Det er okay at fylde, det er okay at stå op for dig selv, det er okay at tro på at du godt kan.
Da vi var små troede vi på at vi kunne være hvad vi ville fra prinsesse til astronaut.
Kun fantasien satte grænser, da vi blev ældre, begyndte andre folks meninger at fylde mere end vores egen.
Vores handlinger og valg begyndte at være for andre end os selv og vores egne meninger begyndte at drukne i mængden.
Lige pludselig var det eneste jeg tænkte på var hvad andre tænkte om mig.
Det var vigtigere end hvad jeg tænkte om mig selv.
Jeg kan huske der var en dag jeg tror jeg var 11 år eller noget i den dur, jeg skulle ud og inden jeg gik ud af døren,
Kigget jeg i spejlet men pludselig var det ikke mit blik der kigget tilbage på mig, men alle andres.
Eller også var det alle de forestillinger om hvad folk ville tænke om mig.
Det var mærkeligt dagen før havde det ikke skænket mig en tanke og nu var det alt jeg kunne tænke på.
Den tanke forlod ikke mit hoved i lang tid efter det, det var en konstant stemme i bunden af mit hoved, der altid havde det sidste ord.
Gad vide hvorfor????
Er det fordi vores forældre fik større forventninger.
Eller måske fordi samfundets normer begyndte at fylde mere i vores liv.
Eller også begyndte vi at være mere kritiske overfor os selv.
Nogle gange kan andres forventninger begynde at føles som om det er sin egen.
Altså at vi pålægger os andres meninger, så vi næsten glemmer vores egne.
Når vi har lavt selvværd kan vi miste respekt for os selv, det kan resultere i at vi ikke siger fra over for folk der behandler en selv eller andre dårligt.
Det kan få os til at blive i forhold der ikke er sunde for os længere.
Selvtillid er styrken til at sige fra, styrken til at tale op når folk opfører sig respektløs og styrken til at gå væk fra folk der ikke vil dig det bedste.
Mange har nok hørt om det med at tale med sit yngre selv, det tit at man hører at man skal fortælle sit yngre selv at de er gode nok og at alt nok skal gå.
Men jeg tror at hvis jeg skulle snakke til mit 5-årige jeg, hende med den lyserøde prinsessekjole, der altid stillede sig forrest til dans.
Jeg ville jeg nok holde min kæft og lade hende give mig råd, fordi hun var godt nok confident.
Jeg tror ikke hun ville fortælle mig at jeg ikke skulle være slev kritisk og ikke tænke på hvad andre tænker om mig, fordi den tanke havde nok slet ikke strejfede hende.
Jeg siger ikke at hun havde styr på alt, lad os være ærlige hun var 5 år.
Men hun var uskyldig og den version af mig før jeg mødte samfundets forventninger og andres og min egen kritik.
Det vi kan bruge vores yngre version af os selv, er måske både at vi kan lære noget af ham eller hende.
Eller måske det med at være nysgerrige på os selv og finde ud af hvenm vi egentlig er ikke hvad andre fortæller os vi er.
Det er så vigtigt at man ved at man er herren over sit eget liv, så man ikke lever for andre, men at man tror på ens egen vej i livet.
Men nu har jeg lyttet til hende den lille lyshåret pige i den lyserøde prinsessekjole og jeg har fået mere selvsikkerhed, jeg er der ikke helt endnu, men jeg ved at jeg er på rette vej.
De tanker der var dybt inde i mit hoved er næsten helt væk og jeg har egentlig selv fået det sidste ord.
Det handler ikke om at fylde mest, det handler ikke om at være den der råber højest, den der er mest selvsikker, den der stiller sig forrest.
Det handler om troen på at man godt kan hvis man ville troen på at man er god nok selv på de dårlige dage.
Qujanaq.
Da vi var små troede vi på at vi kunne være hvad vi ville fra prinsesse til astronaut.
Kun fantasien satte grænser, da vi blev ældre, begyndte andre folks meninger at fylde mere end vores egen.
Vores handlinger og valg begyndte at være for andre end os selv og vores egne meninger begyndte at drukne i mængden.
Lige pludselig var det eneste jeg tænkte på var hvad andre tænkte om mig.
Det var vigtigere end hvad jeg tænkte om mig selv.
Jeg kan huske der var en dag jeg tror jeg var 11 år eller noget i den dur, jeg skulle ud og inden jeg gik ud af døren,
Kigget jeg i spejlet men pludselig var det ikke mit blik der kigget tilbage på mig, men alle andres.
Eller også var det alle de forestillinger om hvad folk ville tænke om mig.
Det var mærkeligt dagen før havde det ikke skænket mig en tanke og nu var det alt jeg kunne tænke på.
Den tanke forlod ikke mit hoved i lang tid efter det, det var en konstant stemme i bunden af mit hoved, der altid havde det sidste ord.
Gad vide hvorfor????
Er det fordi vores forældre fik større forventninger.
Eller måske fordi samfundets normer begyndte at fylde mere i vores liv.
Eller også begyndte vi at være mere kritiske overfor os selv.
Nogle gange kan andres forventninger begynde at føles som om det er sin egen.
Altså at vi pålægger os andres meninger, så vi næsten glemmer vores egne.
Når vi har lavt selvværd kan vi miste respekt for os selv, det kan resultere i at vi ikke siger fra over for folk der behandler en selv eller andre dårligt.
Det kan få os til at blive i forhold der ikke er sunde for os længere.
Selvtillid er styrken til at sige fra, styrken til at tale op når folk opfører sig respektløs og styrken til at gå væk fra folk der ikke vil dig det bedste.
Mange har nok hørt om det med at tale med sit yngre selv, det tit at man hører at man skal fortælle sit yngre selv at de er gode nok og at alt nok skal gå.
Men jeg tror at hvis jeg skulle snakke til mit 5-årige jeg, hende med den lyserøde prinsessekjole, der altid stillede sig forrest til dans.
Jeg ville jeg nok holde min kæft og lade hende give mig råd, fordi hun var godt nok confident.
Jeg tror ikke hun ville fortælle mig at jeg ikke skulle være slev kritisk og ikke tænke på hvad andre tænker om mig, fordi den tanke havde nok slet ikke strejfede hende.
Jeg siger ikke at hun havde styr på alt, lad os være ærlige hun var 5 år.
Men hun var uskyldig og den version af mig før jeg mødte samfundets forventninger og andres og min egen kritik.
Det vi kan bruge vores yngre version af os selv, er måske både at vi kan lære noget af ham eller hende.
Eller måske det med at være nysgerrige på os selv og finde ud af hvenm vi egentlig er ikke hvad andre fortæller os vi er.
Det er så vigtigt at man ved at man er herren over sit eget liv, så man ikke lever for andre, men at man tror på ens egen vej i livet.
Men nu har jeg lyttet til hende den lille lyshåret pige i den lyserøde prinsessekjole og jeg har fået mere selvsikkerhed, jeg er der ikke helt endnu, men jeg ved at jeg er på rette vej.
De tanker der var dybt inde i mit hoved er næsten helt væk og jeg har egentlig selv fået det sidste ord.
Det handler ikke om at fylde mest, det handler ikke om at være den der råber højest, den der er mest selvsikker, den der stiller sig forrest.
Det handler om troen på at man godt kan hvis man ville troen på at man er god nok selv på de dårlige dage.
Qujanaq.