Louise Sundorf Christensens prædiken trinitatis søndag

Her på det seneste har der været vældig meget snak om begrebet danskhed. Danskhed, som et spørgsmål om statsborgerskab, mener nogen. Eller danskhed, omhandlende kultur og værdier, mener andre. Men om det er ens navn, sproget, udseendet, eller hvad der ellers kan bruges som et argument til at identificere danskhed, så ender parternes diskussion som regel med, at folk er enige om at være uenige – altså ingen overordnet konsensus, men mange grupperinger med hver deres holdning. 

Og sådan en rask debat afføder også en stillingtagen hos mange af os. Hvad synes vi selv? Sommetider har vi end ikke overvejet det, førend det pludselig skulle diskuteres offentligt. Mange af os har nok taget danskheden som en selvfølge: Det er jo her vi bor og opholder os, sådan rent geografisk. Men nu hvor denne fremherskende debat om danskhed, konstant er på dagsordenen, da må vi granske dybere. For handler danskhed om ren jura, pas og papir, eller er det mere værdier som demokrati, ytringsfrihed eller lighed mellem kønnene, som udgør forestillingen om, hvad danskhed er? 

Måske. Måske kan vi ty til disse mere faglige termer, som demokrati, ytringsfrihed eller lighed mellem kønnene, for det er de termer, som vil dukke op, hvis man slår op i Danmarks Nationalleksikon. Men på sin vis, lader det til, at danskhed i høj grad også er et spørgsmål om følelsen af forbundethed. En forbundethed som ses når der er valg, og alle pludselig køber ind til valgflæsk, eller når en royal begivenhed vises i fjernsynet. Da følger mange af os med, uanset interesse. 

Den følelse af forbundethed og kendskab til en kultur og dens historie, det er mere følelse end fakta. På den måde er det sådan set ligegyldigt, hvilken nationalitet, der står i dit pas, eller hvor veluddannet du er. Det samme med alder og indkomst. Da er danskhed et spørgsmål om følelse og sindelag. Og da er det inkluderende, fremfor ekskluderende. Og det inkluderende, det er folkeligt. 

Og det prædikat – folkelig - det tror jeg, at de fleste her kan forholde sig til. Det er noget, som flere måske vil beskrive som lidt hyggeligt, trygt eller genkendeligt. Det folkelige er det, vi er fælles om. Og selvom nogle ville problematisere dette, fordi man ikke vil identificere sig med, hvad vi nu måtte kalde folkeligt, så kan man ikke aflægge sig sin kultur, men man kan være bevidst om den, og lade sig præge af den.  

Og hvad betyder det så? 

Jo, at det folkelige måske slet ikke er så langt fra det kristelige. 

For tager vi teksten til i dag, hvor vi hører Jesus tage afsked med sine disciple på bjerget, inden han skulle forlade jorden, ja, så hører vi de ord, som baner vejen for en langt dybere forbundethed. Nemlig dåben og det tilhørsforhold, der dér opstår, idet man i dåben tilsiges at tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus. Alt det sætter Jesus i gang dér på bjerget i Galilæa. Jesus befaler sine disciple at bringe budskabet om ham ud i verden. Og det budskab om ham, det spredes både med ord, men også med dåb. Jesu disciple skal altså opsøge alle verdens folkeslag, og hvor end de kommer frem, skal de tilbyde dåb. Det skal de, fordi kristendommen er for alle. Den er universel. På den måde er det i dåben, at den kristelige forbundethed begynder. 

Til at begynde med, var dåben også kun en afgrænset gruppe forundt. Den var eksklusiv og kun for en specifik gruppe omkring Jesus, men på denne søndag – denne dag, som Herren har gjort, da udbredes dåben med ordene: Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

Af samme grund er denne søndag, Trinitatis søndag, dagen, hvor vi mindes om den kristne kirkes begyndelse for alle folk i hele verden. 

Det betyder, at dér på bjerget, der ophører forestillingen om et specifikt folk, som skulle være Guds udvalgte. Der bliver Guds udvalgte alle. Alle, der i troen på ordene om Kristus, vil lade sig døbe – og som har siger, holde alt det, som jeg har befalet jer. Og hvad Jesus har befalet os, dengang han vandrede omkring her på jorden, det var buddet om at elske sin næste. Uanset de menneskelige skel, der måtte komme i mellem os. Således bør forskellige kulturer og mentaliteter ikke at være afgørende for, hvorvidt man føler sig forbundet til dem, der ikke ligner en selv – for vi har alle fået det samme vilkår, at vi kan lade os døbe, at vi kan høre ordene om Kristus. Ordene om Kristus, som kan vække troen i os og lede os til dåben. Deri opstår en forbundethed, som rækker fra vores verden og ind i det himmelske. 

Og derfor bør vi rumme dem, vi i første omgang ikke identificerer os med. For det kristelige overskrider også de grupperinger og kasser, vi mennesker placerer os i. 

Så når debatten lyder på, at det er qua vores kristne kulturarv, at vi er danske, så bør vi vende det om: For hvad nu hvis, vi sagde, at vi, ud fra vores kristne kulturarv og kendskab til kristne værdier, såsom næstekærlighed, holdt os fra at skabe skel mellem folk. 

Det betyder ikke, at vi skal sidde andre kulturer, traditioner og religioner overhørig, ligesom andre heller ikke skal det med vores egen. Men med tanke på ordene, sagt af Vorherre Jesus Kristus, der dér på bjerget skaber lighed mellem alle folkeslag, idet alle skal kunne lade sig døbe og omvende, der er den sande kristelighed. Med streg under lighed. For nok er det kristendommen, han ønsker udbredt, men hvis der findes en dom, så er den ikke op til os, men til Gud. 

Gud, der har befalet os at elske hinanden. Deri er vi forbundet til det andet menneske, om vi vil det eller ej. Lad aldrig den fordring overskygges af, hvad politiske ideologier måtte tilsige os. For når Jesus vil, at alle folk i hele verden skal blive hans disciple, så er det hans understregning af, at mennesket har et udgangspunkt: Nemlig det at være skabt. Et udgangspunkt, der ikke lader sig begrænse af geografi eller pas og papir, for det er åndeligt. Det rækker ud over denne verden.

Denne verden, som Gud skabte og siden frelse ved sin søn på korset, for siden at sende os sin livgivende ånd. Og derfor kan vi, særligt på Trinitatis søndag sige:

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.