Jeg ser fuglene på vandet.
De flyder, midt i havet.
Havet, som noget ukendt for mig, for dig, for enhver.
De sidder stille og lader bølgerne og vinden dem navigere.
Når det er tid til at lette, løfter fuglene deres vinger.
Nogle flyver nord, nogle flyver syd, nogle flyver øst, nogle flyver vest.
Men sagen er dén, at alle fugle ikke ens er.
De flyder, midt i havet.
Havet, som noget ukendt for mig, for dig, for enhver.
De sidder stille og lader bølgerne og vinden dem navigere.
Når det er tid til at lette, løfter fuglene deres vinger.
Nogle flyver nord, nogle flyver syd, nogle flyver øst, nogle flyver vest.
Men sagen er dén, at alle fugle ikke ens er.
Nogle fugle trives bedst i varmen, nogle fugle trives bedst i kulden.
En snestormfugl, vil ikke trives i at flyve efter en ørkenfugl. Og omvendt.
Men når havets bølger har navigeret snestormfuglen til ørkenfuglens hjem, handler det om for fuglen at løfte vingerne igen og navigere sig selv tilbage til dens hjem. Dens tryghed. Dens sandhed. Dens egen realitet, i stedet for at tilpasse sig i ørkenfuglens verden.
Nogle fugle flyver i flok, nogle fugle flyver som par, nogle fugle flyver alene.
Flyv til dit sande jeg. Følg ikke blot vinden og bølgerne. Flyv med dem du vil, som du vil, og hvor du vil.