i livet, tværtimod. Den er så stor, at vi ikke kan tvinge den frem, hverken når vi skal tage imod den eller selv tilgive. Den er altid en gave, en åbning, der viser sig ved egen kraft. Måske derfor lader Jesus ikke det utilgivelige hænge, men møder det med Jonastegnet – ham, der ifølge bibelhistorien blev opslugt af en stor fisk og var i dens dødelige mørke i tre dage og nætter, indtil han ved Guds indgriben blev spyttet ud i livet igen. Sådan også med Jesu død langfredag og hans underfulde opstandelse tre dage senere. Der findes forsoningen, også med det utilgivelige, som selve Guds genoprettelse af det gode, vi ødelagde.
Jeg tror derfor ikke man skal være specielt religiøs for at vide, hvad det er at bespotte Ånden. For eksempel får vi alle sagt noget, hvor vi bagefter kunne bide tungen af os selv, fordi det var for meget, eller forkert. Ifølge dagens første læsestykke er det i vores ord og tale, det hurtigst går skævt. Ordet har kraft både til at skabe og ødelægge, tungen kan både velsigne og forbande, og følgerne bliver derefter. Ord kan undskyldes, men ikke tages tilbage.
I evangeliet beskyldes Jesus for at gøre godt ud af en ond kraft og vilje, og det er at bespotte selve livets ånd utilgiveligt. Vores tale skulle hellere lade sig styre af tillid til Gud som det ord, der ikke forbander, men velsigner. Gud som en skaberkraft af godhed, glæde ved at være til, forbundethed og samarbejde med den natur og verden, vi selv er en del af.
Fysikeren Albert Einstein sagde noget lignende om videnskaben: Videnskabens ånd udspringer af menneskets evne til at ud over sine grænser og sine egoistiske interesser, og tage hele den natur, som det selv tilhører, med i betragtning. Et menneskeligt væsen er en del af den helhed, vi kalder universet, en del, der er begrænset i rum og tid. Det oplever sig selv, sine tanker og følelser som noget, der er adskilt fra andre – i en slags bevidsthedsmæssigt synsbedrag. Dette synsbedrag er et fængsel, der spærrer os inde med vores personlige ønsker og vores sympati for de enkelte andre, der står os nær. Det må være vores opgave at befri os fra dette fængsel.
Et lille århundrede efter Einstein kan vi spørge, hvordan det går med at befri os selv fra egoismens fængsel. Knap er den ene utilgivelige krig forsonet, før den næste bryder ud. Skal rigsfællesskabet blive hængende i det utilgivelige til evig tid, eller trods alt ønske sig forsoningens gave og opgave? Er den kunstige intelligens begyndelsen på det mest utilgivelige af alt, fordi den er kunstig og derfor uden ånd og rigtigt liv? Eller vil den hjælpe os til at søge og forstå Gud som ægte ånd og menneskeværd, rigtigt liv?
Uanset hvad vil det kræve at vi kommer fri af vores egen egoisme. Det vidste Jesus. Han hjælper os derfor både med tilgivelsen og forsoningen – helt i Guds ånd.
Nu er tilgivelsen heller ikke en lille ting i livet, tværtimod. Den er så stor, at vi ikke kan tvinge den frem, hverken når vi skal tage imod den eller selv tilgive. Den er altid en gave, en åbning, der viser sig ved egen kraft. Måske derfor lader Jesus ikke det utilgivelige hænge, men møder det med Jonastegnet – ham, der ifølge bibelhistorien blev opslugt af en stor fisk og var i dens dødelige mørke i tre dage og nætter, indtil han ved Guds indgriben blev spyttet ud i livet igen. Sådan også med Jesu død langfredag og hans underfulde opstandelse tre dage senere. Der findes forsoningen, også med det utilgivelige, som selve Guds genoprettelse af det gode, vi ødelagde.
Jeg tror derfor ikke man skal være specielt religiøs for at vide, hvad det er at bespotte Ånden. For eksempel får vi alle sagt noget, hvor vi bagefter kunne bide tungen af os selv, fordi det var for meget, eller forkert. Ifølge dagens første læsestykke er det i vores ord og tale, det hurtigst går skævt. Ordet har kraft både til at skabe og ødelægge, tungen kan både velsigne og forbande, og følgerne bliver derefter. Ord kan undskyldes, men ikke tages tilbage.
I evangeliet beskyldes Jesus for at gøre godt ud af en ond kraft og vilje, og det er at bespotte selve livets ånd utilgiveligt. Vores tale skulle hellere lade sig styre af tillid til Gud som det ord, der ikke forbander, men velsigner. Gud som en skaberkraft af godhed, glæde ved at være til, forbundethed og samarbejde med den natur og verden, vi selv er en del af.
Fysikeren Albert Einstein sagde noget lignende om videnskaben: Videnskabens ånd udspringer af menneskets evne til at ud over sine grænser og sine egoistiske interesser, og tage hele den natur, som det selv tilhører, med i betragtning. Et menneskeligt væsen er en del af den helhed, vi kalder universet, en del, der er begrænset i rum og tid. Det oplever sig selv, sine tanker og følelser som noget, der er adskilt fra andre – i en slags bevidsthedsmæssigt synsbedrag. Dette synsbedrag er et fængsel, der spærrer os inde med vores personlige ønsker og vores sympati for de enkelte andre, der står os nær. Det må være vores opgave at befri os fra dette fængsel.
Et lille århundrede efter Einstein kan vi spørge, hvordan det går med at befri os selv fra egoismens fængsel. Knap er den ene utilgivelige krig forsonet, før den næste bryder ud. Skal rigsfællesskabet blive hængende i det utilgivelige til evig tid, eller trods alt ønske sig forsoningens gave og opgave? Er den kunstige intelligens begyndelsen på det mest utilgivelige af alt, fordi den er kunstig og derfor uden ånd og rigtigt liv? Eller vil den hjælpe os til at søge og forstå Gud som ægte ånd og menneskeværd, rigtigt liv?
Uanset hvad vil det kræve at vi kommer fri af vores egen egoisme. Det vidste Jesus. Han hjælper os derfor både med tilgivelsen og forsoningen – helt i Guds ånd.
Amen