Juma Nellemann Kruses prædiken midfase søndag

Vi er nu midtvejs i fastetiden. Og netop fastetiden er en lidt underlig periode i kirkeåret, i hvert fald i en luthersk kirke som folkekirken. 

Skulle vi være i tvivl om, hvem Jesus er eller var, så får vi i fasteperioden at vide, at han er den, der ikke lader sig friste. Jesus er Guds søn. Alt hvad Jesus siger og gør, er godt sandt og rigtigt. 

Kirkeåret er indrettet således, at vi hører om forskellige facetter af Jesu forkyndelse i løbet af kirkeåret. Vi slår ned på forskellige sider af kristendommens væsen i løbet af kirkeåret. 

Derfor kan vi også som lutheranere – med rette – bruge fastetiden, som i år startede den 22. februar, også kaldet askeonsdag, bruge fastetiden til at have skærpet fokus på at faste fra os selv. 

Så kan man selvfølgelig med rette spørge, hvad det vil sige, at ”faste fra sig selv”. Og det handler i høj grad om hele tiden at handle ud fra spørgsmålet ”hvad er godt for min næste, hvordan hjælper jeg og drager omsorg for min næste, ja alt levende, på allerbedste måde?”.

Som allerede antydet, så er det jo en kristen pligt at have netop det sindelag, den tilgang året rundt. Men derfor er det jo ingen skade til at have skærpet bevidsthed om det igennem fasten, igennem de tekster, vi møder i fasteperioden. 

Dagens evangelietekst handler paradoksalt nok om mad og om at spise. Jeg har tit studset over en tekst om mad midt i en fastetid, og så endda lige midt i fasteperioden. 

Her er det dog værd at huske på et af de centrale udsagn fra Jesus til Djævelen, der prøver at friste Jesus, et udsagn, der lyder: Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.

Det centrale i dagens tekst er altså ikke den fysiske mad, men Jesu ord og gerning i teksten. Forkyndelsen, med andre ord. 

Vi skal lade os fylde ud af forkyndelsen. 

At det i teksten ender med, at der er tolv kurve med brød tilbage, da de er blevet mætte, er en symbolsk henvisning til både de tolv stammer i Israel, og de tolv disciple i Det Nye Testamente. Tallet tolv udtrykker en helhed.  

Verden er en helhed, en enhed. Vi er en meget mere naturlig del af det hele, af biosfæren, alt det skabte, end vi er klar over. Vi har vores rolle, som resten af skabningen har. Og ofte er dén rolle, at vi skal lade naturen klare sig selv. Naturen kan sagtens klare sig selv. Vi kan ikke undvære naturen, men naturen kan sagtens klare sig uden mennesker. Hvis I har set naturfilm, er det ofte tydeligt, hvor godt det hele hænger sammen. Hvor få indgreb fra menneskelig side, der skal til, førend systemet bryder sammen. 

Så det handler i den grad om omsorg.

Jesu forkyndelse, alt det, der fylder os ud som kristne mennesker, forpligter. Og Guds nåde, som vi møder den hos Kristus, får os til at leve med os selv, som dem vi er, syndere og fejlbarlige for Vor Herre. 

Vi ved hver især, hvad der er det rigtige at gøre ifølge Jesu forkyndelse. Vi vil sikkert ikke udtrykke det på samme måde, men vi ved, at vi er skyldige at hjælpe og drage omsorg for vor næste det bedste vi kan – ven som fjende. 

I år er det Country Overshoot Day for Danmarks vedkommende den 28. marts. Det betyder, at vi den 28. marts i år, har brugt af naturens ressourcer, som naturen selv er et helt år om at genopbygge. Det svarer til, at vi om året i Danmark forbruger cirka fire jordkloder. Et tal, som burde få de fleste af os til at tænke os om, når vi overvejer vores forbrug – vores overforbrug. Det er egentlig mærkeligt, at det kan skabe overskrifter, hvis vores bruttonationalprodukt, BNP, ikke stiger så meget som forventet eller ligefrem falder. Men det forhold, at vi forbruger fire jordkloder om året, skaber sjældent overskrifter.  

Mange af os ved, at vi svigter på dette område. Det er muligt, vi ikke er klar over omfanget af vores svigt. Men vi ved, at vi ikke er så gode mennesker, som vi burde være. Vi er ikke særligt gode til at efterleve Jesus som vores forbillede. Der er rigtigt mange pragmatiske hensyn, som tit kommer i vejen. Eller, som teologen Ole Jensen har sagt, lidt provokerende: Når vi køber ind, sætter vi parentes omkring Gud. Vi er praktiske ateister. 

Men som selv Greta Thunberg kan sige det: ”Der er ikke noget at frygte, for de bedste ting i tilværelsen vil stadig være her: venner, kultur, sport, underholdning, familie, natur, god mad, gode drikkevarer, kunst, rejser, eventyr, mennesker. Ingen af de ting vil forsvinde, selv om vi vil være nødt til at finde en ny tilgang til nogle af dem. Klimakrisen kan ikke løses inden for rammerne af vores nuværende system. Men det må ikke forhindre os i at gøre alt, hvad vi kan, her og nu”.

Men mennesket lever ikke af brød alene, også af det åndelige brød, vi får skænket af Vor Herre Jesus Kristus. Både i dagens evangelietekst, i vort daglige Fadervor, og ved nadveren. 

Som en nåde, vi kan leve AF, så vi kan leve MED alle vores fejl og mangler.