Hvor føler I jer hjemme. Er det I jeres hus? Er det hvor end jeres familie er? Er det sammen med jeres venner? I skolen? Foran jeres skrivebord? Er det jeres land?
Nogle af os ved hvor de hører hjemme (). Nogle har vidste det i lang tid (). Andre af os () ved det ikke.
Jeg kom til Grønland da jeg var 5 år gammel. Min far havde fundet job ved Tusass, der dengang hed Tele-Post, så min familie og jeg tog herop.
Jeg startede på Kangillinnguit, og skiftede efter et halvt år til Nuuk International Friskole.
Omkring 4. klasse opdagede jeg, () folk fra de andre skoler kaldte ofte NIF for ”danskerskolen”. Hvorfor () det fandt jeg aldrig helt ud af. Jeg vidste bare, at hvor end jeg gik hen, så var jeg et ”NIF-barn”.
Ligegyldigt hvor jeg kom hen, () så var jeg dansker. Jeg var en dansker fra danskerskolen. Igennem hele min skolegang blev jeg fortalt det.
Jeg følte mig tryg i det. Alle de andre sagde jeg var dansker, så det gjorde jeg også selv. Jeg sagde til mig selv at jeg var dansker, fordi grønlænder () det var jeg jo ikke.
Efter folkeskolen tog jeg på efterskole i Danmark. Jeg var blevet fortalt at jeg var dansker hele mit liv. Jeg tænkte derfor at jeg skulle tilbage til mit hjemland.
Da jeg ankom til Danmark, fandt jeg ud af, at jeg tog fejl. Den kultur jeg var opvokset med, og den kultur der var i Danmark, () de var forskellige. Jeg følte ikke at jeg passede ind i samfundet. Jeg hørte ikke til.
De danske folk jeg lærte at kende på efterskolen, de sagde jeg var en Grønlænder.
Jeg var forvirret. I Grønland var jeg dansker, og i Danmark var jeg grønlænder. Hvor hørte jeg til? Hvad var jeg?
Da efterskolen var færdig, så tog jeg tilbage til Grønland. Hjem til min familie, og tilbage til det sted () jeg var vokset op. I Nuuk følte jeg mig tryk.
Jeg begyndte at tænke. Jeg var grønlænder i Danmark, og dansker i Grønland. Det var det folk fortalte mig. Men hvorfor lyttede jeg egentlig til dem?
Om jeg var dansker eller grønlænder (), det havde jo intet med dem at gøre. Jeg kunne selv bestemme. Jeg kunne selv vælge. Der var ingen andre der skulle fortælle mig hvad jeg var ().
Tænk over det. Du ved bedst hvem du er. Du ved bedst hvor du hører hjemme. Det er også det jeg vil have at i tager med jer fra denne tale. I bestemmer selv.
Nogle af os ved hvor de hører hjemme (). Nogle har vidste det i lang tid (). Andre af os () ved det ikke.
Jeg kom til Grønland da jeg var 5 år gammel. Min far havde fundet job ved Tusass, der dengang hed Tele-Post, så min familie og jeg tog herop.
Jeg startede på Kangillinnguit, og skiftede efter et halvt år til Nuuk International Friskole.
Omkring 4. klasse opdagede jeg, () folk fra de andre skoler kaldte ofte NIF for ”danskerskolen”. Hvorfor () det fandt jeg aldrig helt ud af. Jeg vidste bare, at hvor end jeg gik hen, så var jeg et ”NIF-barn”.
Ligegyldigt hvor jeg kom hen, () så var jeg dansker. Jeg var en dansker fra danskerskolen. Igennem hele min skolegang blev jeg fortalt det.
Jeg følte mig tryg i det. Alle de andre sagde jeg var dansker, så det gjorde jeg også selv. Jeg sagde til mig selv at jeg var dansker, fordi grønlænder () det var jeg jo ikke.
Efter folkeskolen tog jeg på efterskole i Danmark. Jeg var blevet fortalt at jeg var dansker hele mit liv. Jeg tænkte derfor at jeg skulle tilbage til mit hjemland.
Da jeg ankom til Danmark, fandt jeg ud af, at jeg tog fejl. Den kultur jeg var opvokset med, og den kultur der var i Danmark, () de var forskellige. Jeg følte ikke at jeg passede ind i samfundet. Jeg hørte ikke til.
De danske folk jeg lærte at kende på efterskolen, de sagde jeg var en Grønlænder.
Jeg var forvirret. I Grønland var jeg dansker, og i Danmark var jeg grønlænder. Hvor hørte jeg til? Hvad var jeg?
Da efterskolen var færdig, så tog jeg tilbage til Grønland. Hjem til min familie, og tilbage til det sted () jeg var vokset op. I Nuuk følte jeg mig tryk.
Jeg begyndte at tænke. Jeg var grønlænder i Danmark, og dansker i Grønland. Det var det folk fortalte mig. Men hvorfor lyttede jeg egentlig til dem?
Om jeg var dansker eller grønlænder (), det havde jo intet med dem at gøre. Jeg kunne selv bestemme. Jeg kunne selv vælge. Der var ingen andre der skulle fortælle mig hvad jeg var ().
Tænk over det. Du ved bedst hvem du er. Du ved bedst hvor du hører hjemme. Det er også det jeg vil have at i tager med jer fra denne tale. I bestemmer selv.
Hvis I føler jer hjemme foran jeres skrivebord, så er det der I er hjemme. Hvis I føler jer hjemme sammen med jeres venner, så er det der I er hjemme. Hvis I føler jer hjemme samme med jeres familie, så er det der I er hjemme. I () bestemmer () selv.
Tak, Qujan.