Kære konfirmander. Kære alle.
Så blev det endelig lørdag d. 9. maj! Onsdag efter onsdag har I, konfirmander, troligt mødt op til undervisning sidst på eftermiddagen. I har sommetider været trætte efter en lang skoledag – og især de af jer, der har haft idræt på onsdagens skoleskema. Men, som jeg har sagt, så har konfirmandundervisningen været jeres åndelige idræt, hvor vi sammen har trænet den religiøse muskel, indtil vi blev helt ømme af at stille de store spørgsmål: Hvem er Gud? Hvad er det gode? Hvorfor sker der onde ting i verden? Hvordan skal man elske sin næste som sig selv? Hvad er meningen med livet?
Der er ofte flere spørgsmål end svar. Men de mange spørgsmål kan besvares med én sætning: Guds evige kærlighed, godhed og følgeskab – på trods. På trods af al den uretfærdighed, ødelæggelse, lidelse og krig, der hersker i verdenen; på trods af at mennesker svigter hinanden, lyver og er egoistiske. På trods af alt dette så elsker Gud os stadig! For disse mange negative eksempler er udtryk for menneskers magt og værdier. Og derfor kan man ofte tænke, at magt handler om penge, privilegier og perfekthed.
Men med kristendommen er det lige omvendt!
Guds magt, Guds almægtighed, kommer til syne i modsætning til verdens magt og idealer. Jesus Kristus, Guds Søn, blev født i en stald – ikke et stort palads. Jesus gik rundt med de fattige og undertrykte – ikke de rige og populære.
Jesus viser os nemlig, hvilken type magt, der hersker i Guds Rige. Det er kærlighedens magt. En magt, hvor de sidste bliver de første, de mindste bliver de største, de fattige bliver de rige, og blinde kommer til at se.
”Ja, jeg tror på korsets gåde” lyder det i salmen ”Hil dig, Frelser og Forsoner”, som vi skal synge senere. Det er en gåde, konfirmanderne og jeg i næsten et år har forsøgt at undersøge og udfolde, men som vi aldrig bliver færdig med at tænke over. Men det er en gåde, som vi hver især i dåben er blevet en del af – og som I, konfirmander, i dag bliver mindet om til jeres konfirmation. En gåde, der betyder, at korset ikke kun er lig med død, men liv. For når vi ser på Jesus Kristus, der hænger på korset, så ser vi lidelse, men også håb – vi ser ikke kun død, men liv! Det er fordi vi ser med troens øjne! Vi ser på Gud, verden og os selv med livets og kærlighedens blik.
***
”Jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud, og tro på mig” siger Jesus i evangelieteksten. Vi må altså ikke være bange, men have tillid til Gud. ”Frygt ikke, tro kun” siger Jesus et andet sted. Tro og tvivl er ikke hinandens modsætninger, men det er tro og frygt.
For man kan godt tvivle, mens man tror. Tvivle på, om det nu er rigtigt, at Gud tilgiver alt. Tvivle på, om man nu er god nok. Men her møder Gud os hver især med sin store kærlighed, sit klare og tydelige ja: Ja, du er god nok, du er tilgivet og elsket – altid og allerede!
Vær derfor ikke forfærdede, men tro kun.
Det er ikke en naiv tro, Jesus taler om her – men en tro, der møder verdenens vilkår, og ikke alene fremhæver livets lyse sider, men også de mørke sider. Vi kan blot se på Jesu liv og konstatere, at menneskelivet ikke er nemt, let og smertefrit. Det har Gud heller ikke lovet os, at det bliver. Men Gud følger os på vejen. ”Jeg er vejen og sandheden og livet” siger Jesus.
Kære konfirmander. I er unge mennesker – dvs. at være ung og på begynderniveau i det at være menneske. For det kræver tid at blive et menneske og indse, at det, at være menneske, er at være utilstrækkelig. At føle at man ikke helt slår til, selv om man prøver at få gode karakterer i alle fag, træne hårdt, se smart ud i det nyeste tøj og have mange følgere på de sociale medier. Det er umuligt at have fuldkommen kontrol over sit liv – og hvis man tror, at man har det, så ender det hele i angst og fortvivlelse.
For vi har ikke kontrol over alt. Sygdom, uretfærdighed og død er ikke noget, vi råder over – det hører med til livet. Det hører med til det at være menneske.
Husk derfor på, at der er noget – nogen – der er større end os. Gud er større end os – og Gud ske tak og lov for det! Som afmægtige væsener er vi mennesker nødt til at læne os ind i Guds almagt, Guds altomfavnende kærlighed. Guds kærlighed er større end vores – så når vi sommetider kan se på os selv og hinanden på en dømmende og ukærlig måde, så møder Gud os med sin evige kærlighed.
Følg derfor Jesus, når Han siger: ”Jeg er vejen og sandheden og livet”.
Men så kan vi som disciplene i evangelieteksten spørge Jesus: Hvor er vejen? Hvilken sandhed? Vi kan ikke se den!
”Kom til mig” siger Jesus, som der står under Kristusstatuen ved alteret. Gud er sammen med os. Hele vejen. Gud går foran os som vejledende fodspor, der viser, hvor vi skal gå hen. Gud følger os, og går sammen med og ved siden af os i livets glæder og sorger. Gud er også bagved os – som en klippe, vi kan læne os op ad; som udstrakte arme, der griber os, når vi falder bagover.
Gud følger med os – altid og allerede.
Dette har Gud lovet os hver især i dåben.
Et løfte, som vi modtager i tro, håb og kærlighed.
Dette har Gud lovet os hver især i dåben.
Et løfte, som vi modtager i tro, håb og kærlighed.
***
Dåben sker én gang. Her siger Gud ja til den døbte – et ja, som Gud i dag bekræfter over for jer, konfirmander. For konfirmation er ikke en ny dåb. Konfirmationen er heller ikke et ritual, der er til for at I skal præstere jeres tro over for Gud. I svarer ja til at blive konfirmeret i den kristne tro – men dette er nærmere et ja tak. En taknemmelighed over allerede at være elsket som Guds barn. Dette er, hvad det vil sige at blive konfirmeret i den kristne tro.
For troen er Guds gave i dåben til trøst, håb, kærlighed og frihed.
Trøst, håb, kærlighed og frihed er forskellige ord, der udtrykker det samme – nemlig relationen mellem Gud og mennesket. En relation, hvor der altid er trøst at finde. En relation præget af frihed, fordi Gud sætter det enkelte menneske fri til at blive sig selv og turde stå ved sig selv på trods af modstand. For det er en relation, hvor det enkelte menneske kan læne sig ind i Guds altomfavnende og evige kærlighed. Og derfor er det en relation, der skaber håb.
Jeg har løbende spurgt jer, konfirmander, om, hvad håb betyder for jer. Her har I svaret, at håb rummer forventningen om noget nyt og bedre, men også en taknemmelighed for alt det, I har, og et ønske om, at det må vare ved. Denne taknemmelighed går igen i den kirkebøn, som jeg har sat sammen pba. af jeres egne bønner, og som vi sammen skal bede efter prædikenen. Men jeres bønner rummer også en bekymring for fremtiden. En fremtid, der ser noget broget og konfliktfyldt ud, når vi betragter nutiden.
Men håb er at tro på det godes mulighed!
Tro på, at det gode kan ske igennem os, fordi vi lever i et fællesskab i og med Jesus Kristus. For det er netop Jesus, der viser, at Gud kan alt – også det, som vi mennesker tænker er umuligt! Jesus fik blinde til at se, og lamme til at gå. Han stillede sig på de undertryktes side, og sagde, at det vigtigste er at tro og elske – ikke hvor man kommer fra; ikke hvordan, man ser ud; ikke hvor mange penge man har; ikke hvordan man identificerer sig.
For i Jesus Kristus fjerner Gud alle de afstande og skel, som mennesker skaber over for hinanden – ja, Gud overskred dødens grænse igennem Jesu Kristi opstandelse.
For i Jesus Kristus fjerner Gud alle de afstande og skel, som mennesker skaber over for hinanden – ja, Gud overskred dødens grænse igennem Jesu Kristi opstandelse.
Opstandelsesbudskabet er grundlaget for al håb, da vi tror og håber, at livet sejrer over døden, at fællesskabet overvinder al ensomhed. Det kristne håb er et håb, der løfter mennesket ud af sig selv og ind i en større sammenhæng, ind i et kærligt og evigt fællesskab. Dette fællesskab er kirken – et fællesskab, der ophæver enhver egoisme og ensomhed, og gør at vi ser på os selv og hinanden med nye øjne – troens øjne.
Følg derfor Jesus Kristus! Han er vejen og sandheden og livet! Og dette er godt at huske på, når alt synes umuligt og håbløst.
Kære konfirmander. Jeg håber, at I går herfra med håb. Håb på fremtiden, selv om det sommetider vækker angst og bekymring at tænke over den. Håb på hinanden og fællesskabets kraft og styrke. Og håb på jer selv. Hav tiltro til, at I er gode nok ligesom I er – også selv om I ikke får den karakter, I havde håbet på. Eller hvis I bekymrer jer om, hvad andre tænker om jer.
Husk på Guds ja i dåben, som Gud i dag gentager over for jer – et ja til, at I allerede er elskede! Og hvis I bliver i tvivl, så kom her i kirken og se mod alteret, hvor Jesus Kristus med sine åbne arme baner vejen frem til sig, og siger: Kom til mig!
Lov og tak og evig ære være Dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd; Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
