Tale efter Folketingsvalget 2005 Printvenligt Layout
Journalnummer:  2005.02.08-1    
Navn:  Lykketoft, Mogens Anledning: Folketingsvalg 2005
Dato: Omstændigheder: Folketingsvalgets afgørelse (tab)
Sted: Tilhørere: Partifæller, pressen
Sprog: Dansk Kilde: Presseeksemplar
Citat(er) fra talen:
Red. kommentar:
Kære venner, kære kammerater.
Til alle jer,der har delt roser og pjecer ud, banket på døre, talt med mennesker. Tak skal I have. Det er dejligt at være sammen med jer. Jeg er stolt af vores parti og den indsats hver enkelt af jer har gjort.

Nu har vi en klar tendens på valgets resultat. Det et alt for dårligt resultat for Socialdemokratiet. Også urimeligt dårligt, når vi tænker på, hvordan vi har kæmpet og stridt. Hvordan vi har holdt godt sammen. Hvordan vi har præsenteret det rigtige program for en bedre fremtid for Danmark.

Men vi må erkende, at vi har manglet den tilstrækkelige slagkraft over for en maskine, der er langt stærkere end vores og har langt stærkere gennemslag i medierne. Vi må erkende, at modpartens trick med at påstå, at der ikke er stor forskel på politikken, er lykkedes alt for godt. Det her er et lavpunkt men det er også et vendepunkt. Det ved alle vi der har mødt de unge vælgere under 30 og ved hvordan de har stemt

Kennedy sagde at sejren har mange fædre, men nederlaget er forældreløst. Sådan er det ikke her. Jeg har haft lederskabet. Jeg har gjort det så godt jeg kunne. Men resultatet er ikke godt nok. Og det påtager jeg mig ansvaret for.

Jeg vil på torsdag sammen med Socialdemokratiets hovedbestyrelse og folketingsgruppe overveje, hvad der nu skal ske. Jeg vil fortsætte mit livslange dybe, engagement for denne bevægelse. Jeg vil gøre alt for, at dette parti snart igen kan komme i førersædet for det danske samfund. Og jeg vil yde mit bidrag til sammenhold og kampkraft.

Men det har stået mig klart helt fra begyndelsen, at det var denne ene gang jeg skulle forsøge at løfte opgaven som den socialdemokratiske kandidat til statsministerposten. Nu må partiet i god ro og orden søge at finde den person og det hold, der kan samle og løfte opgaven næste gang.

Hvis I spørger om jeg er ked af det, vil jeg svare: Ja jeg er ked af, at Danmark i fire år til skal trækkes med en borgerlig regering, der holdes oppe af Dansk Folkeparti. Jeg er ked af på utroligt mange danskeres vegne, at vi ikke formåede at afsløre det borgerlige illusionsnummer og tilbagevise deres usandfærdige skrækkampagne der blev rettet mod vores holdninger og mod min person.

For nu ligger vejen åben for et samfund, hvor der bliver mere og mere privat og mindre og mindre fælles.

Jeg lykønsker Anders Fogh med sejren. En sejr er en sejr. Men jeg er ikke opløftet eller imponeret over de metoder, der er brugt til at nå sejren.
Jeg tør love, at socialdemokraterne vil fortsætte en energisk, saglig oppositionspolitik til den lykkelige ende, hvor masken er revet af og forskellen mellem dem og os står lysende klar i hver eneste dagligstue i kongeriget.

Jeg beklager alt det, der når at gå tabt i vort velfærdssamfund i mellemtiden. Alle de jobs, der ikke bliver skabt. Alt det vi skal igennem med dybere skel og ringere sammenhængskraft vores samfund.

Jeg gratulerer vores venner i RV og Enhedslisten med gode valgresultater. Jeg er overbevist om, at vi kan fortsætte og forstærke samarbejdet i oppositionen.

Men er jeg ikke personligt ked af ikke blive statsminister? Kære venner, der er ikke noget enkelt svar på dette spørgsmål. Jeg synes, man skal stå model til utroligt meget personligt snagende og sårende, når man er i front i politik. Der er alt for mange i medieverdenen og blandt kommentatorer, der beskriver politik som en kamp om positioner, der er blottet for holdning og indhold. Det bidrager urimeligt til ligegyldighed og lede ved det politiske arbejde

Men vi er ikke alle sammen store kynikere. Faktisk er vi utroligt mange, der har taget det på os fordi vi brænder for en sag og vil forbedre livsvilkår for mennesker, der har brug for en varm hånd og et stærkt samfund. Jeg har kæmpet for dette parti i over 40 år. Jeg har været så utrolig stolt over at gøre en indsats og gøre en forskel til gavn for dén bevægelse, der har gjort Danmark til et af de rigeste, mest harmoniske samfund i menneskehedens lange og lidelsesfulde historie.

Jeg har leet og grædt sammen med mange af jer i mange mange år. Haft opture og nedture gennem 17 folketingsvalgkampe, deraf 9 som kandidat selv. Jeg har tænkt, talt og skrevet om vore holdninger og idealer i endeløse baner. Jeg har sat min signatur på de fleste programmer fra 1960'erne til nu. Jeg har haft privilegiet at tjene som minister en kort periode under Anker - den gamle kæmpe, som danskerne elsker, fordi han i al sin færd symboliserer det bedste i vort parti.

Jeg har mere end de fleste været med at forme den politiske dagsorden, der i slutningen af 80'erne satte kursen mod dén nye socialdemokratisk regering, der satte gang i 90'erne. Jeg har haft mit medansvar når vi byttede roller i ledelsen. Men jeg har også med al min kraft søgt at hele sårene og skabe samling igen. For vi har alle hvad enten vi hedder Svend, Ritt, Poul eller Mogens haft ét for øje: At give styrke til vort parti.

Jeg har tjent 8 år som finansminister - mere end nogen anden i de sidste hundrede år - og kommet levende fra det. Og med resultater, som jeg vil være evigt stolt. Over 200.000 flere i arbejde. Orden i finanserne. Mere velfærd. Kloge investeringer i fremtiden.

Jeg fik den enestående gode oplevelse at tjene et år som udenrigsminister og mærke, at der var en lille, men vigtig forskel at gøre på den globale scene til fordel for de idealer, der i mine unge år drev mig ind i politisk arbejde: Solidaritet med de fattige og undertrykte. Kravet om retfærdighed og fred. Bevidstheden om at denne verden hænger uløseligt sammen på godt og på ondt.

For godt 2 år siden sagde jeg ja til at løfte opgaven som partileder. Mange folk med ringe indsigt eller ond vilje så det som endnu et skridt i en uendelig stræben efter mere magt. Men jeg tog kun opgaven på mig efter svære overvejelser og med stor tøven. Jeg gjorde det, fordi I overbeviste mig om, at det var det bedste for at holde sammen på partiet.

Jeg synes også vi fik godt styr på vores politik og på vort samarbejde. Men jeg har aldrig været i tvivl om, at det ville blive uhyre svært at vinde denne runde, så kort efter Anders Foghs sejr i 2001.

Jeg tog opgaven på mig i fuld bevidsthed om, at jeg engang en sen aften i 2005 KUNNE stå i denne situation. Og jeg mente i øvrigt, at om så var - ja så var det måske bedre, at en af veteranerne bar nederlaget, end at en ny leder skulle løbe ind i et nederlag fra starten.

Jeg anså det for tvivlsomt, om jeg kunne slå igennem og smadre alle vrangbillederne om min person. Dette valgresultat, siger mig at min tvivl var berettiget. Derfor min beslutning. Men jeg glæder mig til også i de kommende år at øve en aktiv indsats i folketingsgruppen og for partiet.
Men det bliver med et andet tempo på mit liv end det jeg har påtaget mig de sidste 12 og 24 år.

For prisen for at være i forreste linie har været, at der er så mange chancer, jeg har misset for at være sammen med dem, jeg holder allermest af. Kæresten, børnene, børnebørnene, vennekredsen. Og der er så mange bøger, jeg ikke har fået læst --- så mange film, jeg ikke har set og så mange steder jeg ikke har besøgt.

Kære venner! Lad os feste, selv om dette valg ikke gik vores vej. For hver enkelt af jer har gjort ALT, hvad I kunne. Tak til alle vore aktive, alle vore kandidater. Tak til alle på partikontoret, til DSU'erne, der har hjulpet mig så inspirerende og charmerende, til de frivillige medarbejdere. Tak til alle vore medarbejdere på Christiansborg i analyse og informationsafdelingen, i ledelsessekretariatet og på andre poster, som har stået til rådighed med råd og dåd i alle døgnets timer. En lille hær, men ufattelig energi, stor slagkraft og ubrydelig loyalitet. Men tak også til kolleger i ledelsen for en valgkamp, hvor vi aldrig var i tvivl om kursen, selv om de pustede til os fra alle sider. Tak til mine døtre og deres familie og tak til Mette for utrolig overbærenhed og aldrig svigtende tro på mig og på vigtigheden af det, jeg har haft gang i.

Lad os synge "Når jeg ser et rødt flag smælde".
Hentet fra www.dansketaler.dk