Jeg er blevet EREMIT på mine gamle dage!
Ikke som krebsen der bare tager andres huse; eller som kæmpe-billen med den væmmelige lugt. Men eremit i betydningen enebo-er, enegænger, anakorét.
Jeg sover i min hule – her hersker stilheden. Tvætter mig i et nærliggede vand; rimper mit ældgamle tøj; stopper strømper 2. og 3. gang. Går i udtjente sko og lader håret vokse. Får min næring fra hvad jeg finder i skoven – svampe, bær, vilde æbler – dejligt! plus hvad familie og venner bringer; plus det klare vand fra posten. Jeg spiser to måltider og ikke tre; min tallerken er den med skår, naturligvis; og koppen en revnet.
Jeg nikker til hvem jeg møder; mest gamle mænd med store ho-veder som de er lige ved at tabe, samt ældgamle kvinder med puddel og rollator. Taler knapt med nogen – den ene dag den an-den lig.
Jamen du godeste!
Sandheden er, at jeg taler ustandseligt. Med mig selv: åh nej/ det var ikke godt/ hva gør vi nu?/ sæt dig ned lille Lisbet, nu skal vi spise! (en norsk eremit-kollega betroede mig at have det på samme vis). Alt skal åbenbart meddeles. ALT! – Sådan var det, tror jeg. Sådan er det stadig. Stakkels børn. Stakkels Poul.
Men selvom jeg er fornøjet i mine jævne kår, er det alligevel vid-underligt at se alle jer – unge og sunde og smukke – og kunne glæde sig ved så godt et selskab, og tale: nemlig med hinanden! Og sammen foretage den helt store ego-opløsning!
Altså: VELKOMMEN, kæreste venner!
Familie/ gamle kendinge/ nordmænd, svenske og danske! Jer fra Frederiksberg/ fra Ramløse/ og alle jer midt imellem/ Hellerup´erne ikke at forglemme.
Tak fordi I ville være med – hvor har jeg glædet mig, det må jeg indrømme. Fester er dog til for at blive holdt.
Nu skal vi så spise – det bliver godt!
Vi skal være sammen – det er endnu bedre!
Skal snakke/ prate/ og tale – alle til glæde og gavn. Og en eremit til megen fryd.
Hvorfor der nu må lyd et kraftigt: SKÅL!
Ikke som krebsen der bare tager andres huse; eller som kæmpe-billen med den væmmelige lugt. Men eremit i betydningen enebo-er, enegænger, anakorét.
Jeg sover i min hule – her hersker stilheden. Tvætter mig i et nærliggede vand; rimper mit ældgamle tøj; stopper strømper 2. og 3. gang. Går i udtjente sko og lader håret vokse. Får min næring fra hvad jeg finder i skoven – svampe, bær, vilde æbler – dejligt! plus hvad familie og venner bringer; plus det klare vand fra posten. Jeg spiser to måltider og ikke tre; min tallerken er den med skår, naturligvis; og koppen en revnet.
Jeg nikker til hvem jeg møder; mest gamle mænd med store ho-veder som de er lige ved at tabe, samt ældgamle kvinder med puddel og rollator. Taler knapt med nogen – den ene dag den an-den lig.
Jamen du godeste!
Sandheden er, at jeg taler ustandseligt. Med mig selv: åh nej/ det var ikke godt/ hva gør vi nu?/ sæt dig ned lille Lisbet, nu skal vi spise! (en norsk eremit-kollega betroede mig at have det på samme vis). Alt skal åbenbart meddeles. ALT! – Sådan var det, tror jeg. Sådan er det stadig. Stakkels børn. Stakkels Poul.
Men selvom jeg er fornøjet i mine jævne kår, er det alligevel vid-underligt at se alle jer – unge og sunde og smukke – og kunne glæde sig ved så godt et selskab, og tale: nemlig med hinanden! Og sammen foretage den helt store ego-opløsning!
Altså: VELKOMMEN, kæreste venner!
Familie/ gamle kendinge/ nordmænd, svenske og danske! Jer fra Frederiksberg/ fra Ramløse/ og alle jer midt imellem/ Hellerup´erne ikke at forglemme.
Tak fordi I ville være med – hvor har jeg glædet mig, det må jeg indrømme. Fester er dog til for at blive holdt.
Nu skal vi så spise – det bliver godt!
Vi skal være sammen – det er endnu bedre!
Skal snakke/ prate/ og tale – alle til glæde og gavn. Og en eremit til megen fryd.
Hvorfor der nu må lyd et kraftigt: SKÅL!