Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«
Den almindelige udlægning af dagens bibeltekst er, at ydmyghed er godt – ydmyghed gør retfærdig. Det er et godt og prisværdigt budskab, men teksten, som I lige har hørt, rummer mange flere budskaber – måske en uendelig mængde..
Men vi har brug for et redskab til at låse teksten op og her taler jeg ikke om et hjælpeværktøj i klassisk forstand – det er altså hverken et elektroniske hjælpemiddel til ordblinde eller svagtseende, et forstørrelsesglas eller et koben… Nej - jeg taler om Helligånden!
Helligånden er altså det redskab ved hvis hjælp vi skal finde lige præcis dét budskab, som Gud har tiltænkt os og som vi i dét øjeblik har brug for.
Med fare for at ligne farisæeren, når jeg står her på prædikestol og taler om mit eget personlige forhold til Gud, Kristus og Helligånden, så tror jeg på, at min prædiken har sit udspring i Helligånden.
Faktisk kan man hensætte processen omkring min prædikenskrivning til et 4-trins-program:
Trin 1: Læse søndagens tekster – de selvsamme som er blevet læst op her i gudstjenesten – den første var fra 1. Korintherbrev, hvor Paulus minder Korinthermenigheden om dét de allerede har accepteret og tror på, nemlig Kristi død og opstandelse. Den anden var fra Lukasevangeliet, hvor Jesus er i gang med at fortælle lignelsen om den opblæste farisæer og den ydmyge tolder til en flok bestående af selvretfærdig.
Trin 2: Vente på Helligåndens inspiration indfinder sig (uheldigvis kan man ikke time Helligånden – den kommer, når den kommer..)
Denne gang stod jeg på Nørreport station og ventede på toget hjem til Allerød og pludselig kom det til mig – Farisæeren peger tolderen ud, som noget andet end ham selv – som én der er uønsket – han siger ordret: som tolderen dér. Han går endda så langt, som at takke Gud for at han ikke er som ham dér.
Godt der var min indgangsvinkel!
Så er det tid til Trin 3: skriv en vedkommende og nutidig prædiken, som samtidig er tro mod evangeliets budskab. Ja…
Kender i ordsproget: Du skal ikke kaste med sten, når du bor i et glashus? Eller måske den bibelske variant – også fra Lukasevangeliet: Du ser splinten i din brors øje, men ikke bjælken i dit eget.
Det her med ikke at pege fingre ad andre, er egentlig børnelærdom og noget vi alle burde have fået at vide i løbet af vores opvækst, om det så har været fra vores forældre, pædagoger eller måske endda fra præsten.
Nå… er det så bare det? Jeg kan godt forstå, hvis I synes det klinger lidt hult, for virkeligheden er en anden. Der bliver dagligt peget fingre ad mennesker som falder blot en lille smule uden for ’normen’ (Situationstegn). Det kan være sig mennesker med et fysisk eller et psykisk handicap, LBGTQ-personer, mennesker med en anden kulturel baggrund eller andre både større og mindre ting. Sandheden er, at der ikke altid skal ret meget til. Desværre.
Jeg læste for nyligt en artikel på TV2 Nord af alle steder – Hvor fireårige Philip, Sidst på dagen, kæmpede med at holde ud i køen til en forlystelse i Jesperhus Feriepark. Philip har særlige behov og har derfor en solsikkesnor, som signalerer: usynligt handicap. Operatøren mangler helt tilfældigt to personer til forlystelsen – og det tilbud, tog faren, nok rimelig lettet imod.
Men det var ikke turen, der gjorde dagen til noget helt særligt for både Philip og hans forældre. Det var reaktionerne fra køen – på vej igennem bliver der ikke peget fingre, tværtimod, da Philip og hans far går forbi køen på vej ud af forlystelsen, rakte børn og voksne hænderne ud, én efter én, og gav ham high fives og flere opmuntrende ord som: “Ej, hvor er du sej!” – “Hold da op, hvor er det godt gået!”
Faren blev rørt til tårer. Forældrene oplevede, hvordan en lille gestus og en forstående flok mennesker kunne gøre en verden til forskel. Historien her et lille lyspunkt, hvor medmenneskeligheden i verden virkelig skinnede igennem.
Men hvad er medmenneskelighed egentlig når det kommer til stykke? Kærlighed? Salmen Nu bede vi den helligånd, som vi begyndte gudstjenesten med at synge, sætter ord på den kærlighed, der ved Helligåndens hjælp kan opstå mellem mennesker – Jeg vil gerne læse salmens vers 3 op for jer:
Du kærlighedens Ånd! Indgyd i Herrens samfund kærlighedens fryd, så vi glade vandre,
Jesus, mellem dine, elskende hverandre, som Gud elsker sine! Herre, hør vor bøn!
Måske var det præcis dét der skete den dag i Jesperhus Feriepark – Jeg ved det ikke - Det ved kun Gud.
Men historien har faktisk en lille krølle. For - for Philip og hans forældre var det ikke uden tøven, at solsikkesnoren blev fundet frem. De har nemlig bemærket den hårde tone på de sociale medier – De har set, hvordan folk raser over, at nogen “snyder” sig foran i køen, og de lever derfor med frygten for at blive mødt med mistro fremfor forståelse og med risikoen for at blive hængt offentligt ud.
Frygten for andres mistro eller skulle jeg måske sige angsten for andre menneskers dom?
Og det er så nu, trin 4 kommer ind i billedet: for her står jeg - til skue for hele menigheden, dybt nervøs for at blive helt til grin – egentligt er det faktisk utroligt, at jeg frivilligt har stillet mig herop. Og det var så den ene replik, som jeg vil tillade min frygt at komme med i dag. Hvis jeg lyttede til min frygt, ville jeg ikke være her og måske er der også nogle af jer på kirkebænkene, der har det på samme måde.
Og det er okay.
For mig er modet kommet med alderen – Jeg er ikke længere helt så bange for at stille mig frem – for at blive bedømt, som da jeg var yngre. Jeg er holdt op med at lade frygten diktere mit liv.
Men jeg ville ønske at det ikke var nødvendigt.
Jeg ville ønske, at vi alle sammen kunne gå ud i verden uden at være bange for at blive peget ud som – ham dér eller hende dér, der falder udenfor fællesskabet.
For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«
Lad os prøve at leve efter evangeliets budskab, hvor det finder anvendelse i vores hverdag – også når det bliver svært.
Lad os huske på at vi alle blot er mennesker og hvor meget skade et enkelt misbilligende blik eller kommentar kan gøre ved et andet menneske. Så næste gang du cykler turen til arbejde i myldretiden og bliver irriteret over den der en der ladvogn, som fylder hele cykelstien, så lad vær med at være ubehøvlet – du ved ikke, hvor meget skade du risikere at forvolde på de børn og voksne, der kommer i vejen for din pegefinger.
Men husk også – det er menneskeligt at fejle, så vær ikke for hård ved dig selv, når du uundgåeligt falder i fælden for det er aldrig for sent at vælge en anden vej. Med andre ord lad Gud om at dømme – også dig. For Guds forståelse og kærlighed er uendelig og hans dom, retfærdig – du kan alligevel ikke gøre fra eller til i sidste ende.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen
Den almindelige udlægning af dagens bibeltekst er, at ydmyghed er godt – ydmyghed gør retfærdig. Det er et godt og prisværdigt budskab, men teksten, som I lige har hørt, rummer mange flere budskaber – måske en uendelig mængde..
Men vi har brug for et redskab til at låse teksten op og her taler jeg ikke om et hjælpeværktøj i klassisk forstand – det er altså hverken et elektroniske hjælpemiddel til ordblinde eller svagtseende, et forstørrelsesglas eller et koben… Nej - jeg taler om Helligånden!
Helligånden er altså det redskab ved hvis hjælp vi skal finde lige præcis dét budskab, som Gud har tiltænkt os og som vi i dét øjeblik har brug for.
Med fare for at ligne farisæeren, når jeg står her på prædikestol og taler om mit eget personlige forhold til Gud, Kristus og Helligånden, så tror jeg på, at min prædiken har sit udspring i Helligånden.
Faktisk kan man hensætte processen omkring min prædikenskrivning til et 4-trins-program:
Trin 1: Læse søndagens tekster – de selvsamme som er blevet læst op her i gudstjenesten – den første var fra 1. Korintherbrev, hvor Paulus minder Korinthermenigheden om dét de allerede har accepteret og tror på, nemlig Kristi død og opstandelse. Den anden var fra Lukasevangeliet, hvor Jesus er i gang med at fortælle lignelsen om den opblæste farisæer og den ydmyge tolder til en flok bestående af selvretfærdig.
Trin 2: Vente på Helligåndens inspiration indfinder sig (uheldigvis kan man ikke time Helligånden – den kommer, når den kommer..)
Denne gang stod jeg på Nørreport station og ventede på toget hjem til Allerød og pludselig kom det til mig – Farisæeren peger tolderen ud, som noget andet end ham selv – som én der er uønsket – han siger ordret: som tolderen dér. Han går endda så langt, som at takke Gud for at han ikke er som ham dér.
Godt der var min indgangsvinkel!
Så er det tid til Trin 3: skriv en vedkommende og nutidig prædiken, som samtidig er tro mod evangeliets budskab. Ja…
Kender i ordsproget: Du skal ikke kaste med sten, når du bor i et glashus? Eller måske den bibelske variant – også fra Lukasevangeliet: Du ser splinten i din brors øje, men ikke bjælken i dit eget.
Det her med ikke at pege fingre ad andre, er egentlig børnelærdom og noget vi alle burde have fået at vide i løbet af vores opvækst, om det så har været fra vores forældre, pædagoger eller måske endda fra præsten.
Nå… er det så bare det? Jeg kan godt forstå, hvis I synes det klinger lidt hult, for virkeligheden er en anden. Der bliver dagligt peget fingre ad mennesker som falder blot en lille smule uden for ’normen’ (Situationstegn). Det kan være sig mennesker med et fysisk eller et psykisk handicap, LBGTQ-personer, mennesker med en anden kulturel baggrund eller andre både større og mindre ting. Sandheden er, at der ikke altid skal ret meget til. Desværre.
Jeg læste for nyligt en artikel på TV2 Nord af alle steder – Hvor fireårige Philip, Sidst på dagen, kæmpede med at holde ud i køen til en forlystelse i Jesperhus Feriepark. Philip har særlige behov og har derfor en solsikkesnor, som signalerer: usynligt handicap. Operatøren mangler helt tilfældigt to personer til forlystelsen – og det tilbud, tog faren, nok rimelig lettet imod.
Men det var ikke turen, der gjorde dagen til noget helt særligt for både Philip og hans forældre. Det var reaktionerne fra køen – på vej igennem bliver der ikke peget fingre, tværtimod, da Philip og hans far går forbi køen på vej ud af forlystelsen, rakte børn og voksne hænderne ud, én efter én, og gav ham high fives og flere opmuntrende ord som: “Ej, hvor er du sej!” – “Hold da op, hvor er det godt gået!”
Faren blev rørt til tårer. Forældrene oplevede, hvordan en lille gestus og en forstående flok mennesker kunne gøre en verden til forskel. Historien her et lille lyspunkt, hvor medmenneskeligheden i verden virkelig skinnede igennem.
Men hvad er medmenneskelighed egentlig når det kommer til stykke? Kærlighed? Salmen Nu bede vi den helligånd, som vi begyndte gudstjenesten med at synge, sætter ord på den kærlighed, der ved Helligåndens hjælp kan opstå mellem mennesker – Jeg vil gerne læse salmens vers 3 op for jer:
Du kærlighedens Ånd! Indgyd i Herrens samfund kærlighedens fryd, så vi glade vandre,
Jesus, mellem dine, elskende hverandre, som Gud elsker sine! Herre, hør vor bøn!
Måske var det præcis dét der skete den dag i Jesperhus Feriepark – Jeg ved det ikke - Det ved kun Gud.
Men historien har faktisk en lille krølle. For - for Philip og hans forældre var det ikke uden tøven, at solsikkesnoren blev fundet frem. De har nemlig bemærket den hårde tone på de sociale medier – De har set, hvordan folk raser over, at nogen “snyder” sig foran i køen, og de lever derfor med frygten for at blive mødt med mistro fremfor forståelse og med risikoen for at blive hængt offentligt ud.
Frygten for andres mistro eller skulle jeg måske sige angsten for andre menneskers dom?
Og det er så nu, trin 4 kommer ind i billedet: for her står jeg - til skue for hele menigheden, dybt nervøs for at blive helt til grin – egentligt er det faktisk utroligt, at jeg frivilligt har stillet mig herop. Og det var så den ene replik, som jeg vil tillade min frygt at komme med i dag. Hvis jeg lyttede til min frygt, ville jeg ikke være her og måske er der også nogle af jer på kirkebænkene, der har det på samme måde.
Og det er okay.
For mig er modet kommet med alderen – Jeg er ikke længere helt så bange for at stille mig frem – for at blive bedømt, som da jeg var yngre. Jeg er holdt op med at lade frygten diktere mit liv.
Men jeg ville ønske at det ikke var nødvendigt.
Jeg ville ønske, at vi alle sammen kunne gå ud i verden uden at være bange for at blive peget ud som – ham dér eller hende dér, der falder udenfor fællesskabet.
For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«
Lad os prøve at leve efter evangeliets budskab, hvor det finder anvendelse i vores hverdag – også når det bliver svært.
Lad os huske på at vi alle blot er mennesker og hvor meget skade et enkelt misbilligende blik eller kommentar kan gøre ved et andet menneske. Så næste gang du cykler turen til arbejde i myldretiden og bliver irriteret over den der en der ladvogn, som fylder hele cykelstien, så lad vær med at være ubehøvlet – du ved ikke, hvor meget skade du risikere at forvolde på de børn og voksne, der kommer i vejen for din pegefinger.
Men husk også – det er menneskeligt at fejle, så vær ikke for hård ved dig selv, når du uundgåeligt falder i fælden for det er aldrig for sent at vælge en anden vej. Med andre ord lad Gud om at dømme – også dig. For Guds forståelse og kærlighed er uendelig og hans dom, retfærdig – du kan alligevel ikke gøre fra eller til i sidste ende.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen