Anja C. Jensens grundlovstale

Rigtig god Grundlovsdag!´ 

Fra 5. juni 1849 til 5. juni 2025…

En dag, hvor vi fejrer vores demokrati, vores rettigheder og vores fællesskab. Og som jeg gerne vil bruge til at tale om noget mere nært. 

For vi SKAL huske - minde hinanden om – at alt det, vi nok indimellem kommer til at tage lidt for givet, jo er noget, nogen har kæmpet for.

Som vi fortsat skal kæmpe for. For vi kan miste det igen. 

Medmenneskelighed, bare fordi. 

Arbejdstagerrettigheder. 

Ligeværd som noget helt naturligt. 

Retten til at elske, den man elsker. 

Stemmeret. Ytringsfrihed. Foreningsfrihed.  

Boller i karry og fredagsslik.

Ja – også det!  

For Grundloven består ganske vist af lovtekst og paragraffer, men den handler jo om alt det, som den giver os mulighed for og frihed til. 

Retten til ikke at være underlagt en enevældig fyrste. 

Muligheden for at kunne leve frie, trygge – og hyggelige liv – sammen. 

Og der er altid noget ved Grundlovsdag, og endnu mere i en tid som vores lige nu, der får mine tanker til at svæve til noget meget mindre højtideligt. 

På noget meget mere… hverdagsagtigt. Nemlig alt det, som Grundloven sætter rammerne for.

De bittesmå ting, der kaster lys tilbage i et vildt geopolitisk mørke.

Min voksne søn – som i går hellere ville til Distortion end fejre ’Demokratiets aften’ sammen med mig - pludselig har lyst til at få et godt råd af sin mor, tør spørge og fare vild.

De få, men livgivende ord, når nogen tydeligvis har for meget at se til - ”Hvad kan jeg gøre for dig?”.
 
Den kollega, der dækker ind, når du skal til lægen eller har barn syg.
Butiksmedarbejderen, der siger “Ha en rigtig god dag” – og virkelig mener det. 

I de store taler kan vi mærke følelserne.

Men det er i de små handlinger, i oplevelsen af ikke at være alene... at fællesskabet vokser. 

Det er i det hele taget blevet rigtig smart at tale om fællesskab, også for alverdens producenter af tydeligvis helt nødvendige dippedutter. 

Men venner, fællesskab kan ikke købes. 
Fællesskab er ikke bare noget, vi har. Det er ikke en statisk ting.  

Det er noget, vi gør for os selv og hinanden. – hver dag.
Fællesskab - og uha, solidaritet, er noget, vi vælger. Igen og igen.

Vi vælger det, når vi stemmer.
Vi vælger det, når vi betaler skat.
Vi vælger det, når vi melder os ind i en fagforening.
Når vi siger, at ingen skal stå alene. 

Jeg ved godt, det lyder gammeldags.
Men jeg vil påstå, at vi skal gøre det moderne igen.

For i en tid, hvor storpolitik, både de kendte og de nye konflikter, deler os, og vi taler oprustning og krig.
Om missiler, militær og milliarder.
Der må vi IKKE glemme den anden del.  

Den bløde sikkerhedspolitik.

Den, der handler om noget helt andet end våben og uniformer.
Den handler om tillid. Om omsorg. Om at passe på hinanden. Om hverdagen. 

Det er den sikkerhedspolitik, der bygger stærke forsvarsmure ved at bygge broer.

Det er dét, jeg stiller op med, når jeg siger, at alle skal have noget at stå op til. Gå på arbejde for. Og gå hjem igen fra bagefter. 

Og det er her jeg må insistere på, at vi forsvarer Danmark, når vi forsvarer velfærden.

Når vi kæmper for retfærdighed på arbejdsmarkedet.
Når vi skaber rum for dem, der har det svært.
Og når vi nægter at lade nogen stå alene med sorg, sygdom eller stress. 

For tryghed handler ikke kun om ydre trusler – men om, hvordan vi møder hinanden.

Så ja – køb, køb, køb kampfly. 
Men giv ikke køb på det samfund, der skal holde os stærke gennem kriser. Der skal sikre vores demokrati. 

For demokratiet bor selvfølgelig ikke i en glasmontre på Christiansborg. Eller i Aarhus Byråd for den sags skyld.
Det bor i blik, vi sender hinanden, når vi vælger at tro på, at vi godt kan gøre det lidt bedre.

Det bor i den danske måde at være sammen på – hvor vi taler os frem til løsninger. 

Hvor der er plads til hele vores liv.

For hvad er det, vi kæmper for – hvis ikke det er retten til netop dét?
Retten til en hverdag, hvor der er tid og tryghed nok til at halvsove til en film.

Hvor vi har ro til samtaler over spisebordet. Til opvask. Kæle med katten. Til at få pulsen op over Aula. Oooog ned igen bagefter.

Ikke fordi det er spektakulært – men fordi det er vigtigt.
For retten til et liv, der ikke kun handler om at overleve eller gå på arbejde.

Og så kan det godt være, at russerne ikke går hjem fra samlebåndene, men ukrainerne ønsker sig mere end noget andet tilbage til hverdagen. 

Det store samfund er ikke større end det lille liv. 
Og ethvert lille liv kan ingenting uden andre. 
Vi bygger ikke fællesskaber med faner alene.
Ikke med festtaler eller politiske paroler.

Men med nærhed.

For det er i hverdagen, vi opdager hinandens sårbarhed.
Det er dér, vi lærer at bære – og tør bede om at blive båret.  

Træner skuldrene, så de kan holde til lidt mere - og lidt flere.

Derfor skal vi også - og endnu mere i en ret ufredelig tid – passe rigtig godt på det, vi har bygget op.
For der bliver trukket i os.

Nogen vil gøre os til individer med hvert vores ansvar – hvor effektivitet og nytteværdi bliver mantraet.

Nogen vil gøre livet til en konkurrence, hvor det handler om selv at vinde på andres bekostning – i stedet for at løfte sammen.

Men det Danmark vi kender og elsker blev ikke bygget af, at vi hver især passede os selv. Eller kiggede væk.

Danmark blev bygget af, at vi passede på hinanden.
Og netop derfor skal vi blive ved med at kæmpe for det fælles. 

Det er ikke naturgivent, at vores velfærdssamfund forbliver solidt. 
At sikkerhedsnettet holder. 

Men vi kan vælge, at det SKAL det.
Vi kan insistere. 

Og, hvis I skal tage noget med fra min tale i dag, så er det, at DU kan være med til sikre store forandringer.

Ved at række hånden ud – i stedet for at pege fingre.
Ved at tror på det fælles – og kæmpe for det. 

Tak for jeres tid.
Tak for vores fællesskab.

Og fortsat rigtig god Grundlovsdag.