Tusind tak, fordi I allesammen er kommet i dag. Det betyder så meget for os. Vi er glade for at kunne samles og fejre, at endnu et år med DGS er gået.
På en dag som i dag er det svært at snævre ind, hvad man vil sige.
Der er mange at takke, mange gode historier fra året og mange vigtige kampe at fejre.
I politik er der mange, der er glade for at tage ordet – inklusiv mig selv…
Og 25/26 har givet mange anledninger til at tage ordet. En del af jer, som har hørt mig tale før, ved, at jeg nemmest holder taler, når der ligger en frustration bag.
Når der er noget, jeg er utilfreds med.
Men i dag har jeg ikke noget at være utilfreds over, så min tale bliver lidt anderledes, end jeg er vant til.
Da jeg tiltrådte som forperson for snart et år siden, læste jeg i DGS-bogen Er lyst for de lærde blot. Her fandt jeg et citat af Knud Holt, som resonerede meget med mig.
Han skrev:
"Unge deltager ikke i græsrodsaktiviteter, fordi de er politiske, men de bliver politiske af at deltage i græsrodsaktiviteter."
Da jeg læste det, så jeg mig selv 100 % i det.
Da jeg startede i DGS, havde jeg som sådan ikke nogen interesse for politik. Jeg havde godt hørt lidt om elevfordeling derhjemme, men dengang syntes jeg, det lød kedeligt og kompliceret.
Jeg havde altså ikke en stor interesse for politik eller særlig meget viden om det, men jeg var totalt optaget af fællesskab.
Så da jeg dukkede op fem minutter for sent i DGS Østjyllands lokaler inde i Aarhus Midtby, var det fællesskabet, der fangede mig. En flok unge gymnasieelever, der tilbød pizza, en runde om, hvad man godt gad forandre ved sit gymnasium, og en lille øl var nok til at overbevise mig om, at hey ... måske er det der elevfordeling egentlig spændende nok.
Fællesskabet fik mig til at blive hængende –
den gratis aftensmad hjalp også…
Og ved at blive hængende fik jeg lov til at være med til at gøre en forskel, ikke kun som aktiv i min region, men senere også i spidsen for organisationen.
Og hvis vi vil have folk til at blive hængende i DGS, så skal vores græsrodsaktiviteter have lov til at blomstre endnu mere. Så man starter med at nyde pizzaen, andre har bestilt, og til sidst ender med selv at stå og ringe efter pizzaen.
Det kræver ikke kun, at det er fedt at sidde i DGS på grund af fællesskabet, men også at vi viser, at det gør en reel forskel at engagere sig – både for sig selv og for sine venner.
At vi viser, at det her fællesskab, er et fællesskab, der faktisk ændrer noget.
Hvert eneste år skal vi have nye gymnasieelever til at tro på det og tage del i kampen.
Det er det vilkår, DGS lever med, når alle ens medlemmer er skiftet ud i løbet af tre år, og vores HF'ere, som vi typisk kun har glæde af i to år.
Det er ret vildt at tænke over, at man efter to eller tre år på gymnasiet kan stå i spidsen for denne organisation.
DGS' magt er ikke vores økonomiske midler.
Siden 20/21 har vi fået mange flere DGS-dollars, og vi er ikke bange for at bruge dem…
DGS' magt er heller ikke vores evne til at komme med politiske udspil.
Vi har ikke et kæmpe sekretariat, som kan regne på vores politik eller dechifrere lovforslag.
Vores magt ligger heller ikke i vores netværk, for når man som ledelse kun sidder et år, er det begrænset, hvor mange relationer man kan nå at opbygge.
Vores magt er i stedet mennesker.
Mine bedste minder fra det sidste år er de øjeblikke, hvor jeg har kunnet mærke det.
Fra da vi holdt sommerkursus i Tommerup med et stærkt fjern sekretariat og engagerede gymnasieelever.
Til da vi kørte Demokratiekspres, og hjulene på bussen drejede rundt og rundt til over 120 gymnasier.
Til da vi holdt landsmøde, hvor jeg og mange andre fik lov til at tale endnu mere med de mennesker, det hele det handler om – gymnasieeleverne – og se dem gå på talerstolen og tale for deres mærkesager. Det var enormt inspirerende.
Jeg håber, at alle de elever, der har været aktive i DGS i løbet af året 25/26, har oplevet, at de har gjort en forskel. Ikke fordi de har siddet i en hovedbestyrelse og hørt på politiske og økonomiske oplæg.
Men fordi de føler, at de har gjort en forskel lokalt på deres egen skole, og at de har mærket, at det at samle sig om noget større i en fælles kamp bærer frugt.
I starten af 25/26 havde vi Lawand forbi vores hovedbestyrelsesmøde.
Han skulle nemlig holde et debatkursus for os. Og som led i kurset fortalte han om sine fordomme om DGS.
Jeg slog mig over flere af dem, men én af dem lidt mere end de andre:
"DGS er nogle uerfarne unge, der mangler faglighed og er unuancerede."
Det skal lige siges, at han også havde en masse positive fordomme om os...
Men når jeg ser tilbage på det år, vi har haft i DGS, bliver jeg kun mere bekræftet i min egen holdning:
At Lawand tog fejl.
DGS'ere er meget erfarne. Andet ville være skørt. Det er jo os, der er hverdagens eksperter.
Vi mangler ikke faglighed.
Vi sluger politiske oplæg til os, sætter os langt ind i mærkesager så niche, at andre bliver overraskede over, hvor meget vi ved, og hvor meget vi er villige til at dykke ned i tingene.
Og at være unuancerede ...
Det synes jeg virkelig ikke, man kan kalde os.
For hvert år jeg har været aktiv i DGS, har organisationen åbnet sig for flere nuancer, flere måder at se sagerne på og blevet bedre til ikke kun at kigge udad, men også indad.
At samarbejde, at forstå og at stille spørgsmål ved: "Sådan har vi altid gjort."
DGS er blevet både stærk og stor, som DGS-sangen siger, vi skal være.
Vi har vundet en del sejre i år:
Kanonliste, karakterskala og nu gratis transport til unge.
Det var ikke sket, hvis vi ikke havde erfaringerne, fagligheden og et nuanceret syn på politik.
DGS er en vigtig spiller i spillet, og der er mange mål, der stadig skal scores. Og de mål bliver kun scoret, hvis DGS fortsætter med at kunne noget af det, vi altid har kunnet:
At vi forpligter hinanden og danner den næste generation til at tage demokratisk ansvar og føre kampen videre efter os.
I DGS skal der altid være plads til dem, der ikke har den politiske opdragelse med hjemmefra, men som bliver politisk bevidste gennem de uretfærdigheder, de oplever på deres egen skole eller i vores uddannelsessystem.
Her er plads til alle, der vil være en del af fællesskabet.
Her lærer man, at der altid findes en løsning, selv på de sværeste problemer, fordi vi kæmper for noget, der er større end os selv.
Til det nye sekretariat, til de mange aktive, som skal drive regionerne det næste år, og ikke mindst til jer, Oscar, Asger og Sigge, så glæder jeg mig utroligt meget til at følge jeres arbejde.
Jeg har enormt meget tillid til jer, og jeg er sikker på, at I kommer til at gøre et skidegodt stykke arbejde.
Pas godt på hinanden, og pas godt på organisationen.
Det er et privilegium at få lov til at gøre noget, man elsker, i et helt år.
Og husk:
Man har kun DGS til låns.
Der er mange at takke for i år.
En helt særlig tak til jer, Karoline, Mads, Lukas og Sandra. Da I startede på sekretariatet, var det med vidt forskellige baggrunde og forudsætninger. Alligevel kastede I jer ud i det vanvittige projekt, som hvert eneste år i denne organisation er. Jeg vil for evigt beundre jeres mod, jeres vilje og særligt jeres tålmodighed…
Jeg har lært meget af jer og sammen med jer. Jeg glæder mig til at sidde på aktivistholdet med jer og danse natten ud.
Tak til fjernsekretariatet, som har vist, at DGS er et fællesskab og en identitet, man bare ikke kan give slip på. I har været uundværlige for at få ekspresser, stormøder og bestyrelsesmøder til at lykkes. Og så er I et fantastisk selskab, der altid bidrager med godt humør.
Tak til Alberte og Ida Sofie for at være nogle klimaqueens og altid komme med et smil, en god historie over frokosten og ikke mindst sørge for nogle superhyggelige aktiviteter i løbet af året.
Et stort tak til Julie og Nina. At have to voksne ansatte kunne godt skræmme mange gamle DGS'ere, men I er langt fra skræmmende. Tak for jeres hårde arbejde med fonde, økonomi og med at hjælpe med at holde styr på en flok unge med en masse skøre og fede idéer. I er to stjerner, som DGS ikke kan undvære.
Og til sidst det største tak til Shabnam og Maria. At være en del af et girlband med jer det sidste år har været et vildt eventyr, som er svært at sætte ord på. Jeg har sjældent mødt to så store ildsjæle som jer. Det har været en absolut fornøjelse at have DGS til låns sammen med jer.
Tak.
På en dag som i dag er det svært at snævre ind, hvad man vil sige.
Der er mange at takke, mange gode historier fra året og mange vigtige kampe at fejre.
I politik er der mange, der er glade for at tage ordet – inklusiv mig selv…
Og 25/26 har givet mange anledninger til at tage ordet. En del af jer, som har hørt mig tale før, ved, at jeg nemmest holder taler, når der ligger en frustration bag.
Når der er noget, jeg er utilfreds med.
Men i dag har jeg ikke noget at være utilfreds over, så min tale bliver lidt anderledes, end jeg er vant til.
Da jeg tiltrådte som forperson for snart et år siden, læste jeg i DGS-bogen Er lyst for de lærde blot. Her fandt jeg et citat af Knud Holt, som resonerede meget med mig.
Han skrev:
"Unge deltager ikke i græsrodsaktiviteter, fordi de er politiske, men de bliver politiske af at deltage i græsrodsaktiviteter."
Da jeg læste det, så jeg mig selv 100 % i det.
Da jeg startede i DGS, havde jeg som sådan ikke nogen interesse for politik. Jeg havde godt hørt lidt om elevfordeling derhjemme, men dengang syntes jeg, det lød kedeligt og kompliceret.
Jeg havde altså ikke en stor interesse for politik eller særlig meget viden om det, men jeg var totalt optaget af fællesskab.
Så da jeg dukkede op fem minutter for sent i DGS Østjyllands lokaler inde i Aarhus Midtby, var det fællesskabet, der fangede mig. En flok unge gymnasieelever, der tilbød pizza, en runde om, hvad man godt gad forandre ved sit gymnasium, og en lille øl var nok til at overbevise mig om, at hey ... måske er det der elevfordeling egentlig spændende nok.
Fællesskabet fik mig til at blive hængende –
den gratis aftensmad hjalp også…
Og ved at blive hængende fik jeg lov til at være med til at gøre en forskel, ikke kun som aktiv i min region, men senere også i spidsen for organisationen.
Og hvis vi vil have folk til at blive hængende i DGS, så skal vores græsrodsaktiviteter have lov til at blomstre endnu mere. Så man starter med at nyde pizzaen, andre har bestilt, og til sidst ender med selv at stå og ringe efter pizzaen.
Det kræver ikke kun, at det er fedt at sidde i DGS på grund af fællesskabet, men også at vi viser, at det gør en reel forskel at engagere sig – både for sig selv og for sine venner.
At vi viser, at det her fællesskab, er et fællesskab, der faktisk ændrer noget.
Hvert eneste år skal vi have nye gymnasieelever til at tro på det og tage del i kampen.
Det er det vilkår, DGS lever med, når alle ens medlemmer er skiftet ud i løbet af tre år, og vores HF'ere, som vi typisk kun har glæde af i to år.
Det er ret vildt at tænke over, at man efter to eller tre år på gymnasiet kan stå i spidsen for denne organisation.
DGS' magt er ikke vores økonomiske midler.
Siden 20/21 har vi fået mange flere DGS-dollars, og vi er ikke bange for at bruge dem…
DGS' magt er heller ikke vores evne til at komme med politiske udspil.
Vi har ikke et kæmpe sekretariat, som kan regne på vores politik eller dechifrere lovforslag.
Vores magt ligger heller ikke i vores netværk, for når man som ledelse kun sidder et år, er det begrænset, hvor mange relationer man kan nå at opbygge.
Vores magt er i stedet mennesker.
Mine bedste minder fra det sidste år er de øjeblikke, hvor jeg har kunnet mærke det.
Fra da vi holdt sommerkursus i Tommerup med et stærkt fjern sekretariat og engagerede gymnasieelever.
Til da vi kørte Demokratiekspres, og hjulene på bussen drejede rundt og rundt til over 120 gymnasier.
Til da vi holdt landsmøde, hvor jeg og mange andre fik lov til at tale endnu mere med de mennesker, det hele det handler om – gymnasieeleverne – og se dem gå på talerstolen og tale for deres mærkesager. Det var enormt inspirerende.
Jeg håber, at alle de elever, der har været aktive i DGS i løbet af året 25/26, har oplevet, at de har gjort en forskel. Ikke fordi de har siddet i en hovedbestyrelse og hørt på politiske og økonomiske oplæg.
Men fordi de føler, at de har gjort en forskel lokalt på deres egen skole, og at de har mærket, at det at samle sig om noget større i en fælles kamp bærer frugt.
I starten af 25/26 havde vi Lawand forbi vores hovedbestyrelsesmøde.
Han skulle nemlig holde et debatkursus for os. Og som led i kurset fortalte han om sine fordomme om DGS.
Jeg slog mig over flere af dem, men én af dem lidt mere end de andre:
"DGS er nogle uerfarne unge, der mangler faglighed og er unuancerede."
Det skal lige siges, at han også havde en masse positive fordomme om os...
Men når jeg ser tilbage på det år, vi har haft i DGS, bliver jeg kun mere bekræftet i min egen holdning:
At Lawand tog fejl.
DGS'ere er meget erfarne. Andet ville være skørt. Det er jo os, der er hverdagens eksperter.
Vi mangler ikke faglighed.
Vi sluger politiske oplæg til os, sætter os langt ind i mærkesager så niche, at andre bliver overraskede over, hvor meget vi ved, og hvor meget vi er villige til at dykke ned i tingene.
Og at være unuancerede ...
Det synes jeg virkelig ikke, man kan kalde os.
For hvert år jeg har været aktiv i DGS, har organisationen åbnet sig for flere nuancer, flere måder at se sagerne på og blevet bedre til ikke kun at kigge udad, men også indad.
At samarbejde, at forstå og at stille spørgsmål ved: "Sådan har vi altid gjort."
DGS er blevet både stærk og stor, som DGS-sangen siger, vi skal være.
Vi har vundet en del sejre i år:
Kanonliste, karakterskala og nu gratis transport til unge.
Det var ikke sket, hvis vi ikke havde erfaringerne, fagligheden og et nuanceret syn på politik.
DGS er en vigtig spiller i spillet, og der er mange mål, der stadig skal scores. Og de mål bliver kun scoret, hvis DGS fortsætter med at kunne noget af det, vi altid har kunnet:
At vi forpligter hinanden og danner den næste generation til at tage demokratisk ansvar og føre kampen videre efter os.
I DGS skal der altid være plads til dem, der ikke har den politiske opdragelse med hjemmefra, men som bliver politisk bevidste gennem de uretfærdigheder, de oplever på deres egen skole eller i vores uddannelsessystem.
Her er plads til alle, der vil være en del af fællesskabet.
Her lærer man, at der altid findes en løsning, selv på de sværeste problemer, fordi vi kæmper for noget, der er større end os selv.
Til det nye sekretariat, til de mange aktive, som skal drive regionerne det næste år, og ikke mindst til jer, Oscar, Asger og Sigge, så glæder jeg mig utroligt meget til at følge jeres arbejde.
Jeg har enormt meget tillid til jer, og jeg er sikker på, at I kommer til at gøre et skidegodt stykke arbejde.
Pas godt på hinanden, og pas godt på organisationen.
Det er et privilegium at få lov til at gøre noget, man elsker, i et helt år.
Og husk:
Man har kun DGS til låns.
Der er mange at takke for i år.
En helt særlig tak til jer, Karoline, Mads, Lukas og Sandra. Da I startede på sekretariatet, var det med vidt forskellige baggrunde og forudsætninger. Alligevel kastede I jer ud i det vanvittige projekt, som hvert eneste år i denne organisation er. Jeg vil for evigt beundre jeres mod, jeres vilje og særligt jeres tålmodighed…
Jeg har lært meget af jer og sammen med jer. Jeg glæder mig til at sidde på aktivistholdet med jer og danse natten ud.
Tak til fjernsekretariatet, som har vist, at DGS er et fællesskab og en identitet, man bare ikke kan give slip på. I har været uundværlige for at få ekspresser, stormøder og bestyrelsesmøder til at lykkes. Og så er I et fantastisk selskab, der altid bidrager med godt humør.
Tak til Alberte og Ida Sofie for at være nogle klimaqueens og altid komme med et smil, en god historie over frokosten og ikke mindst sørge for nogle superhyggelige aktiviteter i løbet af året.
Et stort tak til Julie og Nina. At have to voksne ansatte kunne godt skræmme mange gamle DGS'ere, men I er langt fra skræmmende. Tak for jeres hårde arbejde med fonde, økonomi og med at hjælpe med at holde styr på en flok unge med en masse skøre og fede idéer. I er to stjerner, som DGS ikke kan undvære.
Og til sidst det største tak til Shabnam og Maria. At være en del af et girlband med jer det sidste år har været et vildt eventyr, som er svært at sætte ord på. Jeg har sjældent mødt to så store ildsjæle som jer. Det har været en absolut fornøjelse at have DGS til låns sammen med jer.
Tak.