Kære alternativister!
Hvor er det fantastisk at se jer. Og hvor er det skønt at være samlet her i Vejle mellem skove og skrænter, hvor fjorden slynger sig ud mod Lillebælt.
Det lyder næsten som begyndelsen på en Morten Korch-film. Men glansbilledet holder ikke.
****************
Naturen er presset overalt i Danmark. Også her på egnen.
For et års tid siden deltog 1000 mennesker i begravelsen af Vejle Fjord. Vejle Fjord, der engang var fuld af liv, men som i dag er en død undervandsørken efter årtiers politisk svigt.
Ude i Lillebælt hober fedtmøget sig op. Som en pinlig påmindelse om den miljøgæld, som landbruget har efterladt – og som livet i havet betaler af på.
For nylig valgte en lokal rigmand så at ødelægge et unikt naturområde. Med gravemaskiner og bulldozere. Uden tilladelse og på trods af påbud. Fordi han havde lyst.
De her sager er ikke undtagelser. De er eksempler på, at naturen lider. Og det går stærkt derude. Så stærkt, at arter og dyr snart forsvinder hurtigere, end Inger Støjberg kan nå at råbe "ulven kommer!"
Kære venner. Det er alvor, det her: Danmarks natur er endt som et hospice for døende arter.
Indtil videre er kuren ikke kommet fra Christiansborg. Den Grønne Trepart er regeringens bedste bud, men bygger alt for meget på frivillighed og alt for lidt på krav til landbruget, der igen slipper for let og for billigt.
Selv dét, der skulle være kronjuvelen i aftalen – CO2-afgiften – endte på et latterligt lavt niveau. Og resultatet kender vi: Naturen taber. Landbruget vinder. Historien gentager sig.
****************
Mens vi herhjemme kæmper videre for naturen, er den store verden i opbrud.
Medierne taler om toldkrige og militær oprustning. Men i kulissen kæmper Trump en lige så farlig, konservativ og reaktionær værdikamp: En kamp mod frihed og frisind. Mod feminisme og antiracisme. Mod transpersoner, homoseksuelle – og kvinders ret til at bestemme over egen krop.
Herhjemme mærker vi det også. At verden ændrer sig. Tilliden til USA smuldrer – og ”hvad nu, hvis russerne kommer,” lyder det fra regeringen.
Statsministeren siger ’køb, køb, køb’, og vi modtager en besked i e-boks om, at vi skal ku’ klare os selv i tre dage med vand, dåsemad og batteriradio. Der skal oprustes og preppes. For hvad nu hvis….
Ukraine står også højt på regeringens dagsorden. Og lad mig bare slå fast, at Alternativet – ligesom resten af Folketinget – bakker op om, at Danmark skal bidrage til Ukraines kamp for frihed.
Men hvor ville jeg dog ønske, at regeringen var lige så solidariske med palæstinensernes kamp for frihed som med ukrainernes.
I stedet for at sige fra overfor Netanyahu, sender Danmark våbenkomponenter til Israel – Israel, som er i gang med at udføre et folkemord. Som holder millioner af mennesker fanget i ruiner. Og som forhindrer mad, vand og medicin i at nå frem til mennesker i akut nød.
Så kære regering:
Hvor er jeres solidaritet med Gazas børn?
Hvor er jeres fordømmelse af Israels krigsforbrydelser?
Hvorfor er I stille, når vi alle ved, hvad der foregår?
Kom nu ud af busken og sig fra. Og lad os sammen vise, at Danmark ikke er et land, der vender blikket bort fra overgreb på civile!
****************
Lad os vende blikket hjem igen. Regeringen vil som sagt opruste og bruge flere penge på forsvar og sikkerhed. Fint nok. Men når vi taler om at opruste og sikre os mod fremtiden, er jeg nødt til at spørge: Hvad med klimaoprustningen?
Klimakrisen er os’ en sikkerhedskrise. Den truer vores adgang til rent vand og ren luft. Den puster til krige og konflikter. Og den fører til flere tørker og oversvømmelser, sådan som vi blandt andet har set i Danmark, Tyskland og Spanien.
I år er det 10 år siden, Paris-aftalen blev indgået. Men jubilæumsfesten er aflyst. For handlingen er udeblevet. Verden har kurs mod en 2-3 graders temperaturstigning, hvilket vil få uoverskuelige konsekvenser.
”Vi er på vej ud over kanten på en rund planet,” som Peter Sommer synger. Og hvor har han dog ret.
Nogen vil måske påpege, at Danmark har kurs mod at nå vores 2030-mål. Jo jo, men hvis resten af verden levede som os, ville det stadig kræve fem jordkloder – og vi har altså kun én. Samtidig ser vi, at den grønne omstilling er gået helt i stå under SVM-regeringen. Særligt når det gælder havvind og vindmøller.
Virkeligheden er, at der mangler klimapolitisk lederskab i Danmark. Regeringen vil lytter hellere til kvotekonger, Aalborg Portland og landbrugslobbyen, end den vil lytte til naturen og videnskaben.
Uden pres fra Alternativet, fra den grønne opposition, fra forskerne, fra NGO’erne og fra klimabevægelsen, var der aldrig sket noget som helst.
Så vi må kæmpe videre. Fastholde presset. Ikke mindst når vi om lidt snart skal til at forhandle om et nyt klimamål for 2035.
****************
Her kan danskerne regne med Alternativet. Vi foreslår, at det nye klimamål skal være 100 pct. reduktion i 2035. Alt andet er simpelthen useriøst. Og uansvarligt.
Når vi skal vedtage et nyt klimamål, er det også vigtigt at forbedre klimaloven. Fx bør hensynet til natur og biodiversitet skrives ind, mens hensynet til økonomisk vækst og konkurrenceevne skal skrives ud. For klimaloven er ikke et økonomisk væksteventyr – det er en fuldstændig nødvendig redningsplan.
Vi vil ha’ bæredygtighed skrevet ind som et ufravigeligt krav.
Vi vil ha’ et klimatopmøde i Danmark hvert andet år.
Og vi vil ha’ et nordisk klimaråd, der skal understøtte forskning i, hvordan klimaforandringerne vil ramme os her i Norden.
Kort sagt vil vi ha’ ægte klimaoprustning! Sådan som vi foreslår i vores nye udspil.
Ægte klimaoprustning handler om at skabe et samfund, der sætter mennesker og miljø over kortsigtet profit.
Ægte klimaoprustning handler om at omlægge landbruget markant. At få mindre animalsk produktion og mere planteproduktion. Og at reducere brugen af sprøjtegifte, så de ikke ender i vores fødevarer og drikkevand.
Ægte klimaoprustning handler om, at vi skal blive bedre til at genbruge og renovere mere bæredygtigt. At vi skal skærpe kravene til alt nybyggeri. Og sikre, at flere materialer bliver genanvendt.
****************
Ægte klimaoprustning handler grundlæggende om politiske prioriteter. Om at træffe politiske valg. Der er så mange ting, vi kan gøre – så mange knapper, vi kan skrue på. Hvis bare vi vil.
Så hvorfor er det stadig så p***** dyrt at leve grønt?
Pointen er, at det er politisk valg, om det skal være lettere og billigere at leve grønt.
Det er et politisk valg, at økologisk svinekød er langt dyrere end det konventionelle.
Det er et politisk valg, at det i dag er dyrt at bygge og renovere bæredygtigt, men nærmest gratis at rive gamle bygninger i god stand ned.
Og det er et politisk valg, at det i dag er dyrt at tage toget, mens staten stadig pumper milliarder i endnu flere motorveje.
Men den grønne omstilling er ikke et elitært projekt. Det er folke-projekt. Og den vil komme mange til gode, hvis vi gør det rigtigt.
Det burde sådan set være en no brainer. Men det er det ikke. Fordi vi har skabt et samfund, et system, hvor det stadig er kontroversielt at kræve, at forureneren betaler en rimelig pris for sin forurening.
****************
Netop systemkritikken af det moderne samfund var noget af det, som den danske digter Inger Christensen – som er født her i Vejle – tidligt havde blik for.
Inger Christensen var i en klasse for sig, når det kom til at sætte ord og billeder på menneskets forbundethed til naturen. Men hun havde også blik for, hvordan det moderne vækstsamfund er ved at ødelægge naturgrundlaget og øger afstanden mellem os mennesker.
Som når hun kritiserede politikerne for, at de ikke magtede ”at se landets borgere som andet og mere end producenter og forbrugere, en slags rationelt fungerende maskiner.”.
Eller når hun i et af sine essays spurgte: ”Kan Jorden tilgive os? Jorden, der (…) har brugt årsmillioner på at frembringe det naturgrundlag, hvor vi, en helt tilfældig dag i universets tid, kunne opstå. Men knap har vi været her i nogle årtusinder, før vi bringer dette naturgrundlag i fare.”.
Kan I genkende kritikken, venner? Kritikken af et system og en økonomi, der reducerer naturen til ressourcer, mennesker til forbrugere, og kultur til noget, der skal prissættes og masseproduceres?
Det er netop den kritik, som Alternativet er vokset ud af. Som et modsvar til et system, der prioriterer vækst og velstand over økologisk og menneskelig trivsel. Hvor uligheden vokser. Og hvor vi er mange, der kæmper med at finde mening med konkurrencestatens hamsterhjul.
Når jeg ser mig omkring, så mærker jeg stærkere end nogensinde før: At der er brug for et ægte alternativ til status quo.
I Alternativet tror på noget andet. På et samfund, hvor lighed, bæredygtighed og kreativitet går hånd i hånd. Hvor der er plads til omsorg. Til trivsel. Og til det gode børne- og familieliv.
Det er der ikke i dag. Tænk bare på Socialdemokratiets forslag om, at pædagoger skal til at hente børn i små "børnetaxier" om morgenen. Så forældre kan spare tid og komme hurtigt på arbejde.
Det er jo ikke en løsning. Det er et symptom på, at noget af helt galt.
I Danmark har vi brug for at diskutere, hvordan vi skaber et moderne arbejdsmarked – et mere fleksibelt arbejdsmarked, der passer til det liv, som vi gerne vil leve.
Måske er svaret en 30 timers arbejdsuge.
Måske er det en udvidet ret til deltidsarbejde.
Eller måske noget helt tredje, som vi ikke tænkt på endnu.
Pointen er, at vi er nødt til at tænke i helt nye baner, hvis vi vil genskabe balancen i hverdagen.
Det samme gælder, når vi taler om vores børn. Flere af dem er i mistrivsel, fordi de reagerer på det samfund, vi har skabt. Et samfund, der ikke prioriterer tid mening og omsorg – men har fokus på at producere flere arbejdere til samlebåndet.
****************
Og nu – kære alternativister – nærmer vi os slutningen. Her får jeg lyst til at sige til jer, at den største barriere for vores succes ikke kommer fra klimaskeptikere på højrefløjen eller politiske klogeåger, der år efter år dømmer os ude.
Nej, den største barriere kommer fra os selv. Fra en indre stemme, der en gang imellem hvisker os i øret, at forandring er umulig.
Når det sker, så rank lige ryggen og husk på, hvad vi sammen har opnået: At vi sammen gik forrest med klimaloven og borgerforslag. Og at vi har fået hele Danmark til at diskutere nedsat arbejdstid og kødfrie dage.
Det skal I være stolte af! Og det skal I bruge til at huske, hvorfor vi er her: Vi er her for at udfordre det bestående. Vi er her for gå de veje, som ingen har tænkt på at gå.
Alternativet er et skoleeksempel på, at forandring kommer nedefra. At helt almindelige mennesker kan skabe store forandringer, når vi går sammen. Når vi løfter i flok.
Det får vi brug for igen om lidt. Vi står overfor et kommunalvalg til november og et folketingsvalg, som ingen ved, hvornår kommer.
Her er der brug for, at alle yder en ekstra indsats. Det er ikke kun vores fantastiske kandidaters ansvar, at vi får et godt valg. Det er vores fælles ansvar.
Vi har ikke en milliondyr kampagne. Men vi har hinanden. Vi har ideernes kraft. Og vi har modet til samtalen.
Samtalen er vores vigtigste våben. Alternativet opstod efter en samtale på et gadehjørne. En samtale, der blev til en lidt større samtale om et køkkenbord, der blev til en endnu større samtale til et politisk laboratorium.
I dag står vi så her. Som et parti. Som bevægelse. Alt sammen på grund af en samtale om at skabe et alternativ.
Så kære venner, lad det være min sidste opfordring til jer: Kast jer ind i samtalerne! På arbejdspladsen, i skolen, i kantinen og i bussen. Til fødselsdage og familiefester. På barstolen og på floor. Og alle andre steder. For det er sådan, vi skaber forandring. Samtale efter samtale. Gadehjørne efter gadehjørne. I Vejle som på Vesterbro. Kan I have et godt landsmøde!