Alex Vanopslaghs grundlovstale

Grundlovsdag er noget særligt. 
Det er frihedens fødselsdag, hvor vi fejrer, at vi lever i et frit og åbent samfund - i et liberalt demokrati - at vi lever i vores skønne lille Danmark. 
 
Grundlovsdag er en glædens dag. 
Og i år markerer vi også Grundlovsdag med et klart budskab:

Der er håb for det borgerlige Danmark. 

Jeg glæder mig særligt over, at jeg står her med alle mine gode borgerlige partilederkolleger. Hvert fald partilederne fra alle de borgerlige partier, som ikke peger på en socialdemokratisk statsminister. 

Og det kunne jeg ikke gå glip af - så jeg har valgt at tage et lille afbræk fra barslens bleskift og gåture - og det siger ikke så lidt, når man tænker på, at den modpart, jeg forhandler med fortiden, er en 6 uger gammel og stædig dreng. 

Men det bliver ikke sidste gang, at de borgerlige partier går sammen. 

Faktisk er vi i dag klar til at løfte sløret for, at vi senere i år – den 6. september – inviterer til et fælles borgerligt konvent i Fredericia.

En hel dag med fokus på vores visioner for fremtidens Danmark.

**

Der er for alvor ved at være blå samling. 

Vi går til forhandlinger sammen, vi stiller beslutningsforslag sammen og vi har skrevet udspil og kronikker om så forskellige emner som hvordan vi vil nedbringe regelmængden og bureaukratiet, hvordan vi vil reformere folkeskolen, hvilke principper og dogmer der skal dominere i den økonomiske politik og hvorfor vi har brug for at se mere positivt på kernekraft. 

Og vigtigst af alt; vi samarbejder om at få en borgerlig ledet regering. 

Jeg tror på, at det kan lade sig gøre; vi kan få en borgerlig regering. Også til det kommende valg.  

***

Jeg vil faktisk gerne lukke jer lidt indenfor og give jer et blik ind bag kulisserne.

Vi har jo vores faste partiledermøder i den blå familie. Og her har vi blandt andet ladet os inspirere af svenskerne. 

For i midten af 00’erne tabte de svenske borgerlige valg på stribe, mens Socialdemokraterna sejlede derudad.
De borgerlige brugte mere tid på at hakke på hinanden end på at vinde sammen.

Men så tog de en beslutning.
De stoppede kannibaliseringen, og begyndte at opbygge et fælles projekt: Allians för Sverige.

Ja, de afholdte ligefrem et fælles konvent og fremlagde fælles visioner. 

Og pludselig skete det umulige: 
Socialdemokraterna tabte valget i 2006 – og Alliansen vandt igen i 2010. 

Og lige præcis her, tror jeg faktisk, at selv Morten Messerschmidt og Inger Støjberg vil være enige med mig:Vi har brug for svenske tilstande!

***

Jeg giver ikke meget for hverken de politiske kommentatorer eller de socialdemokrater, som står i kø for at ryste på hovedet og mumle, at “det kan jo slet ikke lade sig gøre at få de borgerlige partier til at enes og samarbejde… Se nu bare, de kan ikke finde ud af hvem der skal være statsminister!”

Næh, men vi har til gengæld en fælles retning. Fælles værdier og visioner. 

Og ja. På den måde har vi borgerlige partier her i dag det lige omvendt af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. 

De kan hverken enes om retning, værdier eller visioner. Det eneste, de kan enes om, er, at Mette Frederiksen af uransaglige grunde skal være statsminister. 

Og altså, på en måde kan jeg godt forstå dem. Tænk sig en regering SVM-regeringen kunne have været. Hvis nu man fik det bedste fra de tre partiledere i én regering: Mette Frederiksens beslutsomhed, Lars Løkkes karisma og Troels Lunds saglighed. Men i stedet har den fået Mette Frederiksens saglighed, Lars Løkkes beslutsomhed og Troels Lunds karisma.

Så står det bedre til her i blå samling! Vi kan kombinere Ingers folkelighed, Monas erhvervsfaring, Mortens skarpe tunge og min ungdommelighed!

Men bare vi ikke får Ingers ungdommelighed, Monas skarpe tunge, Mortens folkelighed og min erhvervserfaring… 

Ja, sammenholdet er stærkt i den borgerlige opposition. 

Men det er ikke det eneste sted, hvor der er brug for et stærkt sammenhold. Det er der også brug for i Europa med den sikkerhedspolitiske situation, vi står i. 

Jeg kommer ikke til at trætte jer med HVOR alvorlig den sikkerhedspolitiske situation er. 

Jeg tror, at alvoren er gået op for danskerne. 

Vi står her på Grundlovsdag og hylder det frie, åbne samfund. Det liberale demokrati. 

Men at opretholde et frit samfund kræver også, at vi er villige til at forsvare friheden. Mod frihedens fjender. Mod denne verdens despoter. 

Vi har som det eneste parti fremlagt en fuldt finansieret plan for et løft af Forsvaret til 3,5 % af BNP.  

Og midt i de alvorlige krisetaler fra statsministeren og de mange pressemøder fra Troels, Lars og Mette, ja, så nøler regeringen med at finde en langsigtet finansiering af Forsvaret. 

Det betyder, at der i den seneste flådeplan ikke er indkøbt skibe og fregatter. For der er ikke penge til det. 

Regeringens nøl og økonomisk uansvarlighed koster dansk sikkerhed. Det koster på vores evne til at forsvare os selv - og til at bidrage til det europæiske territorialforsvar. 

Danmark har brug for en økonomisk plan, der både opruster Forsvaret og vores samfundsøkonomi. 

For konkurrenceevne og sikkerhedspolitik hænger sammen.

Det er konkurrenceevnen, der afgør, om vi har råd til et stærkt forsvar, om vi kan udvikle fremtidens kritiske teknologier – og om vi kan bevare velfærdssamfundet.

I Liberal Alliance har vi fremlagt en plan, der tager et opgør med det vildtvoksende bureaukrati og sænker skatterne i top og bund – og på virksomheder og investeringer.

Så vi står stærkere til fremtiden.

Der er brug for borgerlig ansvarlighed – ikke socialdemokratisk frygt og stilstand. 

På det seneste er regeringen også begyndt at tale om en anden type oprustning.

Åndelig oprustning. 

Selvom de vist ikke rigtig selv ved, hvad det betyder, så hilser jeg debatten velkommen. 

Åndelig oprustning drejer sig i min optik om to ting: Dels drejer det sig om den enkeltes karakter og modstandskraft. 

Og dels handler det om fælles kulturarv og nogle værdier, vi deler, som får vores samfund til at fungere. 

At vi er forbundet på tværs af tid og sted. At vi er villige til at forsvare vores nation. Ja, man kunne kalde det fædrelandskærlighed. 

Jeg har siden jeg blev valgt til Folketinget for 6 år siden været optaget af den store værdidebat - debatten om, hvem og hvad vi gerne vil være. Både som folk og som enkeltpersoner. Hvad vi hylder og hvad vi fordømmer som samfund. Og hvad det betyder for den enkelte at kunne leve en meningsfuld tilværelse. 

Derfor var den første store debat, jeg rejste som partileder, også en debat om åndelig fattigdom.

Jeg havde sammen med TV2 besøgt en kontanthjælpsmodtager, som selv mente, hun var fattig – og at det derfor var godt, at kontanthjælpen blev hævet.

Jeg blev castet som den skrappe borgerlige, der skulle sige, hun bare skulle tage sig sammen. 

Men uanset hvad vi talte om, så mente hun ikke, at hun kunne stille noget op for at få økonomien til at hænge bedre sammen. Den dyre husleje var kommunens skyld - det var jo dem, der havde anvist den og dem, der måtte finde noget billigere. 

Da jeg foreslog at stoppe med at bruge en masse penge på onlinecasino, sagde hun, det var svært – for der kørte jo reklamer på tv, som opfordrede til spil.

Og sådan blev det ved. 
 
Men jeg kunne finde ud af skælde hende ud og lave det gode TV-drama til TV2. 

For det slog mig, at hun var ramt ikke af økonomisk fattigdom, men af åndelig fattigdom. Den fattigdom, som kommer af at miste håbet og troen på, at man selv kan gøre en forskel. 

*

For kort tid siden kørte vi en stor kampagne i Liberal Alliance under overskriften: “Du har altid et valg”. 

Den handlede også om karakter og modstandskraft. 

Vi har friheden til selv at bestemme, hvad vi stræber efter at være. Om vi er taknemmelige eller krævende. Om vi er næstekærlige eller egoistiske. Om vi ser på muligheder i tilværelsen eller konstant gør os selv til ofre. 

Og friheden giver først for alvor mening, når vi bruger den til at gøre det gode. Bruger friheden til at finde vores måde at være for andre mennesker. Bruger friheden til at gøre en forskel for noget, der er større end os selv. 

Og det var lige præcis den ånd, som herskede op til indførelsen af den danske Grundlov; at vi er myndige og ansvarsfulde borgere. Som skal dannes og uddannes til at tage ansvar for os selv men også for demokratiet, for lokalsamfundet, for Danmark. Og det forudsætter frihed. 

Som Grundtvig sagde: 

“At være en del af samfundet – en del af et folk og et fædreland – indebærer at den enkelte påtager sig et ansvar for det fælles bedste. Det kræver frihed for den enkelte at påtage sig det ansvar”. 

Ja. Friheden er forudsætningen for at vi kan tage ansvar for det fælles bedste. 

***

Apropos Grundtvig: Den borgerlige opposition har netop lanceret et skoleudspil, hvor visionen er en folkeskole med fokus på grundlæggende faglige færdigheder og kundskaber og ikke mindst den almene dannelse. Som eksempelvis Grundtvig. 

Folkeskolen spiller en afgørende rolle, hvis vi ønsker åndelig oprustning i Danmark. 

Folkeskolen er ikke bare et sted, hvor børnene bliver passet mens forældrene er på arbejde. 

Børn går i skole for at lære færdigheder, der gør dem i stand til at forstå verden omkring sig. 

De får viden, som med møje og besvær er indsamlet af generationer før dem. De bliver introduceret til en kulturarv, der giver dem et værdifuldt fællesskab. Og de lærer adfærd og dyder, som alt sammen er med til at gøre dem til myndige borgere, som kan bidrage til det danske fællesskab. 

De forslag, vi har stillet, styrker netop den del af åndelig oprustning, som rækker ud over individet – og handler om det store danske fællesskab. 

**

Når vi taler om åndelig oprustning i en sammenhæng af krig i Europa og en sikkerhedspolitisk mere usikker situation, så handler åndelig oprustning også om, hvad det er vi vil gå i døden for. Ultimativt. 

Og ja, der betyder kærlighed til fædrelandet og en vilje til at ville forsvare det frie, åbne, liberale samfund noget.

Men vigtigst af alt, så handler det om at forsvare det, som betyder aller mest for os i vores liv: vores hverdag og de mennesker, vi holder af. Vores familie. Vores venner. Vores naboer. Og til syvende og sidst vores landsmænd. Det er jo de bånd mellem mennesker, som skaber det meningsfulde liv. 

Det er jo dét, som alt det andet, vi gør, helst skal understøtte - uanset om man er politiker eller om man har et rigtigt arbejde. 

Det er dét, Grundloven er sat i verden for at værne om. 

Og det er dét, der altid er værd at kæmpe for. 

Tak for ordet og god grundlovsdag!