Gunvor Sandvads prædiken 1. søndag i fasten

Jesus var i ørkenen, hørte vi. I ørkenen led Jesus store afsavn. Han fastede dag og nat i 40 døgn. Det er lang tid – over en måned – lige så lang tid, som der nu er til påske. Jesus blev mere tynd og mere udmattet, for hver dag, der gik – og efter 40 døgn uden vand og brød, var han tæt på at dø. 

Om 2½ uge er det den 11. marts. Vi får med garanti endnu engang det TV-klip at se fra pressemødet 11. marts sidste år, hvor statsministeren lukkede hele Danmark ned. Det er altså næsten et år siden nu. Det år med corona kan godt sammenlignes med at være i en ørken.  

Ligesom Jesus led afsavn i ørkenen, er der mange, som har lidt tab og afsavn det seneste års tid - og sulter nu. Ikke at vi sulter efter at stene kunne blive til brød. Tværtimod: Ifølge statistikkerne slår salget af kager alle rekorder for tiden!  

Men vi sulter efter samvær med familie og venner – og at kunne gøre de ting sammen, som vi gjorde før, epidemien satte en stopper for det hele. Det er hårdt at blive ved med at undvære samvær og en almindelig hverdag.

I tirsdags var der denne helsides annonce i aviserne (vise) 

På billedet ser vi en dame, som lægger puslespil. Men hun kigger i en anden retning. Hun gider ikke længere sidde i stuen for sig selv og lægge puslespil. Måske er det fjerde gang, hun lægger det samme puslespil. ”Hav tålmodighed. Lidt endnu. Vi kan godt.” står der.  

Det er Sundhedsstyrelsen, som appellerer til vores gode vilje og udholdenhed. De ved godt, at vi alle er ved at være tyndslidte og utålmodige efter lang tid med restriktioner. Når man er tyndslidt, er det endnu sværere at holde fast i alt det, vi har lært om at holde afstand og se så få som muligt. Man kan godt blive fristet til at blæse alle restriktioner et langt stykke: Rejse langt væk fra det hele - samles med dem, man savner – kramme til højre og venstre – shoppe amok, hvis butikkerne får lov til at åbne snart.  

Da Jesus var i ørkenen, blev han fristet af Djævelen. Tre gange blev han fristet. Men Jesus modstod fristelsen og sagde nej. Fristelsen i ørkenen er ikke kun en gammel beretning i Bibelen. Den foregår hver dag og i hvert menneske, når vi står i situationer, hvor vi skal vælge.  

Først foreslår Djævelen, at Jesus skal sige til stenene, at de skal blive til brød, så han ikke længere skal sulte. Der er mange sten i en ørken. Så hvad kunne der ske ved, at Jesus lavede et par af dem om til brød? Men Jesus afviste forslaget. Han ville ikke bruge sine guddommelige kræfter på at tilfredsstille sine egne behov her og nu. Vi lever også af Guds ord, sagde han. Guds ord, der siger, at du skal elske din næste. 

Det viser vejen for dig og mig, når vi skal vælge og beslutte os: Gør jeg nu det her, først og fremmest for at tilfredsstille mine egne behov? Vil det være bedre for de andre, at jeg lader være? Jesus faldt ikke for fristelsen til kun at tænke på sig selv. Han havde hensynet og omsorgen for andre mennesker med i sine tanker. Han brugte sine guddommelige kræfter på andre – ikke på sig selv. 

Djævelens anden fristelse går ud på, at Jesus skal kaste sig ud fra tempelmuren – og så tro på, at Gud vil sende engle, der griber ham før han rammer jorden og slår sig ihjel. Men Jesus afviser fristelsen og siger: Du må ikke udfordre Gud.  

Det handler om vores forhold og forventninger til Gud. Vi må ikke stille krav til Gud om at gøre mirakler for os. Når det sker, at Gud gør et mirakel – når vi bliver reddet – når det går, som vi drømmer om – eller endnu bedre end vi turde drømme om – så er det Guds frie gave til os. En gave vi kan tage imod og være taknemlige for. Vi kan bede Gud om mirakler – og sige tak når vi bliver reddet. Men vi kan ikke kræve eller forlange det af Gud. 

Den tredje fristelse handler om magt. At få magten for enhver pris. Kast dig ned og tilbed mig, så skal du få al magten af mig, siger Djævelen. Nej, svarer Jesus. Det er Gud og kun Gud, vi skal tilbede og følge. Jesus fulgte Guds vej. Han gav sit liv bort i kærlighed. Følg Gud – og giv dit liv væk i kærlighed til andre. 

Og så kunne jeg jo godt sige ”Amen” her. Men jeg synes, det ville være at svigte. For så går vi jo ene og alene hjem med en appel til vores gode vilje. Det er ikke nok: 

For ind imellem ramler tilværelsen sammen omkring os. Måske er vi blevet ramt af en stribe ulykker. Måske er vi bange, tyndslidte, fulde af sorg. Når man er presset og langt nede, siver viljestyrken hurtigt ud af en. Ligesom luften fra et punkteret cykeldæk. Måske siver også troen på Gud med ud. Enhver kamp og appel om at stå fast i tro og være næstekærlig – ser ud til at være dømt til nederlag på forhånd.  

Derfor skal vi høre salmen: ”Vær stærk, min sjæl i denne tid.” nr. 635, som også står på det uddelte ark. Den er skrevet af den norske salmedigter Svein Ellingsen. Han havde en særlig evne til at finde ord, der kan give håb, når man har mistet modet. Jeg kan især godt lide vers 2: 

Selv når vi er langt nede, er der mere at sige: Giv plads og rum til håbet. De sidste ord Jesus sagde efter sin opstandelse, var: Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Det løfte blev gentaget og sagt til os hver især, dengang vi blev døbt.  

Jesus Kristus er med os på vejen gennem livet. Og når vi taber i vores strid, og lider nederlag på stribe, så er han der stadigvæk. Jesus Kristus er hos os og giver os Guds tilgivelse. Han får os på benene igen og giver os lov til at begynde på en frisk. Og det bliver han ved med indtil verdens ende. På den måde bliver vi stærke, selvom vi er svage. Vi hviler i Guds fremtid. Vi er i gode hænder. Vi kan tro på, at det ender godt. 

Paulus skrev i det brev, vi hørte før: Nu er det frelsens dag! – Det gælder for dig og mig. 

Amen.