Yara Husseins tale på Ungdommens Folkemøde

Jeg står her i dag som et af mange mennesker, der har krydset grænser og Middelhavet frem og tilbage. 

Et af mange, der har kigget døden i øjnene og spyttet døden i ansigtet. 

Og jeg er et af mange mennesker, der bliver reduceret til et nummer, en opholdssag og paragrafferne 7,2 og 7,3 i Udlændingeloven. 

En systematisk dehumanisering er på spil, hvor mennesket er menneskets værste fjende. 

Og alt det her udtaler jeg, fordi der er noget galt med den måde, hvorpå flygtninge, migranter og indvandrere bliver omtalt i medierne, af politikere og samfundets hykleriske dogmatikere. 

Altid i et negativt lys, især når der er tale om integration. Det er til trods for, at det i realiteten går bedre med integrationen end nogen af os tror. Men vores newsfeeds og nyheder domineres af begreber som bandekultur, ghettoer, parallelsamfund og illegale immigranter. 

Den lange liste er et resultat af fraværende empati, bitter retorik og et forfejlet system. 

Hvor ofte hører vi om den rekordhøje beskæftigelse blandt indvandrere og flygtninge, de utallige ambitiøse studenter, bachelorer og kandidater, flittige arbejdere, talentfulde kunstnere, succesfulde virksomhedsejere, hårdtarbejdende frivillige og passionerede aktivister, som udgør en større andel end den, der har defineret og generaliseret en hel befolkningsgruppe? 

Og nu er vi her, hvor den negative vinkling på en hel minoritetsgruppe i samfundet har gjort, at ordene flygtning, immigrant og indvandrer bliver associeret med ekstremisme, kriminalitet og voldskultur. 

De her billeder og fordomme, som politikere og medier forstærker, er med til at skabe en større distance mellem ”os” og ”dem”. 

Så begynder vi at se ”os og dem”- tankegangen i kommentarfelter, i sociale relationer og sågar ved overfald på gaden! 

Fordi hadefulde ytringer skaber et klima, hvor det er forsvarligt at begå hadefulde forbrydelser. 

”Os og dem” vil sætte punktum for menneskets historie, hvis vi ikke kigger hinanden i øjnene og anerkender hinandens eksistens. 

Hvis vi ikke kigger os selv i øjnene, når vi humanitetens navn dræber mennesker for at fortælle mennesker, at det at dræbe mennesker er umenneskeligt. 

Udfordrer vi ikke de her konfliktbærende tendenser og tanker, kan ”os” og ”dem” aldrig blive ”vi”. 

Viden og tolerance er medicinen mod vores skadede opfattelsesevner.

Som individer i en stor verden må vi ikke være godtroende. Vi har kritiske evner, vi ikke udnytter. 

Hvis vi kan forholde os kritisk til kilder og levn, der er flere århundreder år gamle, hvorfor kan vi så ikke forholde os kritisk til politikernes seneste Twitter-opslag? 

Såkaldte politiske budskaber drukner i udokumenterede fakta og tal. 

Vi lever i en tidsalder, hvor viden og kundskab ikke længere er et privilegie. Det er for alle. At være uvidende er ikke længere en god undskyldning for at møde verden med et fjendtligt blik. Det fremmede er ikke farligt, medmindre vi antagoniserer det, der ligger os fjernt. 

Vi kan ikke være vidende om alle verdens 100.000 hjørner. Men når vi taler med mennesker, der hver især kender et hjørne, så har vi på et tidspunkt så mange hjørner, at det begynder at tage form af en cirkel. 

Så står vi i en cirkel sammen. Så går vi hånd i hånd sammen. Så er ”os” og ”dem” ”vi”.