Kære alle sammen
Sikke en smuk midsommeraften, som vi skal dele her i vores Aalborg.
Vi står i den smukkeste kulisse med Musikkens Hus og Limfjorden omkring os.
Og netop her – ved Musikkens Hus – ser vi, hvad kultur, events og fællesskab kan. Det giver os pauser og glæde.
Om lidt bliver Aalborg fyldt med en kæmpestor event, The Tall Ships Races.
Det er syvende gang, at Aalborg Kommune er værter. Jeg kan love, at vi endnu engang skaber en folkefest, når 42 af verdens smukkeste sejlskibe lægger til kaj fra den 30. juli til 2 august.
Vi sørger for et bredt program med koncerter både her i Aalborg og i Nørresundby, underholdning til børnene, boder og maritim stemning - og det hele slutter af med fyrværkerishow fra Limfjordsbroen.
The Tall Ships Races samler mennesker på tværs af landegrænser og kulturer.
Vi sender selv 100 unge trainees fra Aalborg med ombord på skibene, og de sejler med andre unge fra vidt forskellige lande.
I Aalborg Kommune er der plads til forskelligheder, og vores hjerte vokser sig kun større ved at invitere indenfor.
Men om lidt tænder vi bålet.
Sankt Hans er en særlig tradition. En aften hvor vi samles på tværs af generationer. En aften hvor vi mærker, at selv om verden kan være urolig, så har vi noget helt særligt her. Et stærkt fællesskab.
Traditioner binder os sammen. I aften tænder vi bål, synger midsommervisen og ser flammerne tage form i mørket.
I Aalborg har vi også vores egen heksehistorie. I begyndelsen af 1600 tallet blev en kvinde dømt for trolddom og brændt som heks.
I dag samles vi ikke for at finde nogen at give skylden. Vi samles for at være sammen.
I Holger Drachmanns midsommervise synger vi om hekse og trolde.
I dag giver det stadig mening, men måske på en anden måde.
For mig kan de gamle hekse spejle noget af det, vi kæmper med i dag.
Noget mere indre. Noget mere stille. Angst.
Angst kan fylde meget i et menneskes liv. Den kan komme snigende i mørke stunder, når tankerne får lov at fylde.
For mig er en af de største former for angst tanken om døden. Den der pludselige fornemmelse af at falde, og erkendelsen af at vi ikke er her for evigt.
Og måske handler den frygt i virkeligheden om noget meget smukt.
Nemlig kærlighed. Kærlighed til livet. Kærlighed til dem vi står nær. Kærlighed til at være sammen med dem vi holder af.
Når man får børn og stifter familie, ændrer det måden man ser livet på. Man opdager, hvor dybt man er knyttet til andre mennesker. Og derfor gør tanken om adskillelse ondt.
Men vi kan heller ikke være der for vores børn hele deres liv. Det kan ingen forældre.
Målet er ikke at være her for evigt.
Målet er at være så meget til stede, at noget af os lever videre i dem.
I deres værdier, i deres minder, i den måde de møder verden på, i den humor og den omsorg de giver videre.
Og måske er det netop det vigtigste. At det vi giver videre, bliver til noget, der lever videre i andre.
Når de her tanker kommer, især når det er mørkt og stille, kan de føles meget store.
Men ofte er det ikke de bedste tidspunkter at tage dem på sig.
Hjernen er træt, og verden kan føles smallere, end den egentlig er. Mange oplever, at de samme tanker, som kan føles tunge om aftenen, virker langt mere stille og håndterbare i dagslys.
Måske kan vi lære at se angsten som et udtryk for noget dyrebart. Ikke som noget der skal bekæmpes, men som et tegn på, at vi har noget at miste fordi vi har noget at holde af.
For hvis vi ikke elskede så dybt, ville vi heller ikke være bange for at miste.
Og netop derfor giver det mening at samles her i aften. Ikke for at fortrænge mørket, men for at tænde lys sammen.
For det er det fællesskabet kan. Det kan minde os om, at vi ikke står alene.
Så lad os bruge denne aften på at glæde os over livet, over lyset og over hinanden.
Rigtig god Sankt Hans aften og en dejlig sommer til jer alle.
Sikke en smuk midsommeraften, som vi skal dele her i vores Aalborg.
Vi står i den smukkeste kulisse med Musikkens Hus og Limfjorden omkring os.
Og netop her – ved Musikkens Hus – ser vi, hvad kultur, events og fællesskab kan. Det giver os pauser og glæde.
Om lidt bliver Aalborg fyldt med en kæmpestor event, The Tall Ships Races.
Det er syvende gang, at Aalborg Kommune er værter. Jeg kan love, at vi endnu engang skaber en folkefest, når 42 af verdens smukkeste sejlskibe lægger til kaj fra den 30. juli til 2 august.
Vi sørger for et bredt program med koncerter både her i Aalborg og i Nørresundby, underholdning til børnene, boder og maritim stemning - og det hele slutter af med fyrværkerishow fra Limfjordsbroen.
The Tall Ships Races samler mennesker på tværs af landegrænser og kulturer.
Vi sender selv 100 unge trainees fra Aalborg med ombord på skibene, og de sejler med andre unge fra vidt forskellige lande.
I Aalborg Kommune er der plads til forskelligheder, og vores hjerte vokser sig kun større ved at invitere indenfor.
Men om lidt tænder vi bålet.
Sankt Hans er en særlig tradition. En aften hvor vi samles på tværs af generationer. En aften hvor vi mærker, at selv om verden kan være urolig, så har vi noget helt særligt her. Et stærkt fællesskab.
Traditioner binder os sammen. I aften tænder vi bål, synger midsommervisen og ser flammerne tage form i mørket.
I Aalborg har vi også vores egen heksehistorie. I begyndelsen af 1600 tallet blev en kvinde dømt for trolddom og brændt som heks.
I dag samles vi ikke for at finde nogen at give skylden. Vi samles for at være sammen.
I Holger Drachmanns midsommervise synger vi om hekse og trolde.
I dag giver det stadig mening, men måske på en anden måde.
For mig kan de gamle hekse spejle noget af det, vi kæmper med i dag.
Noget mere indre. Noget mere stille. Angst.
Angst kan fylde meget i et menneskes liv. Den kan komme snigende i mørke stunder, når tankerne får lov at fylde.
For mig er en af de største former for angst tanken om døden. Den der pludselige fornemmelse af at falde, og erkendelsen af at vi ikke er her for evigt.
Og måske handler den frygt i virkeligheden om noget meget smukt.
Nemlig kærlighed. Kærlighed til livet. Kærlighed til dem vi står nær. Kærlighed til at være sammen med dem vi holder af.
Når man får børn og stifter familie, ændrer det måden man ser livet på. Man opdager, hvor dybt man er knyttet til andre mennesker. Og derfor gør tanken om adskillelse ondt.
Men vi kan heller ikke være der for vores børn hele deres liv. Det kan ingen forældre.
Målet er ikke at være her for evigt.
Målet er at være så meget til stede, at noget af os lever videre i dem.
I deres værdier, i deres minder, i den måde de møder verden på, i den humor og den omsorg de giver videre.
Og måske er det netop det vigtigste. At det vi giver videre, bliver til noget, der lever videre i andre.
Når de her tanker kommer, især når det er mørkt og stille, kan de føles meget store.
Men ofte er det ikke de bedste tidspunkter at tage dem på sig.
Hjernen er træt, og verden kan føles smallere, end den egentlig er. Mange oplever, at de samme tanker, som kan føles tunge om aftenen, virker langt mere stille og håndterbare i dagslys.
Måske kan vi lære at se angsten som et udtryk for noget dyrebart. Ikke som noget der skal bekæmpes, men som et tegn på, at vi har noget at miste fordi vi har noget at holde af.
For hvis vi ikke elskede så dybt, ville vi heller ikke være bange for at miste.
Og netop derfor giver det mening at samles her i aften. Ikke for at fortrænge mørket, men for at tænde lys sammen.
For det er det fællesskabet kan. Det kan minde os om, at vi ikke står alene.
Så lad os bruge denne aften på at glæde os over livet, over lyset og over hinanden.
Rigtig god Sankt Hans aften og en dejlig sommer til jer alle.