Hest.
Kanon.
Banan.
Når jeg siger de ord, så dukker der nok nogenlunde det samme billede op i hovedet på de fleste af jer.
En hest.
En kanon.
En banan.
Men hvad sker der, hvis jeg siger demokrati?
Hvad ser I så?
For jeg tror ikke, at vi ser det samme.
Nogle ser stemmebokse.
Nogle ser Folketinget.
Nogle ser ytringsfrihed.
Nogle ser protester.
Nogle ser rettigheder.
Og nogle ser måske bare et ord, de har hørt så mange gange, at det næsten har mistet sin betydning.
Ifølge Den Danske Ordbog er demokrati “en styreform, hvor den politiske magt udgår fra folket.”
Det er en fin definition.
Men problemet er ikke, at vi mangler en definition.
Problemet er, at vi mangler en fælles forståelse.
For demokratiet er blevet et af de ord, vi bruger mest og tænker mindst over.
Det står i grundlovstaler.
Det står i strategier.
Det står i fondsansøgninger.
Alle elsker demokratiet.
Men hvor mange stopper egentlig op og tænker over, hvad det betyder?
For demokratiet er ikke bare et pænt ord - det er et virkelig grimt ord faktisk.
Men det er årsagen til, at vi kan stå her i dag.
Til at vi kan kritisere magthavere.
Organisere os.
Demonstrere.
Stemme.
Være uenige uden frygt.
Det er resultatet af generationers kamp.
Og måske er det netop dér problemet ligger.
At demokratiet har været så succesfuldt, at vi er begyndt at glemme, hvorfor det er vigtigt.
Rettigheder er ikke kun noget man må kæmpe for at få - det er noget man må kæmpe for at bevare.
For to år siden holdt jeg min første tale nogensinde.
Den handlede om demokrati.
Om unge.
Om at blive hørt.
Sidste år stod jeg her og sagde:
“Demokratiet er ikke kun for dem, der allerede har en plads ved bordet.”
Og jeg mener stadig hvert eneste ord.
Men i dag tror jeg, problemet er større.
DUF har for nylig udgivet en rapport om unge og demokrati.
Unge vender demokratiet ryggen.
Mister tilliden.
Engagerer sig mindre.
Men er det kun de unges skyld?
Måske til dels.
Men hvad har demokratiet gjort for at invitere dem indenfor?
For at give dem ejerskab?
For at få dem til at føle, at deres stemme betyder noget?
9 ud af 10 unge under 18 føler sig ikke repræsenteret af politikerne. 9 ud af 10.
Over halvdelen har lav demokratisk selvtillid.
De føler ikke, de har en plads.
Og det er farligere, end man tror.
For når mennesker mister ejerskab, skaber det afstand.
Afstand bliver til ligegyldighed.
Og ligegyldighed er demokratiets største fjende.
Jeg bruger det meste af min tid i Netværket Af Ungdomsråd.
Et netværk, der arbejder for unges indflydelse i kommunerne.
Og jeg møder ofte de samme argumenter.
“Vi har ikke brug for ungdomsråd. Jeg kan jo godt huske, hvordan det er at være ung.”
Gennemsnitsalderen i Folketinget er omkring 46 år.
Da de selv var på min alder, fandtes sociale medier ikke.
Internettet var nyt.
Klimakrisen fyldte ikke det hele.
Verden var en anden. Og det er ok.
Men det er netop derfor, vi har brug for unge stemmer.
Ikke fordi unge ved alt.
Men fordi unge ved noget, ingen andre ved.
Hvordan det er at være ung lige nu.
Det andet argument er:
“Unge gider ikke engagere sig.”
Whoo jeg bliver træt af at høre det.
Da jeg var 15 år, sad jeg til et to timer langt møde i Teknik- og Miljøforvaltningen i København.
To timer om besparelser.
Og jeg elskede det, fordi jeg fik indflydelse på det.
Der er meget, man kan sige om unge.
Men mangel på engagement er ikke en af dem.
Problemet er ikke, at unge ikke vil.
Problemet er, at vi møder dem med lukkede døre.
Og når man møder nok lukkede døre, holder man op med at banke på.
Derfor er det her en advarsel.
Hvis mennesker mister følelsen af ejerskab over demokratiet, mister demokratiet sin styrke.
Ikke pludseligt.
Men stille og roligt.
Færre deltager.
Færre engagerer sig.
Færre tror på, at deres stemme betyder noget.
Hvis vi vil fremtidssikre demokratiet, skal vi ikke kun beskytte institutionerne.
Vi skal beskytte relationen mellem mennesker og demokratiet.
Giv mennesker oplevelsen af, at de bliver hørt.
At de kan påvirke deres hverdag.
At demokratiet også tilhører dem.
For demokratiet er ikke Folketingets bygninger.
Det er ikke Grundloven.
Det er mennesker.
Hvad gør vi, hvis demokratiet bliver et system, men ikke længere et fællesskab?
Så mister vi det, der gjorde det værd at kæmpe for.
Derfor handler fremtidssikringen ikke kun om de næste fire år.
Men om de næste fyrre.
Om den generation, der kommer efter min.
For jeg håber, at når mine børn en dag hører ordet demokrati, så tænker de ikke på en paragraf.
Ikke på et buzzword.
Men på noget, de har mærket.
Noget, de har været en del af.
Noget, de har haft indflydelse på.
For demokratiet er ikke noget, vi ejer.
Det er noget, vi låner af fortiden og giver videre til fremtiden.
Spørgsmålet er bare, hvilken stand vil vi levere det i?
Tak for ordet.
Kanon.
Banan.
Når jeg siger de ord, så dukker der nok nogenlunde det samme billede op i hovedet på de fleste af jer.
En hest.
En kanon.
En banan.
Men hvad sker der, hvis jeg siger demokrati?
Hvad ser I så?
For jeg tror ikke, at vi ser det samme.
Nogle ser stemmebokse.
Nogle ser Folketinget.
Nogle ser ytringsfrihed.
Nogle ser protester.
Nogle ser rettigheder.
Og nogle ser måske bare et ord, de har hørt så mange gange, at det næsten har mistet sin betydning.
Ifølge Den Danske Ordbog er demokrati “en styreform, hvor den politiske magt udgår fra folket.”
Det er en fin definition.
Men problemet er ikke, at vi mangler en definition.
Problemet er, at vi mangler en fælles forståelse.
For demokratiet er blevet et af de ord, vi bruger mest og tænker mindst over.
Det står i grundlovstaler.
Det står i strategier.
Det står i fondsansøgninger.
Alle elsker demokratiet.
Men hvor mange stopper egentlig op og tænker over, hvad det betyder?
For demokratiet er ikke bare et pænt ord - det er et virkelig grimt ord faktisk.
Men det er årsagen til, at vi kan stå her i dag.
Til at vi kan kritisere magthavere.
Organisere os.
Demonstrere.
Stemme.
Være uenige uden frygt.
Det er resultatet af generationers kamp.
Og måske er det netop dér problemet ligger.
At demokratiet har været så succesfuldt, at vi er begyndt at glemme, hvorfor det er vigtigt.
Rettigheder er ikke kun noget man må kæmpe for at få - det er noget man må kæmpe for at bevare.
For to år siden holdt jeg min første tale nogensinde.
Den handlede om demokrati.
Om unge.
Om at blive hørt.
Sidste år stod jeg her og sagde:
“Demokratiet er ikke kun for dem, der allerede har en plads ved bordet.”
Og jeg mener stadig hvert eneste ord.
Men i dag tror jeg, problemet er større.
DUF har for nylig udgivet en rapport om unge og demokrati.
Unge vender demokratiet ryggen.
Mister tilliden.
Engagerer sig mindre.
Men er det kun de unges skyld?
Måske til dels.
Men hvad har demokratiet gjort for at invitere dem indenfor?
For at give dem ejerskab?
For at få dem til at føle, at deres stemme betyder noget?
9 ud af 10 unge under 18 føler sig ikke repræsenteret af politikerne. 9 ud af 10.
Over halvdelen har lav demokratisk selvtillid.
De føler ikke, de har en plads.
Og det er farligere, end man tror.
For når mennesker mister ejerskab, skaber det afstand.
Afstand bliver til ligegyldighed.
Og ligegyldighed er demokratiets største fjende.
Jeg bruger det meste af min tid i Netværket Af Ungdomsråd.
Et netværk, der arbejder for unges indflydelse i kommunerne.
Og jeg møder ofte de samme argumenter.
“Vi har ikke brug for ungdomsråd. Jeg kan jo godt huske, hvordan det er at være ung.”
Gennemsnitsalderen i Folketinget er omkring 46 år.
Da de selv var på min alder, fandtes sociale medier ikke.
Internettet var nyt.
Klimakrisen fyldte ikke det hele.
Verden var en anden. Og det er ok.
Men det er netop derfor, vi har brug for unge stemmer.
Ikke fordi unge ved alt.
Men fordi unge ved noget, ingen andre ved.
Hvordan det er at være ung lige nu.
Det andet argument er:
“Unge gider ikke engagere sig.”
Whoo jeg bliver træt af at høre det.
Da jeg var 15 år, sad jeg til et to timer langt møde i Teknik- og Miljøforvaltningen i København.
To timer om besparelser.
Og jeg elskede det, fordi jeg fik indflydelse på det.
Der er meget, man kan sige om unge.
Men mangel på engagement er ikke en af dem.
Problemet er ikke, at unge ikke vil.
Problemet er, at vi møder dem med lukkede døre.
Og når man møder nok lukkede døre, holder man op med at banke på.
Derfor er det her en advarsel.
Hvis mennesker mister følelsen af ejerskab over demokratiet, mister demokratiet sin styrke.
Ikke pludseligt.
Men stille og roligt.
Færre deltager.
Færre engagerer sig.
Færre tror på, at deres stemme betyder noget.
Hvis vi vil fremtidssikre demokratiet, skal vi ikke kun beskytte institutionerne.
Vi skal beskytte relationen mellem mennesker og demokratiet.
Giv mennesker oplevelsen af, at de bliver hørt.
At de kan påvirke deres hverdag.
At demokratiet også tilhører dem.
For demokratiet er ikke Folketingets bygninger.
Det er ikke Grundloven.
Det er mennesker.
Hvad gør vi, hvis demokratiet bliver et system, men ikke længere et fællesskab?
Så mister vi det, der gjorde det værd at kæmpe for.
Derfor handler fremtidssikringen ikke kun om de næste fire år.
Men om de næste fyrre.
Om den generation, der kommer efter min.
For jeg håber, at når mine børn en dag hører ordet demokrati, så tænker de ikke på en paragraf.
Ikke på et buzzword.
Men på noget, de har mærket.
Noget, de har været en del af.
Noget, de har haft indflydelse på.
For demokratiet er ikke noget, vi ejer.
Det er noget, vi låner af fortiden og giver videre til fremtiden.
Spørgsmålet er bare, hvilken stand vil vi levere det i?
Tak for ordet.