Om blot to uger begynder påsken, hvilket denne søndags titel indikerer – i kirkeåret er vi nemlig nået til midfasten. Og når påsken indledes, deler befolkningen sig op i en lille og en stor gruppe. Den lille gruppe ønsker at fejre påskens helligdage i kirken, mens den store gruppe vil nyde mange eftertragtede feriedage. Gruppernes gøremål ligner langt hen ad vejen hinanden, for påsken levner blandt andet tid til sammenkomster med venner og familie, men Langfredag skiller sig ud. Her vil den lille gruppe nemlig synes, at det absolut ingen mening giver at fejre påskefrokost, samme dag som Jesus dør i smerte på korset, hvorimod den store gruppe gladeligt inviterer til langbordsspisning uanset hvilken påskedag, der er tale om. Vi konstaterer ganske enkelt en splittelse, hvor den store gruppe ofte vil føle, at den lille gruppe opfører sig frastødende, når den takker nej til en invitation til påskefrokost, hvis frokosten ligger oven i påskedramaets blodigste fredagsøjeblik. Samfundet splitter sig således op, hvilket forekommer velbegrundet, for det er påskens højtid, der støder nogle fra, eftersom den tydeliggør, hvad vi tror på.
Og hér er det så, at vi lander i handlingen i dagens evangelietekst, der finder sted, efter at Jesus først har trukket den store gruppe til sig ved at bespise dem med fisk og brød. Dagens evangelietekst fortæller os derefter, hvordan Jesus støder den store gruppe fra sig, idet han er sejlet over til den anden side af søen. At Jesus vælger at støde den store gruppe fra sig, efter først at have gruppen til sig, kan være svært at begribe – hvorfor gør han det? Kristendommen burde da være for ALLE. Det er i hvert fald det budskab, vi forkynder til hinanden, og dem, der kender mig véd, at det tillige udgør et motto, som jeg lægger særligt vægt på at betone i min bestræbelse på at formidle kristendom ud til alle mennesker – også til dem med særlige behov. Men måske er det en omklamrende tanke, at kristendommen skal være for alle? Meningen kan være god nok, men Jesus viser os tydeligt noget andet i dag, hvor han trækker sig væk fra den store skare. For kan man presse kristendom ned i halsen på mennesker, der ikke ønsker at være med?
Svaret på dette spørgsmål giver Jesus os i dag ved at trække sig. For selvom Jesus kunne ønske, at kristendommen er troen for alle, så erkender han, at det er op til os, om vi vil tro, eftersom vi rummer en fri vilje. Vil vi slet ikke tro, vil vi tro, når vi ser tegn, eller vil vi tro med hjertet? Med andre ord, idet jeg opsummerer:
Påsken nærmer sig med hastige skridt. Nogle kommer til at fejre den i kirken, andre vil bare gerne nyde feriedagene. Der vil således komme til at indtræffe en splittelse i vores samfund, som kristendommen med Jesus som evangeliets hovedperson bliver bannerfører for. Denne splittelse, hvor Jesus spørger, om vi er inde eller ude, bryder vi os ikke om. Skal Folkekirken og kristendommen da ikke være for alle?
Til Midfaste bliver vi tvunget til at acceptere, at Jesus trækker sig væk fra sin store begejstrede skare. Han støder dem væk ved at fjerne sig fra deres midte. Men han gør det drevet af kærlighed, for kun ved at fjerne sig kan han som Guds søn dø og opstå for hvert enkelt menneske og for hele skabningen. Men Jesu død og opstandelse er ligegyldig, hvis vi ikke vil tage imod med hjertet. Det er derfor op til os, om vi er inde eller ude – om vi kun tror, når vi ser tegn, eller om vi tror med hjertet.
Til Midfaste bliver vi tvunget til at acceptere, at Jesus trækker sig væk fra sin store begejstrede skare. Han støder dem væk ved at fjerne sig fra deres midte. Men han gør det drevet af kærlighed, for kun ved at fjerne sig kan han som Guds søn dø og opstå for hvert enkelt menneske og for hele skabningen. Men Jesu død og opstandelse er ligegyldig, hvis vi ikke vil tage imod med hjertet. Det er derfor op til os, om vi er inde eller ude – om vi kun tror, når vi ser tegn, eller om vi tror med hjertet.
Må vi give troen plads, så den kan grundfæste sig i vores hjerter. På den måde kan vi blive klar til at fejre påskens højtid om to uger.
For det siger vi lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!