Velkommen i Netto.
På hylden til venstre har vi en stx-elev.
På hylden til højre har vi en hhx-elev.
De tager begge en treårig gymnasial uddannelse.
De går begge til eksamen.
De kan begge læse videre.
Men hhx-eleven har fået et gult prismærke i panden:
“Spotvare. Spar 4.690 kroner.”
Der er gået Netto i regeringen.
For hvert år giver staten 4.690 kroner mindre til rammerne omkring en hhx-elev end en stx-elev.
Samme ungdom.
Samme drømme.
Lavere pris.
Og jeg ved godt, at vi går på handelsskole.
Men vi havde nok ikke regnet med selv at blive handelsvaren.
Pengene går blandt andet til administration og rengøring.
Men sidst jeg tjekkede, fandtes der altså ikke en særlig hhx-rabat hos rengøringsselskaberne.
Et gulv bliver ikke billigere at vaske, fordi eleverne har afsætning.
En skraldespand koster ikke mindre at tømme, fordi den er fyldt med gamle opgaver i virksomhedsøkonomi.
Og et toilet gør ikke rent efter sig selv, bare fordi eleverne har lært om effektivisering.
Alligevel har regeringen tilsyneladende fundet en forretningsmodel, som selv Løvens Hule ville have svært ved at sælge:
Samme opgave.
Færre penge.
Ingen forklaring.
For én elev er forskellen 4.690 kroner.
For en klasse med 28 elever er det mere end 130.000 kroner om året.
Over tre år er det næsten 400.000 kroner.
400.000 kroner.
Det er ikke en lille afrundingsfejl.
Det er ikke en glemt tyver i en gammel vinterjakke.
Det er penge til lokalerne.
Til rengøringen.
Til administrationen.
Til det studiemiljø, eleverne skal leve i hver eneste dag.
Men når hhx-elever spørger, hvorfor de får mindre, bliver der stille.
Ikke almindeligt stille.
Sådan ministerielt stille.
Samtidig elsker politikerne at rose hhx.
Vi er fremtidens iværksættere.
Fremtidens eksportører.
Fremtidens erhvervsliv.
Store ord.
Små bevillinger.
De vil gerne have, at vi skaber vækst.
Men helst på discount.
De vil gerne have, at vi tænker stort.
Men uddanner os småt.
De vil gerne have, at vi bliver gode til regnskaber.
Bare ikke så gode, at vi opdager deres.
Det svarer til, at ens forældre siger:
“Vi elsker dig og din søster præcis lige højt.”
Og bagefter giver de hende 4.690 kroner mere i lommepenge.
Så er problemet ikke bare pengene.
Problemet er budskabet.
For politiske prioriteringer er også beskeder.
Og beskeden til hhx-eleverne er:
I må gerne være fremtiden.
I skal bare være den billige udgave.
Vi kræver ikke champagne i kantinen.
Vi kræver ikke marmorgulve.
Vi kræver ikke, at hvert klasselokale får sin egen barista.
Vi kræver bare, at ligeværd også gælder, når regningen skal betales.
Så kære regering:
I er kommet ind i Løvens Hule med jeres forretningsmodel.
Produktet er en discountudgave af gymnasiet.
Kunderne er hhx-eleverne.
Og jeres besparelse er vores regning.
I beder os investere vores fremtid i en model, hvor nogle gymnasieelever er mindre værd end andre.
Så her er mit svar:
Jeg tror ikke på produktet.
Jeg tror ikke på regnestykket.
Og jeg investerer ikke i forskelsbehandling.
Og af den grund er jeg ude.