Michael Aaskov Hemmingsens prædiken 1. søndag i fasten

Dagens nydøbte konfirmander har i dåbsgave fået den tegneserie om Det nye Testamente, som hedder Menneskesønnen. I den er dagens evangelium også med, fortællingen om Jesus der mødte Djævlen. Eller fristelsen i ørkenen, som den også kaldes, efter de tre djævelske fristelser, Jesus konsekvent sagde nej til. Nu fortæller Matthæus-evangeliet ikke noget om, hvordan Djævlen egentlig ser ud. Er han en grim trold med trefork og klam hale? En hallucination? En dæmonisk ånd, der ikke vil gå væk? Var Djævlen oprindelig en engel, som faldt ud af lyset og alligevel blev ond?

I tegneserien har tegneren valgt en helt tredje løsning, nemlig at tegne Djævlen som en skygge af Jesus selv. Han står lige bag Jesus og hvisker ham sine fristelser i øret. Fuldstændig samme profil, højde og drøjde, men ikke noget tydeligt ansigt. Djævlen som vores egen skyggeside, der prøver at overtage hele vores jeg og glade selv. Det kan være som vrede og hidsighed, i hvert fald når den løber helt af med os. Men nok så farligt: Det kan være følelseskulden, som kan både nedgøre og hævne uden at føle skyld. Ligegyldigheden over for andet end mig og mit. Den alt for neutrale og veloverlagte beregning, der som det første ofrer sandhed og agtelse. Skyggesiden, der tager over og gør os til en karikatur af os selv. Eller forsøger på det. For pointen i evangeliet er tydeligvis, at det onde altid frister, men kan overvindes ved kontant og gentagen afvisning.

Med andre ord: Godt og ondt er reelle modsætninger. Vi forsager derfor Djævlen og alle hans gerninger og alt hans væsen, forud for bekendelsen til den treenige Gud, vi også kalder Faderen, Sønnen og Helligånden. Det er den bekendelse, I nydøbte i dag er blevet døbt ikke på eller til, men i, som et fast og sikkert grundlag under jeres liv.

Djævlen kom med tre fristelser til Jesus som for at teste alle tre sider af Gud. Jesus afviste alle tre med Guds tre sider.

Er du sulten? Så sig til stenene dér, at de skal blive til brød. Nej, for mennesket lever ikke kun af brød, men af Guds ord, altså livsglædens og den gode samtales ord. Jeg besøgte en dag en gammel mand, hvis kone vi havde bisat et stykke tid forinden. Han savnede hende voldsomt, og han sagde: om aftenen kommer jeg stadig til at råbe ind i stuen ude fra køkkenet: Vil du ha’ en ostemad? Sådan lever vi ikke kun af brødet, men af brød og fællesskab. Ostemad og kærlighed. Hvis Gud er Faderen og skaberen, er det sådan han sætter sin skaberkraft igennem. Magten til at skabe er Guds, og vi forstår det, fordi vi kender glæden ved at skabe. Djævlen har ikke magt til at skabe, kun til at ødelægge – for så vidt er Djævlen nem at spotte, uanset hvilken form han optræder under.

I sin anden fristelse opfordrer Djævlen til overmod: Kast dig ud fra templets tinde, Guds engle kommer jo og bærer dig, står der. Men nej. Jesus gik ikke i døden for at lade sig bære af andre, men for at bære også vores død sammen med skyld, synd og skam, så vi igen kan være lette og modige, også for andre. På Søværnets redningskursus så jeg forleden nogle filmklip fra et skib i havsnød og voldsom storm. Ikke bare er besætningen fra det synkende skib modigt sprunget i de meterhøje bølger. To reddere fra et tililende redningsskib er også røget i og klamrer sig til hinanden og en redningskrans. De bliver halet op, men kun den ene får ordentlig fat, den anden bliver slået ud i det frådende hav igen. Da springer også han i, som ellers lige var i sikkerhed, for kollegaen skulle ikke ligge derude i mørket selv. Hvis Jesus er Guds Søn, er det sådan, ved at sætte sig selv på spil.

Den tredje fristelse handler om ånden i det hele. Meningen med at være menneske. Alle verdens riger og al deres skønhed viste Djævlen nu Jesus og sagde: Alt dette er dit, hvis du vil tilbede mig. Men nej. For som en teolog har sagt: man kan muligvis skaffe sig magten over alverdens lande – og lige for tiden mangler vi ikke folk, der prøver – men man kan ikke få magten over jordens herlighed og skønhed. Det hele er nu engang Guds ejendom, vi har det bare til låns, - og det er det smukke ved det! Hvis Gud ikke bare er forælder og barn, men også ånd og livsglæde, må det være sådan, i denne ånd.

Faderen, sønnen og Helligånden som en stor afvisning af ondskaben. Sådan er der noget i troen også til vores kritiske sans, tænker jeg. Noget at sige fra med og sige nej med, når det onde invaderer det gode. Både udadtil, så vi tør sige fra over for andre. Men også indadtil, så vi kan stoppe de mørke tanker og selvdestruktionen i tide.

Et eksempel fra det gamle Europa her til sidst. Et af de hyppigst genfortalte sagn er historien om Faust. Manden, der indgik en pagt med Djævlen for nå det højeste i verden. Men prisen var høj, pagten kostede ham hans sjæl.

I den tyske forfatter Thomas Manns version Doktor Faustus er manden komponist, og Djævlen er en velklædt herre. En dag sad den noble herre og læste Søren Kierkegaard i komponistens stue, da han kom hjem fra en gåtur. Isnende kulde udgik fra manden, som nu tilbød komponisten at skabe så stor en musik, at verden aldrig havde hørt og ikke ville høre noget på samme niveau. Men prisen er, siger Djævlen så: Dit liv skal være koldt. Du må ikke elske. Thomas Manns pointe er, at ikke blot personer, men undertiden hele kontinenter kan falde for sådanne fristelser.

Medmindre vi siger nej og bliver ved det bud, der kom først og stadig gælder: ikke du må ikke elske, tværtimod: Du skal elske. Dit liv skal absolut ikke være koldt, det skal være hjertevarmt! Jesus afviste Djævlen for at hjælpe og holde os fast på det. Amen