“Ved du godt du har store patter, Fria?”
Tilbage i fjerde klasse, var der en dreng, en klassekammerat, der sagde det til mig.
Det var sagt som et spørgsmål, men var nu egentlig ment som et udsagn.
Vidste jeg at jeg havde store patter? - Det vidste jeg jo godt, jeg havde set mig selv i spejlet, så det var ikke fordi hans spørgsmål var den store åbenbaring. -- Men så åbnede det alligevel op for en hel ny verden, eller rettere, opdagede jeg endelig hvordan verdenen kunne finde på at anse mig.
-----------
Jeg har igennem mit ungdomsliv fået kommentarer --- jeg er blevet piftet af --- rørt ved.
Og når jeg sagde det til nogen, til en voksen, var svaret typisk det ene af to svar; “Bare sig stop”, som om det ikke var faldet én ind,
eller den klassiske, som jeg tror mange piger har hørt før: “Han gør det fordi han kan lide dig.”
“Han gør det fordi han kan lide dig.”
Selv dengang, gjorde det mig vred og frustreret at høre sådan noget. For det første var det jo ulækkert. Ad! tænkte 11-årige mig, drengelus.
Så var der dog også det faktum, at vi indirekte får at vide, at vi skal tage chikanen som en kompliment.
“Han gør det fordi han kan lide dig.”
Hvad lærer det vores piger, andet end at de skal opfatte mobning og drillerier som kærlighed?
Hvad lærer det vores drenge, andet end at deres handlinger ikke har konsekvenser?
Hvor går grænsen mellem drilleri og krænkelser?
-----------
Sidste sommer, var jeg på vej hjem fra en venindes hus. Her oplevede jeg hvad myndighederne kaldte en blufærdighedskrænkelse. En mand, en fremmed, stod i et busstoppested, det var en dem med halvtag, og glasvægge. Han stirrede på mig gennem ruden, fulgte mig med øjnene. Hvad lavede han? Jo, han stod og onanerede.
---------
Og i øjeblikket jeg så ham, og vi fik øjenkontakt, fik han orgasme. Jeg kan huske det vilde blik i hans øjne, han ville ha’ jeg skulle reagere.
I et telefonopkald med politiet, blev jeg bedt om at beskrive hændelsen; hvordan så han ud? Hvor gammel troede jeg han var? Hvilken hånd onanerede han med? --
Senere, kom jeg hen på politistationen. Her blev jeg sat ned foran en computer. Jeg skulle køre igennem 300 billeder af mistænkte. Kriminelle, folk som var blevet arresteret for seksuelle- og blufærdighedskrænkelser. – Og voldtægt.
Mange var gennembankede, blodige, nogle så komplet sindssyge ud, med vilde øjne ligesom manden. Der var dog også mennesker, som man aldrig ville tænke kunne finde på sådan noget.
Mennesker som så så normale ud, at det var uhyggeligt. For hvordan skal man føle sig tryg, når folk så normale som dem, er ude og begå sådan kriminalitet?
Krænkelsen skete ved højlys dag, med mennesker, mænd, kvinder, selv børnefamilier stående omkring. Det var skræmmende.
-----------
Det gør mig vred at jeg skal gå og bekymre mig om sådan noget; at jeg skal frygte for at dem jeg elsker skal opleve det samme.
Det gør mig vred at jeg ikke er den eneste som oplever lignende, eller det som er være. Faktisk sker det hver eneste dag.
Det gør mig vred, at den slags opførsel, fra en tidlig alder undskyldes, af de samme mennesker, som burde beskytte os, som burde vide bedre, og lære os at vide bedre.
-----------
Vi skal skabe en dagligdag, hvor man kan gå hvor man vil, hvornår man vil, uden frygt for chikane og overgreb.
Man skal stoppe med at undskylde mobning og krænkelser, selv hvis de bare er børn.
For I skaber mænd som slår, mænd som nedgør, mænd som krænker.
Lad os stoppe med at undskylde denne opførsel, så vi kan skabe mænd som beskytter, mænd som elsker og mænd man kan elske.
