H.P. Kofoed-Hansens prædiken 2. søndag i fasten

Text: Ev. Matth. 15 Cap. 21—29 Vers.

Og Jesus gik bort herfra og drog til Tyrus og Sidons Egne. Og see, en cananæisk Qvinde kom fra de samme Grændser, raabte og sagde til ham: Herre, Davids Søn, forbarm Dig over mig! min Datter plages ilde af Djævelen. Men han svarede hende ikke et Ord. Da traadte hans Disciple til ham, bade ham og sagde: skil Dig af med hende, thi hun raaber efter os. Men han svarede og sagde: jeg er ikke udsendt uden til de fortabte Faar af Israels Huus. Men hun kom, og faldt ned for ham og sagde: Herre, hjælp mig! Men han svarede og sagde: det er ikke smukt at tage Børnenes Broød og kaste det for smaa Hunde. Men hun sagde: jo, Herre, Hunde æde dog og af de Smuler, som falde af deres Herres Bord. Da svarede Jesus og sagde til hende:  Qvinde, din Tro er stor, dig skee, som du vil. Og hendes Datter blev karsk fra den samme Time. 

Begivenheden med den cananæiske Qvinde kan minde os om mange af Herrens Ord, navnlig om Bønnen; thi lærer hun os noget, saa er det vel fornemmelig det at bede, at anraabe Herren i Nød og Trængsel. Hun er som et levende Vidnesbyrd om Gyldigheden af Herrens Ord: beder, saa skal Eder gives, leder, saa skulle I finde, banker, saa skal Eder oplades. Det Ord af Herren kjende I jo saa godt kj. V. jeg kunde i en vis Forstand sige: I kjendte det, for I kunde kjende det, ligesom man efter Herrens Ord kan høre og dog ikke høre. Det blev nemlig sagt Eder, tilsagt Eder, udtalt over Eder som en Forjættelse, for I endnu kunde skjelne Venstre fra Høire, endnu for I havde det udvortes Øre at høre det med; og da I fik det udvortes Øre for det, saa manglede Eder dog maaskee, ja vi kunne sige: ganske sikkert i lang Tid det indvortes Øre for ret at høre det. Det var Eder en stor Deel af Eders Liv som en tom Klang, for hvilken I vel havde en vis Ærbødighed, idet der boede hos Eder en Overbeviisning om, at den måtte gjemme noget, men Erfaringen havde endnu ikke tilført Eder nogen Stadfæstelse deraf; det var slet ikke kommet til Gyldighed i Eders Liv, da I selv vidste af det, maaskee dog Gud alligevel vidste det. Thi I kunne troe, at ligesom Gud veed mange Ting, der vidne om Skyld og Brøde, ja ere Skyld og Brøde i et Menneskes Liv, uden at Mennesket selv tænker derpaa eller er kommet til nogen Erkjendelse deraf, saaledes veed han og hvad et Menneske mangen Gang kan besidde til Sandhed og Salighed, ja af Sandhed og Salighed, uden at det endnu er blevet Mennesket selv klart eller ret opgaaet for hans Bevidsthed. Men hvilken ubeskrivelig Salighed, naar det da engang opklarer sig for Mennesket i Samviden med Gud, saa han seer og forstaaer, at Gud har ledet ham til Frelse ligesom imod ham selv, idet hans Liv og Vandel, om Gud havde ladet det sit Løb, overladt Ham til sig selv, vilde have ført ham til Fortabelse; naar det da vederfares Ham som fordum Patriarchen, der vaagnede op af sin Drøm og udbrød: Herren er sandelig paa dette Sted, og jeg vidste det ikke! Saaledes er ogsaa mangt et Menneske vaagnet op af sit Livs Drøm, da Evighedens Sol gik op over ham og vakte ham, saa han saae det i sit indvortes Menneske, da han laa i Bønnen for Gud, at Gud havde været ham nær, da han ikke tænkte derpaa, og var Ham nær. Thi i Bønnen, chr. V. kan et Menneske have saadanne Syner og høre saadanne Røster, og hvad Under! Thi i Bønnen taler jo et Menneske ligefrem til Gud selv, med Gud selv; og hvad maa der da ikke kunne vederfares ham af særegent og vidunderligt, naar han saaledes ligefrem er i Samqvem med Gud! Have I vel nogensinde seet eller lagt Mærke til det, hvorledes et Menneskes Aasyn kan straale, naar han har været inde og talt med en af denne Verdens mægtige, en Stormand eller en Konge, og denne har næret naadig imod ham? Deraf kan man saa slutte sig til, hvad der gik igjennem hans Sjæl, medens det stod paa. Naar han træder ud, vidner hans Ansigt om det formeentlig Betydningsfulde, der er overgaaet ham, og han skynder sig saa mest igjennem Mængden af de udenfor staaende af ventende, uden at agte paa noget eller nogen ligesom i Frygt for, at han skulde tabe noget af det, han mener at have vundet, eller ligesom drukken i Henrykkelse. O usigelige Daarlighed og jammerlige menneskelige Forfængelighed! Hvad vil det saa endelig sige at tale med et stakkels syndigt og skrøbeligt Menneske imod det at tale med Gud? Men det samme Menneske, der blev saa betaget og saa svimmel ved at have været inde og tale med Stormanden eller Kongen, han vilde maaskee, hvis han overhovedet hører til dem, som bede, reise sig fra sin Bøn, som om slet intet særegent eller overordentligt, var vederfaret ham; og der er maaskee heller ikke vederfaret ham noget overordentligt, efterdi han ikke i egentlig Forstand bad. Han bad ikke i Ydmyghed, og til Gud kan kun den ydmyge tale; han bad ikke i Troen, og Gud kan kun bønhøre den troende og svare den troende. Saaledes blev heller ikke hans Bøn hvad en Bøn i dybere Forstand, paa sit høieste skal være, en Samtale med Gud. 

Dermed har jeg vel netop berørt alt, hvad vi med Hensyn til Bønnen lære af den cananæiske Qvinde, idet jeg sagde, at kun den ydmyge kan tale til Gud, og at Gud kan kun give den troende Svar, samt at Bønnen, naar den er, hvad den retteligt skal være, er en Samtale med Gud. Thi lære vi ikke af den cananæiske Qvinde, at kun den ydmyge kan tale til Gud, det vil sige tale saaledes til Gud, at Gud igjen taler til ham, at der skeer en Meddelelse mellem Gud og ham? Thi i almindelig Forstand tale til Gud, det kan jo rigtignok ethvert Menneske, ligesom tale om ham; og der bliver talt om, ja til Gud, o saaledes, mine Medchr. at, naar de, der have talt saaledes, engang komme til ret Erkjendelse af, hvem de have talt til, ville de med Skam og Blusel skjule deres Aasyn, ja skjule sig selv i Fortabelsens Afgrunde. Om Gud hører dem, naar de saaledes tale? Ja, han hører alt, og hører dem i en anden Forstand dog ikke. Thi, vi kunne ogsaa sige, Gud har en dobbelt Maade at høre paa; han har Retfærdighedens Øre og Kjærlighedens og Barmhjertighedens; men hans evige, indre hellige Væsen berøres eller krænkes ikke af nogen menneskelig Bespottelse eller nogen formastelig Færd. Men hvad et Menneske i Frækhed og Formastelse slynger imod ham, det skal Guds straffende Retfærdighed engang slynge knusende tilbageover Mennesket selv. Derved ville vi nu imidlertid ikke opholde os, ved det afmægtige Oprør, hvori et Menneske kan stille sig til Gud. Hvad der, for at komme til den rette Forstaaelse, ligger os nærmere at tale om, er den Maade, hvorpaa det uomvendte Sindelag kan henvende sig til Gud, hvorpaa det stolte Sind kan tale til ham, Hykleren søge ham; naar Mennesket kaster sig i Støvet for Gud og mener derved at nedlade sig; mener det vel just ikke men har dog en Følelse, som om der overgik ham noget nedværdigende, noget ringe, istedetfor at det er det høieste, der er givet Mennesket, at kunne søge Gud i Bønnen, at henvende Ordet til ham med samme Tillid og Fortrøstning som Barnet til Faderen. Men har du tænkt ret over det, min Medchr. at naar et Menneske hengiver sig i Bønnen, saa fremstiller han sig selv for Gud saaledes, som han er, ikke som han bilder sig ind at være eller som han vil gjælde for at ære, men som han i Sandhed er, og saaledes seer Gud ham; og som han er, saaledes er Gud imod ham og saaledes hører han ham enten efter sin Retfærdighed, sin dømmende Sandhed eller efter sin Miskundhed og Kjerlighed, saa at Mennesket i Bønnen nødvendigen altid er enten under Dommen eller under Naaden.

Har du tænkt ret derover? Det er i sig selv indlysende nok; men denne Eftertanke fører til mange Slutninger og kaster et Lys over vort Forhold til Gud. Derfor kan ogsaa Mennesket, naar han er opmærksom paa sig selv, netop i Bønnen gjøre de dybeste Indblik i sit eget Væsen og allermeest komme til at kjende sig selv, fordi han er saaledes under Sandhedens Lys og under den Hellig-Aands Aabenbarelser. Vidunderligt er det i Sandhed med Bønnen! I den gjør den troende sine høieste indre Erfaringer, skal ogsaa gjøre den Erfaring, at kun den ydmyge kan tale til Gud, kun den, der ligeoverfor Gud og altsaa i Bønnen-— thi i Bønnen staaer et Menneske ligeoverfor Gud — kun den, der ligeoverfor Gud føler sit uendelige intet, føler sin Skyld, saa at alt, hvorved han er og hvorved han bestaaer, kun er en Længsel efter Gud, kun han kan tale til Gud saaledes, at hans Tale til Gud bliver en Tale med Gud. Mindes vi ikke derom ved Begivenheden med den cananæiske Qvinde? Thi havde hun ikke været ydmyg, saa ydmyg, at hun i Grunden er til Forargelse for Verden, hvorledes skulde hun saa have bestaaet for det strenge Ord fra Herrens Mund, det strengeste næsten, der er talt af ham, et Ord, der minder os om hans egen Advarsel: „giver ei Hundene det hellige og kaster ikke Perler for Sviin"; saaledes talte han til hende, som om han ved at hjælpe hende, vilde give Hundene det hellige? Havde hun ikke været ydmyg som kun den kan bære det, der i Trængsel og Nød finder sig ligeoverfor Almagten, for Gud, saa vilde hun heller ikke havt Troens Svar, dette Svar, der under den dybe Selvfornedrelse, som det røber, dog er saa usigeligt gribende og rørende: „jo Herre, Hunde æde dog af de Smuler, som falde fra deres Herrers Bord". Men det stolte Menneske, som ikke i Bønnen kan stille sig blot for Guds Retfærdigheds Dom og ydmyge sig under den, hvor vil han engang længes efter at mættes af de Smuler, der falde fra de saliges Bord, naar Menneskets Søn er i sit Rige og hans herliggjorte med ham. 

Beder, saa skal Eder gives, leder, saa skulle I finde, banker, saa skal der oplades for Eder. Saaledes lyder Forjættelsen, og I kunne ikke nægte det, chr. V. den lyder med Myndighed; ikke som et Menneske kan tale, naar han stræber at trøste den lidende, den ulykkelige, og han da henviser ham til at fatte sin Sjæl i Fortrøstning til Gud og søge ham i Bønnen: Hjælpen skal dog maaskee komme for Forventningen. Nei, her er slet intet „maaskee", intet Hensyn, ingen vaklende Opfordring, ingen Lyd af Tvivl i Utaalmodigheden: beder, siger Herren, saa skal Eder gives, leder, saa skulle I finde. Men maaskee du har bedet og intet faaet, ledt og ikke fundet? Kan ganske vist gjerne være, min Medchr. Qvinden i Evangeliet fik heller ikke paa sin første Bøn, men hun lod sig ikke tilbagevise, hun havde endnu inderligere, mere indtrængende Ord, som den lidende og ulykkelige gjerne har det, naar han er ydmyg; Ord af endnu inderligere Hengivelse og Selvfornægtelse, som den troende gjerne har det, naar han er i Trængsel.

Maaskee du ogsaa har banket, men Naadens Dør er forbleven uoplukket? Det var den dybeste Elendighed. Forstaaer du det, saa bliver der maaskee lukket op; derpaa ventes der. Thi maaskee du heller ikke har lukket op for Jesus Christus. Vi Mennesker ere saa let færdige til at klage over, at Gud tøver, at han holder sig tilbage paa vor Bøn og Begjæring, at Forjættelserne ikke kunne tages og forstaaes som de lyde; men vi tænkte saa lidet paa, hvorlænge vi tøvede, inden vi aabnede Gud vore Sjæle og vore Hjerter. Thi Jesus Christus banker paa ogsaa hos dig og vil indlades; han bliver ikke træt; idetmindste er han vel endnu ikke bleven det. Hvor snart trættes dog et Menneske fremfor Herren, som om ikke han trængte til Herren, men Herren derimod til ham. Derfor vilde vi alle være fortabte, om Gud ikke var langmodigere end Menneskene. Bliv du altsaa kun ikke træt, min Tilh. Jesu Christi Ord skulle nok vise deres Sandhed og Gyldighed, naar du blot forstaaer at bede. Men det er maaskee det du skal lære: at bede i Ydmyghed og banke paa i Troen; den cananæiske Qvinde maatte jo lære det gjennem Trængsel og Nød, under haarde og haanlige Ord; mange Mennesker maae og lære det saaledes. Vide I ogsaa chr. V. at Jesus Christus har talt saaledes om Bønnen, som intet Menneske af sig selv turde tale, fordi det af et Menneske vilde være formasteligt at tale saaledes? Han har talt, som et Menneske kan tale, der dristigt lover og tilsiger paa en andens Vegne, en andens Bekostning; og de, der høre det, sige saa maaskee det kan han nu gjøre, saa dristigt kan han love og tilsige paa den andens Vegne, fordi han er hans Søn eller hans Ven eller staaer ham saa nær og kjender ham saa nøie; en anden turde ikke vove det. Kunde vi nu blot finde Hjerte til at sige dette om Guds Søn. Thi saaledes har Jesus Christus talt om Bønnen som kun den, der var eet med Faderen kunde gjøre det, efterdi jo kun han har Raadighed over det, som Faderen ser. Der er især to mærkværdige Lignelser af Jesus om Bønnens Kraft; de findes begge hos Evangelisten Lukas, den ene i det attende Capitel, hvor han lærer os, at man bør altid bede og ikke blive træt, og fortæller om den uretfærdige Dommer, der længe ikke vilde skaffe en forurettet Enke Ret, men endelig sagde til sig selv: skjøndt jeg hverken frygter Gud eller undseer mig for noget Menneske, vil jeg dog skaffe denne Enke Ret, at hun ikke uden Ophør skal komme og overhænge mig. Men da siger Herren: hører dog hvad den uretfærdige Dommer siger. Skulde da Gud ikke skaffe sine Udvalgte Ret, som raabe til ham Dag og Nat; jeg siger Eder, han skal snart skaffe dem Ret. Dog, naar Menneskenes Søn kommer, mon han skal finde Troen paa Jorden! Giver Herren os ikke her et betydningsfuldt Vink om, at naar vor Bøn ingen Frugt har, saa er det fordi den ikke skeer i Troen? Den anden Lignelse findes i det ellevte Capitel hos samme Evangelist og lyder saaledes: om nogen af Eder haver en Ven og vilde gaae til ham om Midnat og sige ti! ham: kjære, laan mig tre Brød, efterdi en Ven er kommen til mig fra Reisen, og jeg haver intet at sætte for ham; og han derinde skulde svare og sige: gjør mig ikke Uro; Døren er nu tillukt, og mine Børn ere med mig i Senge; jeg kan ikke staae op og give dig. Da siger jeg Eder: dersom han og ikke staaer op og giver ham, fordi han er hans Ven, saa staaer han dog op for hans Ubluheds Skyld, og giver ham saamange, som han har behov. Og da tilføier Herren: og jeg siger Eder, beder, saa skal Eder gives, leder, saa skulle I finde, banker, saa skal der oplukkes for Eder, saa at han sammenligner Gud med et Menneske, der giver for Paatrængenhedens Skyld, og opfordrer derfor til at bede, fordi Gud kan ikke holde sig tilbage. Turde et Menneske paatage sig Myndighed til at tale saaledes? Nei, men Christus har talt saaledes og turde det som Faderens Eenbaarne. Er det da ikke en vidunderlig Sag? Og vi blive efter saadanne Forjættelser trætte af at bede og mistrøstige, som om vi bade forgjæves. Sagtens maa det da være, at vi ikke forstaae ret at bede. Men der er dog noget saa trøsteligt i disse Herrens Tilsagn, at vi vel maatte vedblive at øve os, indtil vi forstaae det og lære det, at vi og maae blive bønhørte.

Nu, chr. V. jeg kjender adskillige Forklaringer af Herrens Ord om Bønnen, men selv har jeg, som I kunne tænke, kun een, som jeg ogsaa gjerne vil give Eder. Dog kunde det nok være, at der var dem iblandt Eder, hvem denne Forklaring vilde blive for stærk, saa jeg kommer vel til at give Eder den lidt lemfældigen, naar jeg skal give Eder den. Thi jeg tør ikke sige, hvad mange have meent ligesom at maatte undskylde eller forsvare Herren med, fordi han har talt saa ufatteligt om Bønnen, nemlig, at „eet er fornødent" og at naar han har talt saa stærke Ord om Bønnens uimodstaaelige Kraft, saa har han ogsaa nødvendigviis maattet sigte til dette ene alene. Jeg kan nu ikke troe andet, end at Mennesket ved Bønnen maa kunne bringe det dertil, at han faaer alt af Gud, hvad han i Sandhed har behov, om det ogsaa kun er et timeligt Behov; ja jeg maa i Kraft af Herrens Ord og Tilsagn antage, at Gud endogsaa heri vil rette sig noget efter menneskelig Skrøbelighed, naar denne Skrøbelighed boer i Ydmyghed. Og naar det nu endelig er en Bøn i Troen, skulde Gud da ikke høre den? Saa maatte da Troen være det usleste i Verden, istedetfor at den er det høieste, noget saa høit, at et Menneskeliv ikke strækker til for at rumme dens Herlighed, skjøndt et Menneske ved den kan have Himlen paa Jorden. Alligevel, høre er endnu ikke at bønhøre. Men naar Gud kun hører dig; hvilken usigelig Salighed! Ogsaa jeg er et Menneske i stor Skrøbelighed og følsom nok for denne Verdens Herlighed, skjøndt vel mindre end jeg har været det; men om nogen bød mig Valget imellem det største og herligste i Verden og Forvisningen om, at Gud hører mig i Naade; en Forvisning, jeg dog fortrøster mig til at have — hvad skulde kunne give mig Vederlag for den, om jeg tabte den, eller opveie den, at jeg vilde bortbytte den? Thi at Gud hører et Menneskes Bøn, deri er noget ubeskriveligt, noget, som Mennesket ikke for Alvor kan tænke sig, gjennemtænke, uden at han maa føle sig opløftet over Verden, hævet over al dens Fryd og Smerte, dens Trængsel og Lyst, dens Herlighed og Forkænkelighed. Og naar et Menneske beder opfyldt af denne Bevidsthed, at Gud hører ham, saa at Forvisningen derom i samme Øieblik boer i hans Sjæl, saa bliver hans Bøn en Samtale med Gud, og Høren og Bønhørelse bliver ham egentlig et og det samme. Det er noget, der slet ikke kan faae Rum i hans Sjæl, det Spørgsmaal, om han ogsaa bliver bønhørt; det er ham nok, at Gud hører; med det samme veed han, at det skeer, der er ham til gode, at intet andet kan vederfares ham, end hvad der er til hans Trøst, hans Fred, hans Frelse og Salighed; thi Aanden vidner med hans Aand, at han er Guds Eiendom, et Barn af Faderen i Himlen, og naar en Fader forbarmer sig over sine Børn, skulde Gud da ikke forbarme sig over dem, som elske ham. Og naar hans Bøn er tilende, saa føler han ganske vist, at der er overgaaet ham noget særegent, noget vidunderligt; saa fornemmer han, at han har hvilet, et Gjenskin af den Hvile, som den saliggjorte Sjæl fornemmer under Evighedens Morgengry, naar al det timelige Livs Piinagtighed synker hen som en dunkel Drøms Taagebilleder; thi Hvilen var under Guds Naade, i Guds Favn, i Følelsen af, at i ham ere, leve og røre vi os.  

Men vi kom jo egentlig saaledes langt bort fra den cananæiske Qvinde. Dog kan det forsaavidt være ligemeget, som det alligevel netop var hende, der førte os ud paa den Vei, ad hvilken vor Tanke tilsidst fandt Hvile hos Gud. Men Gud, som vil, at hver Sjæl skal vinde hvad den trænger til, han vil ogsaa, at vor Bøn skal være saaledes, at han kan give os det høieste, at han selv kan komme til os, saaledes som Jesus Christus sagde det: „om nogen elsker mig, da skal han holde mit Ord, og min Fader skal elske ham, og vi skulle komme til ham og tage Bolig hos ham". Mon ikke ogsaa det var Herrens Tanke med den cananæiske Qvinde, eller er der nogen iblandt Eder, chr. V. som ikke forstaaer, at hun fik uendeligt mere af Jesus Christus, end hun kunde og vilde have faaet, om han ikke havde afviist hende og derved fremkaldt i hendes Sjæl den Kraft, som drager Himlen til sig? Mon Gud saa ikke har det samme for med os, naar han synes at tøve og ikke at høre, naar han ligesom holder sig tilbage, medens vi dog bede og begjære, naar det er, som sloges vi tilbage fra den Verden, Lysets Verden, mod hvilken vi hæve os og udstrække Længselens Arme, medens ingen griber den fremrakte Haand, der maa synke mat tilbage? Saa ville vi ikke blive træt af at hæve den igjen, at vende os til Himlen saa længe, til den hører os; thi det kan være, at Gud seer det hos os, som vi ikke selv kjende eller have ret Bevidsthed om, og som han netop vil fremdrage, ligesom Herren i Qvindens Sjæl fremkaldte den Tro, som boer i Ydmyghed og derfor kan modtage alt. Derfor blive vi ved Ordet: „beder, saa skal Eder gives, leder, saa skulle I finde, banker, saa skal der oplades for Eder", og Gud give os Naade og Kraft til at bede og lede og banke ved sin Hellig-Aand for Jesu Christi Skyld! Amen!  

Jesu! din søde Forening at smage,
Længes og trænges mit Hjerte og Sind, 
Riv mig fra alt, hvad mig holder tilbage,
Drag mig i dig, min Begyndelse, ind;
Viis mig ret klarlig min Jammer og Møie,
Viis mig Fordærvelsens Afgrund i mig,
At sig Naturen i Døden kan bøie,
Aanden allene maa leve for dig.

O, hvo der kunde det Ene kun lære,
Sig at opoffre med Hjerte og Hu,
O maatte Jesus mit Alting kun være!
Jeg er desværre langt borte endnu;
Jesu! som gav mig et hørende Øre,
Ræk mig tillige din kraftige Haand,
At jeg min Vandring herefter maa føre
Ret som en Christen i Helligheds Aand.

Lad mig, o Jesu! forgjæves ei raabe;
See dog, hvor Sjælen er hungrig og træt,
Lad os, Immanuel! væve tilhobe,
Har jeg dig ene, saa bliver jeg mæt;
Fordum du sagde: de maatte forsmægte,
Dersom jeg lader dem hungrige gaae,
Evige Kjærlighed! kan du da nægte
Sjæle, der hungre, en Smule at faae?

Naadigste Jesu! nu vil jeg mig binde
Ved din den dyre Forjættelsens Pagt,
Beder og leder, saa faae I og finde,
Saa har de sanddrue Læber jo sagt;
Jeg vil med Qvinden af Canaans Egne
Raabe dig efter, og bliver ei stilt,
For du paa Bønnen til Slutning maa tegne:
Amen, ja Amen, dig skee som du vilt! 

***

Tænk, naar engang den Taageer forsvunden,
Som her sig sænker over Livet ned,
Naar Dagen evig klar er hist oprunden,
Og Lys omstraaler hvert af mine Fjed!

Tænk, naar engang er løst hver jordisk Gaade,
Besvaret hvert „Hvorfor?" jeg grunded' paa,
Men kunde ei med al min Grublen raade,
Tænk, naar jeg Herrens Vei skal klart forstaae!

Tænk, naar engang hver Hjertesorg er slukket,
Hver Vunde lægt og stillet hvert et Savn,
Hver Smertens Taare visket af, og Sukket,
Det dybe, qvalt i Kjærlighedens Favn!

Tænk, naar engang med utildækket Øie
Jeg Ham skal see, hvem her jeg troed' paa!
Tænk, naar jeg hist mit Knæ skal for ham bøie,
Naar jeg med Tak skal for hans Aasyn staae!

Tænk, naar engang jeg uden Synd skal leve,
Hver Tanke reen, hver Gjerning uden Brøst,
Naar aldrig jeg behøver meer at bæve
For Muligheden af en syndig Lyst!

Tænk, naar engang hvert Hjertebaand, som knytted'
Til Mennesker mig her i Støvets Land,
Har Jordens Kaar med Himmerigs ombyttet,
Og Intet Sjelene adskille kan!

Tænk, naar engang i Himlens gyldne Sale
Jeg med den Ven, jeg her paa Jorden fandt,
I Lyset om et evigt Liv skal tale
Og — om det Liv, der som en Drøm forsvandt!

Du blide Tanke! tal du i mit Hjerte,
Hvergang mig Veien tykkes lang og slem!
Du sødt skal dæmpe hver en bitter Smerte,
Og lokke Smilet gjennem Taaren frem.