Kære alle.
I år holder vi vores 1. maj med forårssolens håb, lys og optimisme – men i skyggen af uroen, krigen og oprustningen af Europa.
Vi troede, at krigen var noget, vi havde lagt bag os.
At friheden og freden ville gå i arv fra en generation til den næste.
I en del år har vi grundlæggende haft det godt. Vi har for det meste været trygge. Vi er som land blevet rigere. Arbejdsløsheden er meget, meget lav. Aldrig har flere været i arbejde end netop nu.
Og sådan troede vi, det ville fortsætte.
Men vores drøm bristede. Nu skal vi håndtere den sværeste sikkerhedspolitiske situation siden afslutningen på 2. Verdenskrig. Og bagefter? Ja. Så vil vi drømme igen.
For når andre vælger at gå tilbage i stedet for frem.
Når vores verdensorden udfordres.
Når store lande opgiver spillereglerne og kæmper alene for dem selv.
Ja, så giver vi os ikke.
I en brydningstid kan man let blive væltet omkuld. Men vi giver ikke op. Vi vil drømme på ny. Og vi vil kæmpe for det, vi tror på.
Men vi kan omvendt ikke bare gøre, som vi plejer. For den verden findes ikke mere.
Der er noget, vi skal holde fast i.
Der er noget, vi skal forandre.
Og der er noget, vi skal sige farvel til.
Og vigtigst. Vi skal gøre det sammen. Vi danskere. Vi europæere.
For 100 år siden skrev Jeppe Aakjær om det ”pusling-land, der hygger sig i smug”.
Men i 2025 findes der ikke noget sted at gemme sig. Ikke i stilhed. Ikke i fred.
Det, der sker udenfor vores grænser, ændrer vores hverdag. Vores sikkerhed.
I over tre år har Europa været vidne til en brutal krig. En krig ført af Rusland. Ikke i selvforsvar. Kun i aggression og brutalitet.
En krig, vi alle mærker. Når energipriserne stiger. Når inflationen rammer. Når trygheden i vores del af verden pludselig er mindre selvfølgelig.
* * *
Jeg elsker Danmark af hele mit hjerte. Og jeg er så stolt over alt det, vi lykkes med. I det store og i det små. I det fjerne og i det nære.
Og der er meget, vi virkelig skal holde fast i. For Danmark er ingen tilfældighed.
Vi har skabt verdens bedste land på nogle meget klare værdier.
Tillid mellem mennesker. Danskernes høje arbejdsmoral. Et stærkt velfærdssamfund. Foreninger om det meste for de fleste. En stærk fagbevægelse. Samfundssind og sammenhængskraft. Respekt for det enkelte menneske og tro på fællesskabet.
Så der er meget at holde fast i.
Et velorganiseret arbejdsmarked med kollektive overenskomster. Og tryghed hvis arbejdsløsheden begynder at stige på grund af toldkrig fra USA.
Derfor er jeg glad for, at vi har forhøjet dagpengene de første måneder efter en fyring. Vi har hævet fradraget for fagforeningskontingent og gjort det lettere at tage uddannelse som voksen.
Vi skal holde fast i vores evne til at arbejde sammen.
Så længe jeg kan huske, har Danmarks Naturfredningsforening og landbruget stået stejlt overfor hinanden. Alt imens vores fjorde døde og naturen blev mere og mere udpint.
Nu har vi så den grønne trepart. Alle er med om bordet. Ikke kun på Christiansborg. Men i hele landet er der nu lokale grønne treparter. Det er i virkeligheden Danmarks største demokratiprojekt. Som vil gøre en mærkbar forskel i alle dele af landet.
Vi skal holde fast i at være et land, hvor vi hver især tager ansvar.
De tusinder af hverdagens helte, tillidsmændene på landets arbejdspladser, eleverne i elevrådene, de frivillige trænere og ledere og alle jer andre, der engagerer jer. Hver og en af jer gør I vores land bedre. Stærkere. I gør Danmark til Danmark.
I får dagens klapsalve!
Der var engang én, der for år tilbage sagde til mig, at jeg skulle have en Cart d’Or. Han mente vist en cadeau.
I dag er det jer, der får en Cart d’Or.
Vi skal holde fast i at være en af de befolkninger, der bakker ukrainerne mest op.
Krigen har aldrig kun handlet om Ukraine. Det er en krig, der handler om Ruslands ambitioner om igen at blive et stort imperium.
Rusland har omstillet sin økonomi og sit samfund til at kunne føre krig. Også mod NATO-lande.
Derfor har vi doneret til Ukraine. Hjulpet de tapre mænd og kvinder i Ukraine.
Fordi de ikke kun kæmper for deres eget land og deres egen frihed.
De kæmper for os. For Europa.
Vi skal holde fast i at være et land uden stor ulighed. I et stærkt velfærdssamfund.
Og i at være et land, hvor vores børn og unge har et fritidsjob, så de lærer at tjene deres egne penge. Så de bliver myndige og robuste. Selvstændige mennesker, der kan tage fra og indgå i et forpligtende fællesskab med andre.
Og vi skal holde fast i, at nok er vi et lille land. Men vi tilhører stærke fællesskaber. I NATO. I Europa. I Norden. Og i Rigsfællesskabet.
Og ingen. Heller ikke amerikanerne kan bare tage en del af Kongeriget.
Lad os derfor bruge dagen i dag på også at sende en hilsen til vores venner og naboer i smukke Grønland.
Vi viger ikke fra de vigtigste internationale principper og værdier.
I kæmper ingen kampe alene.
Vi er her. Og I kan regne med os.
* * *
Meget skal bevares. Og meget skal forandres.
På få måneder har I oplevet nogle meget alvorlige arbejdsulykker her på Fyn, hvor flere har mistet livet. Den yngste nåede kun at blive 20 år gammel.
Langt de fleste virksomheder har et godt arbejdsmiljø. Og til alle jer. Arbejdsgivere der har orden i penalhuset. Der ikke snyder på vægten, og lader arbejdsmiljøet vige. Det er en fælles sag med jer. For de virksomheder og arbejdsgivere, der gør det modsatte, underminerer også jer. For der er brodne kar.
I Danmark skal man ikke dø af at gå på arbejde.
Derfor har vi hævet bøderne, hvis ikke arbejdsgiveren behandler medarbejderne ordentligt.
Vi har strammet reglerne på asbestområdet. I år bruger vi flere penge end nogensinde før på at bekæmpe social dumping.
Men det er en falsk forestilling om det danske arbejdsmarked, hvis ikke man ser, at det nogle steder er for farligt. Det skal forandres.
Forandres skal også uddannelserne.
De skoletrætte elever, der næste år starter i 8. eller 9. klasse: I får nu muligheden for at skifte den almindelige skoledag ud med 1-2 dage om ugen på f.eks. en virksomhed. I juniormesterlære.
Der kommer nu en meget mere praktisk gymnasieuddannelse.
Til dig, der gerne vil arbejde med dine hænder, med den grønne omstilling, med mennesker, i vores velfærd. Men som også gerne vil gå på en uddannelse, tæt på hvor du bor, og hvor dine venner også er.
Og hvor du ikke behøver at lægge dig fast på, hvad du skal lave resten af livet. Men hvor mulighederne er åbne.
Forandring har vi også brug for, når det kommer til pensionsalderen.
Vi har et velfærdsforlig, som nu er mere end 20 år gammelt. Det er på mange måder et virkeligt godt forlig.
I takt med, at vi bliver ældre, skal vi også arbejde mere. Så vi kan betale for børnenes skoler og naboens kræftbehandling.
Men i 2040 bliver pensionsalderen 70 år. På det tidspunkt har velfærdsforliget bestemt pensionsalderen for en hel generation.
Derfor har vi brug for en ny model for den næste generation.
Jeg kender 70-årige. Ja, også mennesker, der er ældre end det. Der sagtens kan arbejde og som ønsker at blive på arbejdsmarkedet. Og det er kun godt!
Men jeg kender også 70-årige. Og også mennesker, der er yngre end det. Der ikke kan mere. Hvor krop og sjæl er slidt. Og hvor man efter mange år så at sige har aftjent sin værnepligt på arbejdsmarkedet.
En ny model for næste generation skal være mere retfærdig. Og den skal bedre tage højde for, at vi har forskellige arbejdsliv.
Det arbejde ønsker vi socialdemokrater at stille os i spidsen for.
Som vi gjorde det med Arne-pensionen. En værdig tilbagetrækning. Og som vi gjorde det med et lønløft i den offentlige sektor.
Og den måde at arbejde på. Den kan jeg godt kan lide som socialdemokrat. Skridt for skridt gør vi vores samfund bedre. Og vi gør det sammen.
* * *
Endeligt. Så er der nogle gange også noget, vi skal sige farvel til.
Da den kolde krig sluttede, sluttede ulykkeligvis også vores evne til at forsvare os selv.
Forsvarsbudgetterne blev rundbarberet og fredsdividenden hævet.
Nu er vi i gang med en markant oprustning. Fordi vi igen skal kunne forsvare vores land og vores allierede, hvis situationen går fra alvorlig til farlig. Og for at undgå at Ruslands krig i Europa udvides til andre lande.
Jeg er glad for den store opbakning og folkelige velvilje til at styrke vores forsvar og kampkraft.
Alle jer, der betaler jeres skat, så vi kan bruge de nødvendige mange, mange milliarder.
De unge værnepligtige, der strømmer til, og alle jer, der melder jer til Hjemmeværnet – som jeg skal besøge senere i dag.
Men jeg må sige to ting i dag. Vi får brug for flere penge. Allerede senere i år. Vi skal finde en socialt balanceret og retfærdig måde at betale regningen på.
Men jeg får brug for alles gode viljer – også når det bliver endnu mere svært.
Og så må vi love hinanden, at vi aldrig igen skærer vores eget forsvar af vores eget land så langt ned. Ikke igen. Den tid må vi endegyldigt sige farvel til.
Ligesom tiden nok er kommet til at sige farvel til andre forestillinger. Eksempelvis ideen om at vi ikke længere er en stor skibsbyggernation.
Det mener jeg, at vi bør lave om. Forny forpligtigelsen til vores maritime arv.
I de kommende år får vi brug for en markant udbygning af den danske flåde. Fra miljøskibe, til fregatter og arktiske skibe.
Måske fik vi lagt skibsbyggeriet lige hurtigt nok fra os? Tiden er en anden. Vi skal til at bygge igen.
Det kan godt være, at skibet ikke skal sejle i nat. Men det skal sejle snart.
* * *
Kære alle.
Vores historie er fyldt med virkelyst, mod, kompromisser og kloge beslutninger, der har flyttet vores samfund fremad.
Jeg nævnte tidligere Jeppe Aakjær.
Han var bonde, digter, samfundsdebattør. Fra Skive-egnen.
Men det var i venskabet og samarbejdet med Carl Nielsen her fra Fyn, at vi alle blev beriget med de melodier og tekster, vi stadig synger. For vores børn. Og med hinanden.
Carl Nielsen satte også melodi til Aakjærs digt med puslinge-landet. ”Historiens sang”. I det skriver han ”at jo dybere brønden er, desto klarere er dens vand.”
Når vi ser vores tids udfordringer gennem vores egne historiske erfaringer, står vi stærkt. Rodfæstet som gammel nation. Som et gammelt land. Som et folk.
Vi har aldrig været bange for forandring – for vi ved, at forandring er en forudsætning for fremgang.
Så når vi stiller det spørgsmål i dag – Hvad gør vi nu? – så er svaret det samme, som det nu har været i generationer.
Vi styrker det, der gør Danmark til netop Danmark.
Vi står sammen. Vi arbejder os igennem krisen. Og vi gør det med tillid. Med mod. Og med håb.
Fortsat god 1. maj.